To pumpernikkelmadder med avocado og urtesalt er for mig bedre end is, slik og en 'krasser'. Hurtigt glider de ned, så der er allerede sat to skiver pumpernikkelbrød mere over i risteren; for det smager ligeså himmelsk ristet. Så bliver det næsten helt stenhårdt og kan ikke spises så hurtigt, hvilket er godt for så er der lige 1-2 minutter ekstra til at nyde smagen af salt og avocadostykkerne som let splattes ud på tungen og mellem tænderne, og så pumpernikkelbrødet som klistrer lidt og smager en smule stærkt.

... I går fik jeg lagt tarotkort. Og de passede på en prik. Mere skal der ikke skrives eller forklares om det.
Men det er en meget speciel følelse at mærke, tingene, dagene, det hele, er ved at blive gode og godt igen. Måske er de på vej ind i en rar og ganske normal og god rytme som de var før, det hele gik skævt. Det tror jeg godt, at jeg må håbe. Men ikke forvente! nej nej nej. "Forvent aldrig noget" ville være mit motto hvis jeg endelig skulle have et. Jeg kan på ingen måde li' at forvente noget. Det er simpelthen for farligt. Og sætningen: "Jeg kan ikke tillade mig at forvente noget, så god kan jeg sgu ikke tillade mig at tro jeg selv er" vinder altid! Og hvad er det i virkeligheden? jamen det er da den dér skide angst for at blive såret. Altid!
Og det leder hen til et andet emne, 'problem' vel sagtens, som handler om hvordan jeg kaster et gitter op foran mig hver gang jeg møder en ny fyr. Og hver gang bliver det kommenteret: "du står med korslagte arme, altså er du enten optaget eller bare en meget lukket person.." bla bla bla. Nej, jeg har bare en ganske ganske GOD erfaring med at starte på noget, i kærligheds-kategorien, som så går hen og bliver til nul og nix fordi jeg selv bare trækker den ud og ikke vil give mig helt.. fordi jeg netop ikke tør tænke "det her kan sagtens være noget, så jeg giver det en skalle og sætter mig det for at gennemføre", men i stedet tænker "arh, nok har du fået de her følelser frem, og de er ægte og bla bla, men tag nu lige og spis en banan for du skal ikke regne med noget, det bliver for pinligt hvis du viser at du har de her følelser, lad være med at blotte dig sådan, det er for RISIKABELT". Pyha.

Når alt dét nu er sagt, så er det faktisk sådan at dét også er ved at blive bedre. Jeg er ved at have fået godt og grundigt banket ind i hovedet, at jeg må give efter, smide mit gitter væk og ikke mindst STOLE på de dumme hankøn som nu end vil mig og kommer mig nær. Jeg indrømmer at jeg er en mester i at 'have en flirt kørende' (i lang, meget lang, tid), men et nokkefår til at få det til at udvikle sig til det jeg ønsker aller mest: noget fast og sikkert. Men det er jo også en svær balance..

Jeg er i hvert fald på rette spor. Mærker jeg..
Men stadig skal man passe på hvilke emner man vil diskutere og vende grundigt med mig, for med nogle skal der ingenting til før tårerne drøner ned ad kinderne og jeg får ondt i hovedet af at spænde brynene sammen, og begynder på min 'unormale-spisen'.
Lige efter nytår røg jeg nemlig fuldstændig ned i det dybeste hul nogensinde. Og det var vel at mærke totalt-sort.
Aldrig har jeg prøvet noget lignenede; jeg var SÅ ked af det. Det var forfærdeligt.
Jeg afskar mig fra min omverden. Græd til klokken 3-4stykker hver nat, grov-åd den ene dag, spiste ingenting de næste 3 dage. Jeg så ingen, INGEN, form for fremtid.
Og min bedste venindes problemer og kæreste gjorde det hele MEGET værre!!!
Jeg har aldrig været datteren som fortalte mor og far hvad der gik mig på, om jeg var ked af det eller ej, men dér.. dér knækkede jeg bare sammen da mor en aften ved aftensmadsbordet sagde "er du ked af det? ... hvorfor er du ked af, skat?". Det var som at komme i himlen at høre hende sige det. For jeg havde en sådan trang til at sige alt og fortælle alt. Og det gjorde jeg. Også min søster fik hele armen. Det var jo så selvfølgeligt at jeg snakkede med dem om alt det her. Fortalte hvordan jeg havde det og følte. Hvorfor havde jeg ikke taget det spring noget før? det var jo FANTASTISK!!!
Og jeg begyndte at kravle op af det skide hul igen.

Så.. følelsen af o.k.-hed er begyndt at blomstre igen i min mave. Det er rart.
Og jeg er ved at have på plads hvordan jeg ikke skal lade mig rive med af andre problemer og ikke overtage dem og proppe dem ind i mig selv.
Og de hankøn dér... de taler måske sandt nok. Ja ja, vi får se, jeg tør i hvert fald godt tage chancen nu. Tror jeg..