Tiden før nu skal glemmes. Lidt i hvert fald.
For nu er noget helt nyt startet:

Sidder i Schweiz. Kald det mit andet hjemland.
Min mor er herfra, og det er jeg hende dybt taknemmelig for. Hvad skulle jeg have gjort hvis, jeg ikke mandag d. 15/03 havde kunnet proppe mine ting i kufferten og skride herned; væk fra alt dårligt, trist, indviklet, lortet og virkelig sørgeligt derhjemme? Herned til Grossmami (mormor), bjerge, køer, dejlige Greifensee, friskere end frisk luft, og langt væk fra alt det dér som med et ganske underdrevet ord kaldes for ROD! Ville jeg så stadig bare hver aften have ligget derhjemme med to poser riskiks og købt mig til Paradise Hotel-afsnit over nettet, grædt så snottet var ved at komme ud af øjnene, og taget til Roskilde hver eneste morgen for at udføre den stilling, jeg havde som Social- og sundhedsmedhjælper hos Kirsten? Ville jeg have fået gjort det jeg endelig fik gjort inden jeg tog afsted herned?: sagt en lille skide sætning som bl.a. indeholdt ordene 'forelsket' og 'ligemeget'? Det tror jeg sgu næppe! Så tak til et eller andet eller en eller anden som jeg ikke ved hvad eller hvem er.
Det er det helt rigtige det hér.

Jeg har savnet Schweiz, uden at have vidst hvordan og hvor meget. Den der skide irriterende larm ude fra lejepladsen, som tydeligt kan høres fra mit værelse når vinduet er åbent. Dén larm har jeg savnet, og det komiske er, at den ikke irriterer mig mere. For over 2 år siden, sidste gang jeg var her, kunne jeg have kvalt hvert eneste af de skrigende unger. Nu får de bare et smil og lidt af min interesse.
Og Zürich! Hvem skulle have troet jeg kunne elske en anden by en København? Dage med varm forårsluft ved Limmat floden og Zürich sø, med solen som spejler sig i vandet og blænder ens øjne så man skal være ekstra bange for at svanen tror, ens fod er dét som naboen lige har smidt ud, og bider fat.
Boder med italienske mænd som sælger varme kastanjer, som elsker at glide ned i Anna's mave uanset hvad nummer i rækken de er.
Udsigten over Zürich by-night fra Operaen i en 20 min. lang pause fra en fantastisk balletforestilling.
Den velkendte nu-kan-jeg-ikke-vandre-mere-smerte i fødder ved at trave Uetliberg tyndt for friske anemoner og Bärlauch og tage den største indånding på toppen og mærke hele kroppen blive fyldt med frisk alpeluft.
Duften af Bradwurst hver gang man går forbi det lille hjørne lige ved Bellevue Platz.
Sporvognene, som får mig til at glide tilbage til en ganske speciel og rædselsfuld eftermiddag her i Schweiz:
Dengang for mange år siden boede min Grossmami i Zürich. Min søster Lena, mor, Grossmami og jeg (far var hjemme i Danmark) havde været på restaurant og skulle hjem, men var for sent på den til sporvognen. Lena og jeg skulle løbe hurtigt med vores små is-paraplyer i munden og is i hele hovedet. Min Grossmami var nået op i vognen, nr. 11, da Lena også nåede derhen og trådte op på det første trin hvorefter dørene klappede i. Kun hendes ene fod var nået ind i sporvognen, resten af kroppen mistede balancen udenfor. Og sporvognen satte i gang. Min mor skreg og prøvede de første 3-4 meter at løbe med og holde Lena oppe fra asfalten. Men hurtigere gik det og hun måtte slippe Lena som nu hang med den ene fod inde i sporvognen og blev slæbt efter. Indtil Grossmami havde fået en mand inde i vognen til at løbe hele vejen ned i den anden ende for at få føreren til at standse, havde Lena fået hele sit højre ben fyldt op med asfalt og hendes nye blå sailor-kjole var ødelagt. Jeg græd. Løb ude midt på vejen, mens jeg var ved at snuble over sporvogns-sporene og viftede med armene og min lille paraply.

Jeg ved ikke hvor længe jeg bliver her i Schweiz. Returbilletten er ikke købt. Endnu.. Men det bliver den lige så snart jeg mærker at det er tid til at komme hjem og jeg har lyst. For lige nu har jeg slet ikke lyst. Og den aske fra vulkanen i Island må gerne være her og skabe fly-problemer for min skyld. Vi kan bare lære det kan vi!
Jeg nyder at være her; går til italiensk, på museer, fanger solen, KOMMER VIDERE. Kommer videre og mærker hvordan min krop og alt det dér følelseshalløj indeni nyder det. Mærker hvordan min glæde kommer igen og hvordan det er begyndt at være helt helt på plads inde i mit hoved hvordan, jeg skal lære at sige fra og tænke på MIG SELV. Vigtigst af alt. Og jeg mærker hvordan nye og andre tanker er begyndt at presse sig ind; de er spændende! De skal udforskes..