Så..
Nu er returbilletten bestilt. Det er egentlig ikke gået op for mig, kan jeg mærke. Endnu.. Det er bare underligt, at det er sådan en stor ting. Men det er det.
De sidste 3 uger har jeg ikke kunnet falde i søvn om aftenen; står op, kigger på stjerner, og føler efter om jeg EGENTLIG overhovedet vil hjem til Danmark igen. Og svaret har aldrig været "ja" selvom, jeg har meget hjemve. Det har været "jeg vil op til stjernerne". Så sidst øjnene ikke gad at lukke sig, stod jeg ikke op og drømte mig væk i stjernerne, men blev liggende og kom frem til, at jeg gerne vil hjem!!
Jeg vil hjem. Og det kommer jeg. Den 23/6 2010 flyver jeg hjem til en helt anden hverdag hvor jeg bl.a. ikke kommer til, at kunne være alene mere. Alene på den måde som jeg er hér nede. Og dét bliver underligt. Når jeg tænker på den lille gange (,som ligner en rundkørsel) ud til "Ankomst/Arrival" i Kastrup Lufthavn, hvor alle står og kigger og venter spændte, så får jeg et sug i maven, og har i forestillingen lyst til bare at fortsætte rundt og gå tilbage til bagage-båndene igen.

Min hjemve og lysten til at ville hjem, hænger bare ikke sammen.
Jeg har hjemve, og vil hjem. Men når jeg tænker på at lande og være hjemme, vil jeg ikke.
Når jeg er i bjergene, og hører koklokkerne, og kan se sne på den næste bjergtop, ved jeg, at det er lige præcis dér, jeg hører til.
... det er bare underligt at høre til et andet sted, end hvor man egentlig virkelig bor.

I næste uge kommer jeg helt sikkert til at glæde mig. - agtigt.