Jeg savner bølger. Bølger og hav. Den blå farve og så bølgeskummet; helt hvidt og ligner surfende døde måger.
Her er nemlig ingen strand, intet hav, intet skum, ingen rigtige bølger.

For jeg elsker havet og følelsen af ingenting og noget kæmpe kæmpe stort. Følelsen som kommer, når man står, og kigger ud over vandet og hver gang lige tjekker, om horisonten er lige. Det er hårrejsende.
På stranden er det bedste sted at være, når der ingen mennesker er. Og hvis det samtidig blæser, og er vinter, kan du ikke finde andre steder i naturen, som har en lige så længselsfuld og vild stemning over sig.

Blå symboliserer ro, afslappethed og stabilitet. Og tristhed og melankoli.. Jeg synes den giver følelsen af åbenhed og vidde.
Den er kølig og behersket. Rigtig maskulin.

Men ingen hav i Schweiz, ingen strande. Kun søer, badeanstalter og svømmepøler. Det bliver trist på længere sigt. Kun bjergsøerne er noget værd at give interesse.

Åhh Danmark; dine strande er i mine tanker!