Det er lidt som om, at sætningen "Du er verdens sødeste pige" bliver brugt i flæng om mig for tiden. I løbet af de sidste par dage, er den kommet flyvende i hovedet på mig 3 gange. Og jeg forstår det ikke helt.

Jeg lagde min surheds følelse på hylden og begav mig op til julegave shopping, sammen med min eks. Og det er rart, når man bare kan slappe af i en andens selskab og ikke behøver forklare alting, fordi personen godt ved, hvad man mener. Han fik forvirret rundt og kunne ikke håndtere den situation, hans søster havde sat ham i. Hele 3 julegaver var han blevet sendt ud og købe. Selv. Det er heller ikke nemt. Gjorde mit bedste for at hjælpe og synes faktisk resultatet blev temmelig godt.

Da vi sidder og spiser på stam-rest restauranten, blive vi placeret ved siden af et dybt forelsket kæreste-par. Vi kigger på dem. Kigger på hinanden og griner lidt af situationen. Vi snakker om alverdens ting, men så alligevel ikke rigtig noget. Men hvor er det hyggeligt.
Jeg får følelsen af, at vi godt kan få det til at fungere som venner, men sidder samtidig med lysten til at røre ham. Bare tage ham i hånden og bede om et kys. Straks beslutter jeg mig for, ikke at tænke tanken. Jeg vil have det til at fungere. På en eller anden måde.

Maden bliver spist og vi snakker om at gå videre. Der er en time til mit tog går, så skal ha tiden til at gå.
"Du må gerne tage med hjem"
"Så skal jeg jo tilbage igen"
"Du må også gerne blive"

Så det gjorde jeg. Og jeg vidste jo godt, hvad det ville ende med. Selvom vi havde sagt til hinanden at jeg ikke skulle med hjem og blevet enige om at det ville være dumt. Men hans nærhed gjorde mig glad, men vidste også samtidig at jeg ville fortryde det på et tidspunkt. Men det ændrede ikke på, at jeg pludselig sad på hans seng og så julekalender og spiste slik. Og alt det hyggelige forsatte.

"Kommer du ikke ind til mig".
Først troede jeg ikke, der skulle ske noget. Vi lå og snakkede og der var ingenting i det.
Han begynder at nusse mig. Og jeg det samme. Vi putter og ligger samtidig lidt og snakker. Jeg mærker pludselig at han kysser mig og det føles rigtigt. Det hele føles så rigtig og virkelig intenst.
Jeg ligger mig på hans mave og han nusser mit hår,
Kysser mig godnat med orderne "Du er virkelig verdens sødeste pige".

Jeg har svært ved at se, hvordan han skal få mig overbevist om, at der ikker er noget fra hans side, efter det. Det hele var mere rigtigt end nogensinde før. Og det handlede ikke bare om sex. Jeg forstår det stadig ikke. Men har valgt ikke at forholde mig til hele situationen. Det kan jeg ikke lige nu.

Men det er svært for mig er at han lige nu har bolden. Han skal ikke have bolden. Den skal over på mine banehalvdel.
---

Igår tager jeg i byen med en flok piger. Jeg ved, at medhjælperen fra børnehaven også skal i byen. Den situation har jeg i øvrigt også valgt ikke at forholde mig til. Vi ses ikke udover jobbet, men vi snakker alt for meget sammen i forhold til, hvad vi burde. Men så igen, hvem bestemmer, hvad man bør og ikke bør? Jeg ved, hvad han laver og hvornår. Han ved, hvad jeg laver og hvornår.
Men jeg finder ham aldrig i byen. Jeg har tilsyneladende også været eftersøgt, men en opklaring kom vi aldrig frem til.

I stedet står jeg pludselig foran Ham. Ud af det blå, sidder Han i en sofa foran mig. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set Ham. Eller snakket med Ham i det hele taget. Vi giver hinanden et meget langt knus og så begynder snakken ellers. Det føles lidt som om, Han ved alt om mig, uden egentlig at vide noget. Det er uforklarligt. Men Han har en tendens til at få mig til at slappe af på et split sekund og jeg har altid undret mig over, hvordan Han gør.
Mine veninder er blevet væk og kan ikke få kontakt til dem. Han spørger, om jeg tager med hjem til Ham. I første omgang, lyder det, som det mest tåbelige forslag. Selvfølgelig skal jeg ikke hjem til Ham og sove. Ufornuftigt og dumt. Jeg får forklaret Ham, at det skal jeg ikke. Han lover mig, at Han ikke vil prøve på noget. Og jeg ser til sidst sandheden i det Han siger. Prøver ihærdigt i hvert fald.

Får skrevet en besked til min veninde om min overnatningsplan. Hun synes ikke at kunne se den samme sandhed i Hans ord, som mig.
På vejen hjem, fabler Han om at min veninde har været henne ved Ham og spørge om hvordan Han egentlig havde det med mig. Jeg har svært ved at tro på det. Han bliver hårdnakket ved med at påstå, at det er rigtigt og at Han dertil har svaret at "Anne er verdens sødeste pige".

Vi når endelig hjem til lejligheden og tuller lidt rundt. Han kigger på mig. Tager fat i mig.
"Du har tabt dig. Hvor er du smuk".
At modtage komplimenter har aldrig været min stærke side, så kigger bare på Ham og smiler. Jeg har tabt mig. Hvordan det er sket, er mig stadig et mysterium, men sket er det.
Da jeg kommer tilbage fra badeværelset, kigger Han på mig igen.
"Du er verdens sødeste pige, Anne. Virkelig!"
Kan stadig ikke finde seriøsiteten frem, så svaret bliver "Ja, jeg er ret sød".

Da vi ligger i sengen, mærker jeg at Han har forandret sig. Han holder sit ord og gør ingenting. Det var rart, bare at ligge sammen med Ham. Snakke. Grine. Have det godt. Han spørger, om Han må holde om mig.
Tror det er første gang, Han har holdt om mig, hvor Han bare har holdt fast. Uden at gøre noget som helst andet.
Et eller andet sted, tror jeg faktisk, jeg har en vis betydning for Ham. Selvom det ikke altid mærkes sådan.

Han skal bare stadig ikke for tæt på. Har det okay med, at vi har en afstand til hinanden. Han skal ikke vide alt om mig mere. Han skal ikke have lov til at såre mig mere. Nogensinde.

Men Han er god nok på bunden (:

Ak ja, det gode liv kan man kigge længe efter..