Øh du søde søvn. Jeg drømmer. Jeg føler. Jeg filosoferer og udretter alverdens mirakler i den søde søvn
Jeg har virkelig udviklet et sovehjerte og ja, jeg er blevet helt afhængig.
Det er som om at i søvnen gælder ingen af ens begrænsninger. Hvad enten det er de fysiske begrænsninger som tyngdekraft, styrke eller smidighed, eller de psykiske begrænsninger om hvad man kan og ikke kan. Hvad man tør og ikke tør.

Alle begrænsninger visner bort, går til grunde og dør, i den søde søvn.

For lang tid siden efterhånden blev jeg såret. Meget såret.
Smerten var så forfærdelig ulidelig og jeg troede vitterligt jeg skulle dø fra et knust og knækket hjerte. Jeg husker dagene som forfærdelige, aftenerne begivenhedsløse og nætterne fuldstændigt uudholdelige. Jeg var en knækket mand.
Og lige som alting så allerværst ud, skete så endnu et knæk i hverdagen der, om muligt, bragte mig endnu længere ud af fatning.
Da lå der en knækket, ynkelig og lidende dreng på sin seng en sen aften og besluttede sig for de skæbnesvangre ord:
"Aldrig igen"

Det er måske nobelt nok at søge væk fra smerte, fordi hey, hvem har lyst til at føle smerte?! men måden jeg kom til at gøre det på var ved at stoppe med at føle.
Når nu jeg tænker mig om er det lang tid siden jeg har leet ordentligt igennem. Det er lang tid siden jeg virkelig bare har grint mig selv til tårer og mavekramper. Og jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke savnede det.

Ser i, da jeg murede mit hjerte til i sin tid var det ikke kun sorg og glæde der stoppede med at melde sig. Også venskaber, kærlighedsforhold og personlig integritet blev muret ude.
Sure de 2 venner jeg havde på det tidspunkt har jeg beholdt, men resten blev degraderede til overfladiske venskab, og jeg skulle strække mig meget langt hvis jeg skulle åbne op omkring mit eget liv til dem.
før i tiden var jeg ufattelig care free. Jeg var pisse ligeglad med hvad folk sagde om mig, hvad folk vidste om mig og hvordan folk generelt så mig. Jeg bemærkede ikke deres attitude, når jeg glad kom hen til dem iført mine blå joggingbukser og min dertil matchende dyblilla T-shirt.
Det var satme goe tider.
Men aldrig igen.
Jiu Jitsuen jeg begyndte at gå til var heller ikke just sundt for mit mentale helbred. Her blev jeg givet værktøjer og påskyndelser til at lukke hjertet af og lade fornuften råde.
Ja nu hvor jeg ser på det, har jeg faktisk været ufattelig aktiv i kampen om at lukke de negative og, indser jeg nu, også de positive følelser ude.

I cant help but feel at mit liv er blevet tomt og meningsløst på grund af det.

Og hvor er det egentlig åndsvagt. Ud over de noget indlysende negative effekter dette har haft har det også ført med sig en fandens masse stress. For sæt nu nogen fandt ud af at jeg ikke altid er så glad som jeg virker. Sæt nu folk fandt ud af at også ledere klør sig i røven når ingen ser det. Sæt nu at nogen fandt ud af at jeg er ligeså rådvild og rædselsslagen når en krisesituation opstår. Ja jeg besluttede mig for at være den klassiske helt. Den perfekte paragon.
Men hvem er nu den perfekte?

Jeg har nu fået en kæreste.
En dejlig en af slagsen. Hun er meget ung af hjerte, og derfor også meget uspoleret.
Hun har noget jeg savner i mig selv. Passionen for alt hvad hun laver og foretager sig, og bruger glad og gerne lang tid på at fortælle historien om sit liv. Se jeg har altid gerne villet være "Ham der har masser af historier at fortælle" og derfor satte jeg mig for at gå på eventyr i livet. Og Gud skal vide jeg har mange historier, med sælsomme og mystiske personligheder, sjove sammentraf og overraskende slutninger.
Hehe
Hende her har også historier men som hun selv har skrevet. Og Gud skal vide hun har mange historier, med sælsomme og mystiske personligheder, sjove sammentraf og overraskende slutninger.

:)

Det er jeg for så vidt også glad for.
Men jeg kan bare ikke finde passionen.
Ja forelskelsen nåede lige at bryde igennem, men jeg frygter at alt momentum den kunne have haft er knust mod en mur af forrådte forhåbninger og droppede drømme.
Jeg håber hun kan lære mig at finde den passion jeg engang valgte at spilde på jorden. Den passion, jeg skulle have levet så højt på.

Hvis jeg elskede mig selv lige så højt som jeg elskede andre, ville jeg nok tilgive mig selv mine fejl. Jeg ville nok tillade mig selv og være mand nok til endelig ar få grædt ud.
Men hey, I ved hvad de siger

Store drenge græder ikke
De skriver dagbog istedet.

Jakob S. Arndal
- Tanker fra Livet