Kan mærke at nye forandringer venter....
Kan mærke det på min rastløshed...
Mine humørsvingninger...
Min sårbarhed...
Min følelse af meningsløshed...
Min trang til at ændre ting...
Min vemodige knude i maven...
Min oprydningstrang!!!

Men det er godt... Hvis jeg sad stille ret meget længere ville jeg gro fast. Og jeg har altid set mig selv komme igennem disse forandringfaser med en en positiv udgang.
Men jeg hader disse sårbare perioder. Utrygheden... Gentagne trang til at gemme mig under en dyne og tude, uden at vide hvad jeg tuder for. Det eneste der afholder mig fra at gemme mig under den dyne, er at jeg eftehånden har lært, at det får jeg ikke en skid ud af... Jeg kan lige så godt gå og smide ting ud, flytte rundt på møbler, tegne, skrive eller tage ud og slå til en boksepude med mine søstre!

Så det gør jeg!!!
Og sjovt nok så hjælper det også... Og i perioder ligefrem sprudler jeg, fordi det alt sammen giver mig et skub i en rigtig retning.

Så jeg har givet mig i kast med motionsboksning. Chris og jeg har været afsted to gange, og en tredje gang, hvor Camilla også var med. Desværre kan jeg kun hveranden torsdag og mandag pga. børnene... Dvs jeg kunne kringle det sådan at jeg kunne hver torsdag og mandag, men jeg sætter altså min tid med børnene højere end alt andet...!
Det er mega hårdt, motionsboksning. Den første gang vi var afsted kunne jeg dårligt løfte mine ben i to dage efter. Men nu er jeg blevet bedre til at gøre mig umage med udstrejkningen, og jeg vil tro min krop også er ved at vende sig til det. Så nu kan jeg næsten ikke mærke det dagen efter.
Og så boksning af alle ting... Jeg har altid haft en vis afsky for boksning (mest pga blodtude, løse tænder, alt for svedige kroppe og så det at gå og slå løs på hinanden), men motionsboksning elsker jeg...

Og jeg flytter rundt på alle mine møbler, hiver alting ud af skabe og skuffer, smider en masse ud, og ser stolt på resultater og delresultater...

Igår skulle jeg møde sent (som altid om torsdagen), og var bare i rigtigt øv-humør... Af en eller anden grund... Savnede børnene helt vildt... (Er ellers blevet meget god til at udnytte det konstruktivt, når de er hos Daniel) Jeg stod og kiggede ud af vinduet, og følte den dér trang til at gemme mig under den dér dyne. Men så tænkte jeg: "Sgu ikke i det her rod!! Skal jeg gå rundt og være smådeprimeret så skal her sgu se ordenligt ud - ellers bliver det bare værre!!"
Så jeg gik i gang med at rydde op... Følte mig stadig Øv... Cyklede på arbejde... Følte mig stadig øv... Fik fri fra arbejde, følte mig en smule mere frisk og glad (Ja, jeg har altså en dejlig arbejdsplads - SELV når halvdelen af personalet mangler... Elsker mine kolleger, og er så glad for skønne livsbekræftende børn)... Ville bare gerne hjem og slappe af op ad Bo og under en dyne, med en film kørende... Meeen der var jo noget med boksning... Camilla kom og hentede os kl 7 (Bo og Kasper, Christinas kæreste, ville gerne med som tilskuere), og så mødtes vi med Christina og Kasper derude. Det var rigtig godt at få rørt sig lidt og få raset af på en sandsæk.

Og så har jeg fået tilbudt endnu en lejlighed... Denne gang er jeg nr 9 på ventelisten... Det er en rigtig flot lejlighed, og den ligger rigtig tæt på mange af børnenes legekammerater!!
Åh, og jeg håber sådan at vi snart kommer tættere på lille Ganløse by. For de ER afhængige af at jeg kan køre dem til og fra legekammerater. De ER afhængige af at jeg har overskuddet til lige at hjælpe dem med at få en aftale i stand.
Lucas nægter stadig pure at gå til noget som helst... Eller rettere han ville gerne gå til motionsboksning sammen med mig, men han skal være min. 11 år før han må det... Han er meget genert og bange for at blive til grin eller ikke forstå at gøre det rigtige... Nøjagtig som sin mor! Stakkels dreng - det er hårdt at have det sådan... Specielt når man er ved at blive stor... Glemmer aldrig dengang jeg overhørte en samtale mellem mine forældre, mens jeg sad og øvede mig på klaveret efter gehør... Jeg har vel været 8-10 år, og ret god i betragtning af jeg ingen undervisning havde fået... Min mor siger til min far at jeg altså skal gå til klaver, og jeg får straks en knude i maven. Spiller sangen færdig, går fra klaveret og spiller det næste lange stykke tid kun i smug, for at få mine forældre til at glemme den idé igen... Jeg kom aldrig til at gå til klaver, og idag fortryder jeg bitterligt... Men er helt klar over at et barnesind som mit (og også Lucas's) er umuligt at overbevise om at man altså bliver glad for det senere... Alt låser sig bare sammen inde i kroppen, og man ville hellere stikke af hjemmefra, end at blive slæbt med til en vildtfremmed klaverlærer!! (eller fodboldtræner eler....)
Da jeg endelig begyndte til noget var det så amatør teater, og det turde jeg fordi Camilla var med, og KUN derfor! Derfor er det også at Lucas pludselig af sig selv siger han godt vil med mig til boksning... Fordi jeg er der og hans mostre er der... Bare han dog var to år ældre ;)
Indtil videre må vi klare den med at slæbe ham med i svømmehal så ofte som muligt (hvilket han også er glad for når vi andre er med - han NÆGTER at tage med SFO'en), disc-golf når vejret er til det, og cykleture rundt omkring...

Og ja, jeg er helt klar over at en del af min smådeprimerende tilstand for tiden også skyldes en slags samvittighedsnag overfor børnene. Jeg prøver virkelig alt hvad jeg kan, og vil heller ikke gå og bebrejde mig selv, men de er, føler jeg, ikke så godt stillet som så mange andre... Her mener jeg ikke materielt, selv om økonomien selvfølgelig også har noget at sige...
Jeg mener bare...:
-Jeg er måske ikke længere, hvad man vil kalde en ung mor, men ifht. de forældregrupper jeg lander i, ER jeg ung (de fleste er 15-20 år ældre end mig), og min generthed og alle-andre-ved-nok-bedre-selvopfattelse, gør det ikke ligefrem lettere for mig at skabe en god kontakt til de andre forældre. Helene er heldigvis god til at skabe kontakt til alle og enhver. Lucas er klart bedre end jeg var i hans alder, men han har stadig svært ved det, og det bliver ikke lettere for ham jo ældre han bliver...
-Vi bor langt uden for byen, og der er ingen legekammerater i gåafstand. Jo hvis jeg går med er det da muligt at nå legekammerater på 30-40 minutter, men vi er omgivet af store veje og jeg vil alligevel ikke sende dem ud på så lange ture alene... Ikke endnu. At vi så har haft bilproblemer de sidste par måneder gør det ikke ligefrem lettere at få dem ud og rundt at lege...

Tjah... Det ville være så rart at komme til byen, så de selv kan rende ind til naboerne i tide og utide, og få besøg i tide og utide, uden at jeg skal bekymre mig om at de ikke får set jævnaldrende nok... Legeaftaler er stadig gode at have, og en ting Lucas har lyst til at gå til, er stadig at ønske, men det ville være et godt skridt på vejen... Også bare det, at nogle af de forældre jeg har så svært ved at blande mig med pludselig kunne blive mine naboer, ville da nok gøre sagen lettere...

Åh... Og jeg er ved at være træt af at arbejde i børnehave (vinteren har også sin del af skylden, det er jeg helt klar over). Jeg elsker som sagt min arbejdsplads og mine kolleger, og jeg har ingen intentioner om at skifte før jeg VED HVAD JEG VIL!!
Men børnehave er ikke min rette hylde... Jeg synes nok jeg har min berettelse i børnehaven, og jeg er blevet MEGET bedre, både til at tage børnene og til at tage deres forældre, til at have andre holdninger end mine kolleger, og til at danne mig et overblik over en dag og en uge og hvordan det hele kan hænge sammen, men jeg føler mig stadig ikke hjemme... Jeg ser det som en læringsproces, og jeg HAR VIRKELIG lært meget på mine 3½ år i børnehaver og jeg har endnu også meget at lære, som jeg kan lære i børnehaven, men når tiden er inde - og det tror jeg snart den er - så skal jeg videre, og muligvis aldrig tilbage i børnehave...

Jeg kunne sikkert fortsætte i timevis... Men nu vil jeg ikke mere...
Det var dog rart at få læsset lidt af...

Michala

"Vær taknemmelig for alle de forskellige situationer i livet, for du kan lære noget af hver og én."