Jeg har et indrammet næringsbrev på væggen i mit lille kontor i Sydvestsjællands Museum i Slagelse : Efter derom fremsat begæring meddeles herved...
Længere nede på dokumentet står der, at det skal leveres tilbage til myndighederne ved indehaverens død, eller hvis han overtræder de hermed forbundne love og vedtægter.

Og nu er det så på min væg i kontoret, fordi Birgit, der står i museets gamle købmandsforretning, insisterede på at vi skulle finde nogle billeder på magasinet til at pynte kontoret med.

Alle mulige gamle fag er repræsenteret på 1. sal : modist, barber, karetmager m.m.. Og jeg ventede næsten, at Blik og Rørs gamle, røde fane ville drapere sin egen del af væggen, da jeg var til jobsamtale. Jeg er sikker på, at min morfar har rørt ved den, for han var kasserer i Blik og Rør.

Der er fortid, nutid og fremtid, og de er nogle af livets mest grundlæggende byggesten. Det hvisker museet mig i øret, mens jeg går og mærker min nye plads i livet og fornemmer en nisse i barber-afdelingens gamle læderbetrukne stole. Her er ingen med overskåret hals, men her er masser af gamle Crisan produkter i stærke farver.

Jeg ved ikke helt, om det mest grundlæggende er det mest simple. Museers fortid forekom mig støvet og uvedkommende som barn - min yndlingsaversion var helt sikkert Glyptotekets egyptiske udstilling. Egyptere og balsameringsteknik har altid været tæt forbundne størrelser i min verden, og en lidet kærkommen anledning for klaustrofobiske tendenser i den lettere ende af skalaen.

Museum er ikke desto mindre afledt af muse, hm, og klaustrofobi er vel sådan set en slags inspiration - en muse i Darth Vaders fodspor måske. Nå, det var tempi trefoldighed, jeg kom bort fra - denne linie bliver muligvis rettet, når jeg har slået op i den latinske ordbog på biblioteket, for jeg er ikke sikker på, at tempus er maskulinum 2. bøjning.

Noget så grundlæggende som fortid, nutid og fremtid må være ret energiladet. Det er svært at skrive fremtid, fortid og nutid. En vel indpodet refleks vil rette på rækkefølgen : fortid, nutid og fremtid. Det er som at jonglere med granitblokke. Forestil dig et åg med nuet i midten, og fortid og fremtid over hver sin skulder.

Vi drikker kaffe i pausen på museet, som er malet i købmandsbutikkens egen, gamle kaffemølle, og dagen har sin gang med sliksalg og rundvisning - bortset fra, at det lige nu er stille udenfor sæsonen. Måske diverse tidsspor rumsterer i museumshallen med guldsmedens, hattemagerens, karetmagerens og bankmandens udstillinger, mens jeg sidder inde på mit kontor.

Måske der ikke findes spøgelser med moralske kvababbelser eller andre mere eller mindre let fortolkelige grunde til at gå igen, men rumsterende tidsspor - trin på trappen, et skilt, der bliver ved at falde ned hos bundtmagerens, en umiskendelig duft af nybagt brød hos bagerens i udstillingen nede i kælderen, selv om der intet nybagt brød findes. Fordi tiden herinde på museet er blevet magisk og cyklisk, og jeg hjælper den hver eneste arbejdsdag med min daglige kop kaffe og mine gentagne overvejelser over de skriftligt formulerede beskrivelser af museets genstande.

Der er i hvert tilfælde ingen spøgelser i min verden. Ikke med lænker og en uforløst fortid - der har vi det med tiden igen - men tiden, det der åg, er svært at balancere. Hvornår skal man tage ved lære at fortiden med det formål at forlene sig med en smule identitet, og hvornår skal man have en mening om, hvordan fremtiden skal være med alle dens valg og fravalg ? Og nuet, hvad gør man med denne evigt fortabte dimension, når man ikke forpligter sig på den på trods, fordi vi alle er forpligtede på at være til stede konstant og alligevel ikke er i stand til det ? Og hvornår er man mest til ?

Cyklisk tid er i vælten hos mig for tiden - undskylder formulereingen, hvis den forekommer meningsforstyrrende med den overdrevne brug af ordet tid ! - og jeg kan lide den magiske gentagelse. Den der kommer med forår, sommer, efterår og vinter, som måske netop derfor er tidløs. Det er den tid, der er rummelig nok, med urgammel foretagsomhed, der indfinder sig, lige så snart man atter er udhvilet.

Næringsbrevet på min væg i kontoret er udstedt til en handlende. Det er som en licens til at blive set og lagt mærke til. Det indebærer også indehaverens egen accept af sine evner og valg af vej i livet. De valg man er så bange for som ung.

En ren lineær tid med et mål forude, der endnu ikke er nået, er forlængst passeret herinde i kontoret, hvor jeg ganske vist både lægger planer og gennemfører dem, fordi jeg ikke kan lade være, men først og fremmest nyder rejsen. Ja, jeg er begyndt at nyde rejsen, noget jeg ikke har gjort i mange år. Og jeg kan måske få øje på nissen i barberstolen eller måske ligefrem barberen, hvis jeg kommer tidligt nok mandag morgen.

Hermed dagens præken til onlineulve, som jo kender alt til det gentagne gennem måltidet, naaadver mine kære! Jeg har savnet jer og skrev oftere, hvis jeg kunne.