Ved ikke helt, hvad jeg skriver, men der skal bare trykkes ud.
Sneen er kommet til Korsør, og det siger en hel del, for Korsør er det sidste sted, vinteren kommer i Danmark. Vinden kommer ind direkte fra havet, så selv en grøndlænder ville fryse. Der er således dømt hulestemning resten af dagen, før en ny uge begynder.
De blå kort begynder snart at hviske mig i øret om natten. Jeg indforskriver beskrivelser af røgvarer. Tobaksdåser af sølv og merskumspiber med hvidglaserede porcelænshoveder, ravrør og sølvbeslag er bare nogle af de blå korts beskrivelser...memo til mig selv : jeg må hellere tjekke \"Det gode menneske fra Sezuan\", dér findes en fed sang \"Så du røgen\", og jeg kan ikke huske, om den handler om overfladiskhed og forgængelighed, men det gør den vist nok.
Der er vel egentlig al andet end evighed og tyngde ved disse støvede papkort og de mørnede ting, de beskriver. Måske er det viljen til at huske deres eksistens, den hermed forbundne brug og de tilknyttede ritualer, og jagte deres historie hos gamle herrer og fruer, der har overgivet dem til museet fra deres sidste domicil på et plejehjem.
Merskumspiber og duften af den fineste tobak vendt i cognac. Tiden, der opløser sig i æterisk røgelse. Alt går op i former som den gale hattemagers teselskab, men man er overhovedet slet ikke sikker på, hvad det hele betyder.
Hjerterdame kigger mig over skulderen og forklarer mig straffen for at stave forkert, og jeg dobbelttjekker ord som dannebrog, rokoko og krummelurer.
Jeg lugter sød, røget duft af cognac og lægger ikke mærke til, om der er er nogen henne ved pibemagerens eller tobakshandlerens. Jeg er varsom med at antage, at her er tomt, selv om der ikke er et menneske at se, og selv om jeg ikke tror på spøgelser. Jeg tror stadigvæk på tidsspor, og undrer mig, om jeg en gang får det privilegium at være en del af dem. Måske er det, at se røgen, som at se sommerfugle flakse i tusindtal.
Måske er det ikke kun et privilegium at være en del af et tidsspor. Det er måske meningen, at man skal lade sig forbruge og forgå, som den mest cognacsaftige tobak, der opløses som røg i vinden og kun overlever i den hukommelse, der ønsker at huske den.
Og tiden bliver cyklisk igen med evig gentagelse og betydningens opløsning...så du røgen...jeg vil gerne vide, om du har fundet en betydning...om du husker og genskaber den lidt endnu - og er villig til at miste den helt på et tidspunkt, hm, måske kun for at ryge på valsen igen med flere, hjemmelavede fortolkninger, som du bliver bedt om at producere klokken 5 om morgenen, når vækkeuret ringer. Det hele minder måske netop om en rottes trædemølle, indtil man lærer at pendle mellem den saftige tobak og den spredte røg.
Fremgangsmåden på den handling dukker måske op på et af de blå kort, der som alle de andre blå kort skal indforskrives på computer. I virkeligheden er nok ingen af de blå kort almindelige overhovedet, men nok snarere hattemagerens foretrukne, når han skal håndskrive indbydelser til sine gale teselskaber. Han har nok ikke spor mod at snakke om røg, eller sprede den for den sags skyld, under visse fastlagte former, som ingen forstår, forstås - det er jo netop sådan, man spreder røgen.
Jeg læser de blå kort og finder en lyrisk historie, mens mine episke tendenser vanrøgtes. Det er, hvad der sker når en døvbleven overlever ordløst på kropssprog og ansigters mimiske følelsesregister i aktion...
(Jeg har jo for meget længe siden fortalt, at jeg ikke er så god til empiriske årsagsrækkefølger og logisk ræsoneren, hvis nærmeste modsvar indenfor den litterære verden nok bliver det episke med masser af personer, forklaringer, årsager og handling).
...Personer, tid og handling opløses i røg, og tilbage er stemninger og følelser - også de misfortolkede ! Indtil selv de opløses, med mindre jeg vælger at huske dem på en bestemt måde, som et hus fra 1783, der restaureres med nye sten, dog designet i gammel stil - som man mener, eller vælger at huske det !
Jeg kan kun til en afslutning håbe, at diverse online ulve ikke har deres yndlingsaversioner indenfor de pertentlige samleres verden af lyriske stemninger med nisser i museers gamle barberstole, hvor de sover natten over efter et dejligt aftenbad i kulørte Crisanprodukter fra 70´erne. En skønne dag får jeg nok æren af at blive hilst på af en sådan, når jeg kommer om morgenen, klar til indskrivning af flere blå kort.
Den dag vil jeg så være både verdens lykkeligste hilste på at en nisse og konsumeret af online ulve. Jeg har nok nogle mærkelige ønsker her i livet, men jeg bedyrer lige her og nu, at det bliver jeg ikke mindre ernæringsrigtig af, så kom nu bare og spis, inden I falder opmkuld af sult...Naaadveeer i fortidens, nutidens og fremtidens navn. Amen.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.