Så kom han og var til festen, og så dejlig ud og jeg er jo stadig helt og aldeles forgabt i manden og forstår stadig ikke alt det, der sket. Kunne slet ikke holde ud at se ham stå og tale med mine gode venner. Gik konsekvent ind i det andet rum og vendte ryggen til ham, når vi tilfældigt stod i baren.

Kl. halv tolv gik jeg hen til ham og sagde at klokken snart var tolv med reference til vores aftale om, at han skulle gå, hvis det blev svært for mig. Og så gik jeg ind og græd på venindens seng og ventede. Da jeg kom ud igen var han der stadig og så tog jeg mit tøj på og gik...uden at have lyst til det. Jeg blev fanget af min søster, som fik mig med op til festen igen. Jeg ringede til J og bad ham gå, og så gik han.

Min coole dejlige homoveninde og søster fik vendt mit humør. Og så festede jeg alt, hvad jeg kunne bagefter og dansede... men det var jo ikke fedt at vide, at jeg havde sendt ham hjem. Ikke fedt. Tøserne med turnover-humøret blev siddende i mit tuderum og holdt deres egen lille fest, og jeg havde dårlig samvittighed overfor min gode veninde værten. Jeg synes i det hele taget, at det hele var noget kikset. Jeg er træt af mig selv. Ked af at være så lille. Jeg burde ikke være kommet. Troede jeg ville være bedre... føler mig intrigant og dum, men det er jo fordi jeg ellers ikke kunne holde det ud. S!!!! Det er fucking halvandet år siden! Du ser en anden! Kom nu videre. Det var ikke fedt igår... og jeg føler jeg ødelægger mine venskaber i det. Værtinden kan ikke forstå det, tror jeg. Æv, jeg synes ellers at jeg er ok, men jeg kan ikke holde ud at se ham.


Ringede til fyr, da jeg kom hjem. Fortalte ham om aftenen, og hvordan det var gået. Fortalt ham, at mine mareridt havde handlet om J. Fortalte ham, at det var afsindig svært for mig stadig af en eller anden grund, og at det var derfor jeg ikke havde inviteret ham med.

Han er så forstående, men han skældte mig ud og sagde, at jeg blev nødt til at blive bedre til det. Netop at jeg ødelagde folks forhold til mig, ved at forlange at de skal forstå mig, at jeg måske faktisk skulle se J oftere og så tage fx ham (fyr) med, at jeg skulle vælge fremad, og at jeg skal vænne mig til det. Det er pudsigt... det med at se J mere er der ingen andre end J selv, der har sagt. Jeg tror nu ikke jeg er der endnu, hvor det er den rette kur. Det bliver det vel engang, men det er det ikke endnu.


Min søster var så helt fantastisk sød og dejlig igår. Jeg elsker hende virkelig. Jeg har det sjovest, når hun er der også, når vi kan danse sammen. Hun er så utroligt sød og trøstende og virkeligt virkeligt oprigtigt forstående og så 100% opsat på, at det skal være nemmere for mig. Og ser hun så hamrende godt ud, at jeg bliver så sindssygt stolt, når hun er med.

Hun er i øvrigt blevet helt single igen. Sådan da. Hun var i en længere periode faktisk kærester med to i hvert sit land, og ved at gå helt i opløsning over sig selv. Efter noget tid fik hun valgt den nye forelskelse frem for ham (jeg bedst kunne lide) og som var hendes kæreste gennem 3 år. Efter noget tid med den nye, kunne hun alligevel ikke magte ham, og begyndte at savne den gamle kæreste. Og heldigvis har den gamle kæreste sagt til hende, at han synes hun er fantastisk, men at han jo faktisk måske ikke helt kan stole på hende mere. De ses vist igen, snakker meget sammen i telefonen og er også rigtigt gode venner. Han er en fantastisk mand. Han bliver så stor og sej af ikke at bære nag, og ikke at være fanget i sin egen lille grimme mandlige stolthed.

Gid jeg var ligedan.... måske er jeg bare en lille bitte grim mand, der er fanget i min egen stolthed? En af dem, jeg hader allermest? Handler alt det her i virkeligheden bare om, at jeg græder over ikke at kunne få det, jeg peger på? Ved det ikke. Det er vist ikke en stor kærlighed, der sender sin såkaldt elskede hjem, fordi man selv vil have pladsen. O Lord, hvor er jeg træt af at han findes her i DK. Alt det værste i mig kommer frem med ham.