...har en skrevet herinde.

Og jeg kom til at tænke på en reaktion, jeg havde forleden. Min bofælle ser ustyrligt meget fjernsyn. Størstedelen af tiden er det hyggeligt, og vi ser dårlige serier sammen, men nogle gange er det sgu lidt for meget. Kan mærke irritation, når jeg kan høre pibelyden allerede ude i gangen.

Nå, men det var slet ikke det, jeg ville sige.


Jeg ville fortælle, at forleden surfede han hen over et eller andet reality. Tror det hedder 'Paradise Hotel'. Vi nåede kun at se en teaser... hvor en kæreste snakkede i telefonen med den anden, og begge græd fordi pigen, tror jeg, havde været sammen med en anden. 'Du bollede med en anden, hvordan kunne du', lød sætningen.

Og jeg kunne mærke en forfærdelig kvalme og vrede øjeblikkeligt og måtte gå ud i køkkenet. Da J og jeg havde været fra hinanden i 2 mdr. skulle vi til et bryllup sammen. Ugen inden lavede vi en aftale for lige at se hinanden og reagere af, inden vi skulle ses til selve bryllupet. Og J brændte mig af. Jeg vidste han skulle til en fest aftenen før. Han ringede ikke afbud, han gjorde ingenting.Dengang var vi stadig sådan tæt ot talte ofte i telefon. Jeg tog hjem til ham, fordi jeg troede han lå med tømmermænd, og fordi jeg jo unægteligt havde glædet mig ustyrligt til at se ham.

Hans ven lukkede mig ind. Og J var der ikke, og han havde heller ikke været der. Han valgte simpelthen at bolle med en anden nærmest lige op i hovedet af mig ugen inden vi skulle til bryllup sammen, mens jeg vidste at det stod på. Jeg lagde mig på hans seng og hulkede, voldsomt. Hans ven sagde 'forstå det nu S'.

Ved 4-tiden ringede han til mig. Jeg spurgte hvad hun hed, hvor gammel hun var og vi græd-grinede over at hun ikke var 'lille med hvepsetalje og lang mørkt krøllet hår' - som jeg altid havde forestillet mig, var J's højeste ønske. Jeg tog derud. Spurgte om de havde brugt kondom, og så var var vi sammen. Tror nærmest jeg voldtog ham, og han lod mig gøre det. Det var rørende og sørgeligt. Ren og skær smerte. Det var ikke ydmygende.... Det ydmygende var, at han havde brændt mig af, i en aftale der skulle gøre det skide bryllup lettere for mig.


Efter bryllupet gik vi hjemad sammen. Vi kom forbi et sted, man kunne få en øl. J var modbydelig overfor mig - forstår idag ikke, hvorfor han ikke bare gik. Jeg spyttede på ham. Hans ven var der også. J sparkede tilbage på mig, skubbede, var voldsom.... Jeg er aldrig aldrig fysisk med nogen, jeg har aldrig været sådan med andre. Jeg kender slet ikke den scene, det liv.... men nogle fyre så J være voldsom imod mig, og trak ham udenfor. Efter sigende fik han slag. Han anklager mig for det. Jeg var fuldstændigt opløst af gråd. Helt og aldeles. Kom halvt ud på gaden, satte mig og græd og græd og græd. J og hans ven kom forbi mig uden at sige et eneste ord til mig, eller overhovedet ænse mig et blik.

En helt fremmed pige kom og trak i mig, spurgte om ikke hun skulle hjælpe mig hjem. Hun fik mig på benene, fik mig til at gå igen. Det var så ondtt. Jeg får tårer i øjnene bare ved at skrive det.

Historien var den, at bare da bofællen så det klip i fjernsynet fik jeg kvalme og tårer i øjnene. Jeg har så meget slam i systemet endnu. Jeg forstår ikke, hvorfor det er så let for mig at sige, at jeg elsker J, og jeg samtidig knap nok tør kalde fyr for kæreste. Jeg forstår ikke mit system, men jeg tror inderligt på tiden og på at udsætte sig for nyt liv. Lade min mentale krop gennemskylle af nyt liv. Tror på, at det er den eneste vej frem.

Jeg mener, jeg kan jo sagtens sige til mig selv, at jeg knytter mig til smerten, at jeg er stædig og det måske er tabet mere end J jeg begræder, jeg kan sagten sige at jeg er doven til at leve mit eget liv, og fik så utroligt meget givet med J, jeg kan sagten se alt muligt, og jeg kan sagtens sige, at jeg jo ikke ville orke at være så ked af det hele livet, og at han ikke var min kærlighed værd, fordi han ingen empati følte for mig rigtigt - og tusinde andre indsigter, jeg i virkeligheden har haft igennem hele vores forhold. Det er nye indsigter.

Det der hjælper mig i virkeligheden er: At holde mig væk fra J og fylde mig med alt muligt andet godt. Søde veninder, fyr - der viser mig at der er langt langt mere kærlige måder at behandle hinanden på - måske, måske ikke er det godt... godt at se det liv... det er så naturligt og rart at ligge med ham, røre ved ham, som om vi kender hinanden til det inderste, uden overhovedet at have haft tid til at lære hinanden at kende. Som om vi har været venner hele livet, men det er som om vi aldrig bliver rigtigt rigtigt forelskede - nå nok om det - forældre og familie, jeg virkeligt virkeligt holder af og er stolt af. Fuck, hvor jeg dog er glad for min familie... bliver helt rørstrømsk nu jeg sidder og skriver det. Er engang imellem så bange for at min mor skal dø. Min mor er min puls. Og så mit arbejde...de ting jeg er glade for at lave... Det er det, der hjælper, det der gør livet godt...

Jeg er sindssygt glad for mit arbejde for tiden. Og - så har jeg slam i systemet.