Jeg er glad, jeg nyder det lille spil jeg har med lille fyr, som er dejlig... og som jeg har lyst til at lære at kende... rigtigt meget, glæder mig til at snakke med, til at grine med, til at forarges med osv. osv. er bange for ikke kan lide mig og alt det der latterlige overfladiske tøsefnidder.

Men under det hele savner jeg J. Han er ikke en, man kan leve med, jeg kunne i hvert fald ikke. Det gør ondt at indse det. Bla bla bla bla - men jeg savner ham. Han var min bedste ven, min sjoveste ven, en jeg rigtigt rigtigt godt kunne lide, når han bare ikke var dum ved mig.


Det var som om han blev perfid, FORDI vi var kærester... havde tit og ofte fornemmelsen af, at bare vi dog ikke var kærester, så kunne vi havde det så godt sammen.... som om kærester i hans øjne fik horn, næb og klør og spændetrøjer og piske og alt muligt andet.


Og jeg var bare slap.... krævede intet, NÆGTEDE at være hende der satte krav, opstillede spændetrøjer, forlangte alt muligt, og så endte det med at være mig, der skulle trækkes igennem alle mulige mystiske prøvelser.


Han gjorde mig bl.a. jaloux...men ikke fordi jeg havde grund til at være det, egentlig... og det vidste jeg også altid godt. Men alle de der princip-ture han tog med andre kvinder.... som gjorde mig ked af det... fordi det var så demonstrativt... som da han tog i teatret med en anden kvinde, uden at jeg blev inviteret med, dagen efter jeg var ankommet til Spanien, hvor vi ikke havde set hinanden i to måneder, og vi begge havde glædet os så meget.

Jeg kastede næsten op på toilettet.... lå på sengen og viste at det handlede om at statuere sig som fri, at han var fuldstændig ligeglad med pigen, som jeg aldrig har hørt om før eller siden... Ved ikke hvad det var noget mystisk perfidt noget, jeg har indgået i.


Sundt var det i hvert fald ikke. Er på en måde stolt af, at jeg vidste det allerede der. Jeg var ikke rigtigt jaloux på pigen, jeg var ulykkelig - sindssygt ulykkeligt fordi det betød mere for ham, at statuere sig, end at vi skulle være glade sammen.


Og jeg tænkte, at det er nu, lige nu jeg beviser hvor stor jeg er, lige nu jeg beviser at jeg kan rumme alt muligt, lige nu jeg viser at jeg er større end små perfide spil .... gud ved hvem jeg beviste det for? Idag er jeg ikke længere overbevist i hvert fald. Jo jeg kunne gennemskue situationen, men jeg kommer jo aldrig - aldrig til at tilgive ham for det.


Jeg KAN simpelthen ikke forstå, hvordan han kunne retfærdiggøre at være så perfid... kan ikke forstå, at han ikke er imponeret over at jeg overhovedet blev, eller ikke gjorde sig det bevidst, hvis han havde lyst til at sende mig hjem, fordi han måske i virkeligheden ikke var forelsket? .... Det tror jeg han var.... ellers var jeg ikke blevet. Alle hans breve... sådan som vi ellers havde det. Det var et mystisk limbo? Mystisk mystisk.

Primært tænker jeg, at det er J, der er en lille smule mærkelig pga. sit bagland, men engang imellem så frygter jeg, at jeg indgyder til at blive mishandlet.... fordi jeg er så dårlig eller dårlig er ikke helt sandt, .....jeg er doven...til at sætte grænser. Jeg gider ikke at folk ikke kan opføre sig ordentligt selv. Gider ikke opdrage. Nå... men det jeg ville sige, er, at bag alle de her mærkelige spil J og jeg havde kørende, som ligesom gik i selvsving for os, så var han dejlig og rørende og uden tvivl også underholdende på en dejlig arrogant måde, som jeg desværre er vild med. Jeg holder aldrig aldrig op med at elske ham. Om lidt bliver jeg stor nok til oven i købet at ønske ham det bedste. Lille nar, der slet ikke fatter den tortur han har dyrket på mig... (og jeg har ladet dyrke på mig?)

Jeg savner ham stadig utroligt meget. Tænker meget meget ofte på ham, og drømmer stadig om ham. Forleden drømte jeg fx. at han tabte sine bukser på gade, alt imens han prøvede at bryde ind i førehuset på en lastbil :) Mystisk, og meget sjovt...kan sgu ikke selv gennemskue, hvad det handlede om. Drømmer ikke mere, at jeg kysser ham og at jeg bliver afvist... det er dejligt. Meget meget dejligt.


Vi er lige blevet inviteret til bryllup sammen igen. Ottos mor, som jeg har kendt siden børnehaven skal giftes med J's efterskolekammerat. Der er ingen workaround, jeg er hendes ældste - og uden at skulle gøre mig værdifuld, en af deres allerbedste venner. Jeg glæder mig... det skal være hjemme... hjemme hvor jeg kommer fra, hvor mine forældre nu desværre er flyttet fra, hjemme hvor vi har leget, hjemme hvor jeg er opvokset... hjemme, men J kommer også til at være der, og det bliver svært. Kære kære kære store kræfter... hjælp mig, hjælp mig for helvede til at komme mig over savn og nostalgi. Havde jeg dog bare en lille snært af J's ustyrlige evne til aldrig at se tilbage og kun og udelukkende kigge frem.

Måske man skal være glad, fordi man ved at man har elsket. Det er vel i virkeligheden ikke alle forundt. Jeg har elsket, jeg elsker - tick i boksen. Bevis det ved at ønsk ham det bedste og tilgiv og vær glad.