Så drømte jeg igen om J.

Igen ikke en lykkelig drøm, og igen om at blive ladt i stikken. Denne gang var det noget med, at han havde givet mig en gave.... noget med nogle stoffer, men det føltes som en mulighed og en gave? (en drøm!) Det var ikke vigtigt i drømmen. Men det blev det.

På et tidspunkt skulle vi ud at rejse, og vi skulle rejse med H, som jeg har boet sammen med i en tre år, og som også var at besøge os, da vi var i Argentina.

Og H blev tilbudt min gave - det var noget J og jeg havde besluttet sammen ... det lyder lidt mærkeligt, men i drømmen var det at holde stofferne (som i øvrigt var tre tampax?) en gave, noget der var dejligt og godt.

Men drømmen var ikke mere drøm, end at da vi skulle sikkerhedstjekkes i lufthavnen kunne vi pludselig gennemskue, at der var et problem. Og Hs 'gave' blev opdaget - på H. Og jeg følte mig så utroligt skyldig og himlede op om, hvorfor det ikke var Hs skyld, at hun var helt forsvarsløs og uskyldig osv. Dejlige H med det brede smil, og de store krøller... det var slet slet ikke hendes skyld.

Også J var med på at tale dem fra opmærksomheden om H. Vi var sammen om det... og da told og politi spurgte om, hvem det så var, der bar skylden, sagde jeg, at det var J og jeg, og jeg følte vi stod sammen, og var sammen om at have givet gave, og om at tage skylden. J sagde ikke noget... og politiet krævede at ansvaret blev placeret hos én, jeg insisterede på at det var vores begge, men politiet tog mig med... og J sagde ikke noget. Han var ked af at jeg skulle beskyldes, kunne jeg se, da de slæbte mig væk, men han var sig selv nærmest, som han på en eller anden måde har det så dybt liggende i sig ... altid alene ... overlevelse. Han sagde ikke et ord for at forandre situationen. Og jeg følte ikke overraskende at han svigtede mig.

Og så vågnede jeg. Og igen, så utroligt mærkeligt, kommer jeg til at savne ham... men det går over om lidt, når jeg skal på arbejde.

Jeg er utroligt glad for H, som boede sammen med mig en stor del af den tid J og jeg var sammen. Hun var oprindeligt bare en af J's studiekammerater ... nu er hun så meget mere. Jeg tror egentlig hun følte J's svære væremåde næsten ligeså voldsomt som mig. Engang begyndte hun at græde da vi skændtes... J og jeg kaldte hende derefter for barnet.

Hun flyttede fordi hun blev alt alt for påvirket. Hun er også glad for J, men klar over, at man bliver svigtet, hvis man forventer noget af ham. Så hun er ven på afstand. Kommer til hans arrangementer osv. drikker kaffe med ham, kommer vist forbi hans kontor i ny og næ, men siger ofte til mig, at hun ikke tør forvente noget som helst sådan støttende og tæt venskabeligt af ham. Hvis man går ud med J, skal man være klar på at klare aftenen alene, for måske løber han til noget andet, fordi det er mere interessant. Det er mærkeligt, for vi var et tæt tæt trekløver dengang. Jeg savner det, jeg nød samværet med dem.

Åh, fuck det og ham. Jeg elsker ham vist stadig... men det går vel over engang. Jeg synes i virkeligheden også det er lidt synd for ham. Nogle gange er han så alene. Selv hans aller aller bedste ven håner han, når vennen ikke er der... og hvem respekterer og elsker han så? Har man ikke brug for sådan nogle... det har jeg i hvert fald. Jeg har brug for at elske og respektere og holde af. Det er vist en del af det at respektere og holde af sig selv i virkeligheden.

Den sidste tid vi var sammen, klantrede han mig for at have mistet min ironi... men jeg blev træt af at blive svigtet, kunne ikke grine ad det mere, og jeg blev træt af, at intet måtte være helligt. Jeg har sgu ikke mistet min ironi. Men jeg blev slidt af altid at nedgøre det jeg holder af. Slidt af at høre på det. Og så synes jeg alligevel at det var utroligt dejligt og befriende engang imellem... og jeg savner det.

Men man kan også gøre grin med ting på en lun og respektfuld måde... det kan man altså. Det er det jeg bedst kan lide når folk gør... ser tingene udefra og indefra samtidig... ikke kun udefra...som om han slet ikke var en del af det liv, han jo for fanden bruger hele sit liv på?

Nå, afsted på arbejdet med mig.