Der er gået måneder siden jeg sidst har besøgt min dagbog. Jeg er kommet helt væk fra at skrive, selv min fysiske dagbog samler støv fra hylden af.

Jeg har altid elsket at skrive...hvorfor har jeg ikke kunnet?

Der er ikke sket så mange ting i mit liv. Min lille søn er vokset sig så stor. Han er en rigtig baby og kontakten med ham er helt unik i forhold til tidligere. Han kan efterhånden vinke og efterligner mine lyde når vi sammen sidder ved bordet. Det er sgu hyggeligt.

Krisen har dog været stor på det sidste. L og jeg forsøgte os med en måned i Thailand sammen med Emil. En ferie som vi vel begge håbede kunne bringe os tættere sammen og minimere den afstand der har groet sig stor i mellem os gennem de sidste mange måneder.

Desværre gik det slet ikke. Jeg var ellers så sikker på, at vi i hvert fald i Thailand ville kunne trives bedre sammen. Vi har altid nydt at rejse sammen og vores rejser har altid været en overvejende succes.

Havde jeg dog bare forudset HVOR skide hamrende svært det er, at rejse med en lille baby i et land som Thailand. Varmen var helt uudholdelig for ham, man kunne ikke gå med klapvognen nogle steder og det var en udfordring hver gang der skulle skaffes mad til ham.

Jeg var ellers fuld at håb og satte ingen begrænsninger på trods af at alle mente det var "modigt" at rejse med Emil, trods hans alder. "Man sætter kun SELV bgrænsningerne" sagde jeg....men blev klogere.

Konstant måtte jeg gå på kompromis med hvad jeg ellers havde passet på siden han kom til. Det sled på mit humør og det sled på L og jeg. Da jeg så fandt ud af at jeg var gravid, knækkede jeg vel fuldstændig.

Hvordan kunne jeg blive gravid??? Jeg mener, jeg var på prævention og ammede stadig! Men det var jeg og kvalmen lammede mig i den grad.

Inden i vidste jeg godt, at den rette beslutning, for Emils vedkommende, for L´s ved kommende og nok også for mit vedkommende, at få en abort. Alligevel væltede tvivlen rundt i mig og jeg kunne slet ikke dele det med L. Jeg var ikke i tvivl om, at han ike ønskede endnu et barn.

Gjorde jeg?

Jo, altid har jeg ønsket mig flere børn...altid! Men ikke allerede. Jeg elsker at være mor for Emil, men det har også været meget hårdt - specielt pga L og jeg og vores problemer. Jeg har set freem til foråret, til at Emil skulle i vuggestue, til at jeg skulle tilbage til studiet og livet udenfor hjemmet...til at få mere overskud til mig selv. Skulle jeg nu til at starte forfra?

I morgen bliver aborten fortaget. Jeg er ked af det, det er jeg! Meget ked af det...

L og jeg besluttede kort tid efter vi var kommet hjem til Dk, at slutte vores forhold helt. Vi havde talt om det nede i Østen, men kunne ikke tage nogen beslutning dér. Det var vel L som tog det endelige skridt da vi i weekenden sad overfor hinanden med "hvad så" på tapetet.

Lige pludselig ramte den mig. Det knuste følelse og jeg har længdes efter L lige siden. Lige pludselig er jeg slet ikke så sikker på, at jeg ønsker det her brud. Jeg ved godt at vores forhold har kørt på pumperne længe og vi ved gud har forsøgt rigtig mange ting, for at få det til at fungere mellem os...men jeg elsker L. Han er far til Emil og alt hvad jeg altid har villet, var at være sammen med ham.

Hvis jeg elsker ham og han elsker mig, HVORFOR kan vi så ikke klare os igennem det her?

Måske skulle vi forsøge at få noget proffesionel hjælp. Jeg mener...hvis vi begge er interesserede i at være sammen, er det så ikke et fandens godt udgangspunkt?

Måske er jeg bare bange for ensomheden...

Aborten nager mig, jo det gør den. Det gør mig ked af det. L har op til flere gange tilbudt sin støtte omkring aborten, men jeg har afvist den. Da han virkede afklaret i forhold til vores brud, kunne jeg ikke andet end at græde hver gang jeg så ham.

Stakkels Emil. Jeg må sgu komme oven på igen...han kan ikke forstå min sorg og SKAL sgu heller ikke!!!

Emil er ved at vågne. Jeg må komme lidt ud i dag. Smerten sidder over alt herhjemme. Vi må få noget luft.

Endnu en trist beretning. Men min mor siger, at mit horoskop siger at det kommende år vil vise mig, at Gud elsker mig lige så højt som Brad Pitt...jeg må mærke efter!