Så blev vores lille Emil døbt.

Det gik så fint og han var så sej i kirken. Præsten var enormt kær. Hun gjorde dåben personlig og var så betaget af Emil, der bare sad og smilede til hende på min søsters arm.

Festen gik godt. Hold kæft hvor var der mange mennesker. Over 40 var vi og jeg styrtede rundt med hjertet oppe i halsen hele tiden. Jeg ville ønske jeg var bedre til så mange mennesker på én gang, for min nervøsitet over om tingene nu ville arte sig, ødelagde nydelsen over selve arrangementet. Men det gik rigtig godt og folk hyggede sig. Maden blev spist og rost til skyerne…vi havde selv lavet hele molevitten.

Nogle af dem der kom fra Lars havde jeg aldrig mødt. Det var hans gutter fra NA. Det var selvfølgelig også derfor jeg var så nervøs, men de var skide søde og det var fedt at møde dem han trods alt ser så meget.

Emil klarede alle de mennesker så godt. Han sov fra det meste men var glad når han var vågen.

Nu er han døbt.

Jeg tror det har været rigtig godt for Lars og jeg at have været fælles om dette arrangement. Vi fik stablet det hele på benene sammen og havde det rigtig godt sammen i dagene op til. Det er som om at vi også vokser ved at klare sådan noget sammen.

Ved sådanne arrangementer, bliver familieforhold tit også belyst på en anden måde. Jeg ved, at min rolle i min familie altid har været en smule ”unfair” for MIT vedkommende. Jeg har altid været den som har hjulpet alle andre, aldrig har holdt mig særlig meget i centrum, altid har følt at jeg skulle undskylde hvis tingene drejede sig om mig og dermed altid følt at folk også har sat mig og behandlet mig i denne rolle.

Denne dåb skulle have været holdt for måneder siden, men jeg udskød den og blev endda nødt til at udskyde den så længe så mor og ”far” kunne deltage. De har jo igen gjort et afbræk i deres jordomsejling da ”søster” skal føde hendes barn…ja når som helst nu.
Jeg fik altså passet dåben ind sammen med at de kom hjem, så de kunne deltage.

Jeg indser nu, hvor dumt det har været at prioritere dem frem for ”søster”. Det er jo dem der har valgt at sejle af sted og ikke leve deres tilværelse herhjemme hvor i mod ”søster” lever herhjemme og er en del af min tilværelse og dagligdag.

”Søster” kunne jo altså ikke komme med. Vi har talt om det og hun har forsikret mig om at det var ok. Hun turde ikke, at tage væk fra byen og til dåben som højgravid.

”Far” kom ikke i går eftersom han gerne ville være i nærheden hvis ”søster” nu skulle føde. Så hvad var pointen lige i at skyde dåben så lang tid når han ikke engang kunne komme med?

Problemet er, at jeg mærker en masse dårlige følelser fra ”fars” side. Han har udtalt et par gange, hvor ”fjollet” det har været at jeg har valgt at holde dåben lige omkring hendes fødsel. Han virker også knotten på ”søsters” vegne, hvilket får mig til at tænke over om hun måske har følt sig såret.

Det har jeg det skide dårligt over men vil få snakket det igennem med hende når tiden kommer. Lige nu har hun vist nok at se til.

”Far” føler jeg mig vred på. Jeg føler afstand til ham og har faktisk ikke lyst til at tage hjem og besøge mor når han er der. Han har virket irriteret på mig og det gider jeg sgu ikke have på mig. Jeg har ikke valgt at knokle rundt med den her dåb for at genere eller fornærme ham, nej faktisk kun for at få ham med. Jeg følte jeg havde helt rene linier med ”søster” men nu virker det som om han har pustet til et eller andet. Alt sammen fordi han HADER store fester, mange mennesker og vel egentlig aldrig har haft lyst til at deltage.
Jeg havde vel aldrig troet han ville melde afbud for at blive hjemme hvis ”søster” skulle føde. Stillede endda en bil til rådighed så han kunne køre fra dåben hvis ”søster” skulle føde og han kunne være inde i byen på en time.

Jeg forstår selvfølgelig godt at han vil være i nærheden når hans eneste datter står til at føde og forstod også at han meldte afbud. Men at han så vrisser over ”min dårlige sans for timing” og endda føler han skal være sur og stødt på ”søsters” vegne, kan jeg slet ikke forstå.

Synes han er en spade nogle gange.

Alt i alt har jeg svært ved mor og ham. De har forladt landet og valgt ikke at være en del af deres børns tilværelse. Jeg under dem det, tro mig det gør jeg. Men så skal de kræft edme ikke komme hjem og lave en masse bøvl.

Nå…gider ikke ødelægge mit humør over det.