Kære Dagbog

Hvor er skoven smuk på denne årstid. En god veninde og jeg brugte adskillige timer på en lang gåtur i Korsør skov i dag. Vejret var med os og solen var fremme hele tiden. På et tidspunkt, hvor vi sad på en bænk og fik en lang snak om alt, hvad der var hændt i weekenden på godt og ondt, sad jeg endda i en kort T-shirt. Det var så smukt at høre alle fuglene og se dådyrene kun få meter fra os. Den ene havde endda 2 kid og de tog ingen notits af os overhovedet. Kan ikke mindes hvornår jeg sidst har oplevet alle disse smukke og levende ting. Sagde på et tidspunkt til min veninde, da jeg stod og kikkede på et træ: "Gad vide hvor mange historier, det træ kunne fortælle, hvis det var i stand til at tale. Gad vide, hvor mange børn, der har rendt og leget om det? Ja, måske her ligefrem har været udkæmpet et større slag omkring det - engang." Pudsige tanker og billeder.

Det var så befriende at sidde derude i det fri, få tømt hovedet lidt for tanker og hvad der måtte være. Kunne godt mærke, at jeg i alt for lang tid havde buret mig inde, lukket mine følelser inde og noget jeg skal arbejde videre med. Sørge for at komme mere ud, snakke, hygge, le, græde med ”rigtige” mennesker, nogle jeg kan sidde ansigt til ansigt med og ikke lade alt foregå gennem nogle kabler.

Indtil i lørdags har jeg ikke følt det samme savn til andre mennesker i faktisk flere år, havde rigeligt at tænke på i hverdagen og livet der var, men så skete der altså det, at jeg mistede en person, som uanset hvad har bosat sig i mit hjerte. Og sådan noget gør ondt, ikke bare ondt, det gør ufatteligt ondt og ”bundproppen” gik totalt ud af mig og har ikke kunne holde mad i mig siden lørdag sidst på eftermiddagen, hvor jeg sidst spiste.

Turen i skoven i dag var noget af det jeg havde brug for, at komme væk herfra og få tankerne og spekulationerne lidt på afstand. Hjalp mig utroligt meget og jeg kan ikke takke min veninde nok for turen i dag, men jeg er langt fra kommet over det her tab.

Indvendig er jeg fuld af bitterhed, vrede, afmagt, frustration og mange andre følelser, for dette tab er ikke alene gået ud over mig, men også mine børn og kunne jeg tage deres reaktioner og følelser fra dem og bearbejde dem for dem, gjorde jeg det, men desværre er det ikke muligt.

Værst er at jeg ikke, set i bakspejlet, forstår mig selv. Forstår ikke, at jeg i den grad kan elske et andet menneske så stærkt og intenst, som jeg har gjort/gør, når samme person samtidig har gjort mig så ondt. Og guderne skal vide, at selvom jeg indtil flere gange har stillet mig selv spørgsmålet igennem de senere år, har jeg stadig ikke fundet svaret. Forstår stadig ikke, men vil så inderligt gerne – også for at komme videre og måske så også bedre forstå mig selv i andre situationer. Er jeg naiv, godtroende, har jeg bare et hjerte der er for stort eller er det noget helt andet? Hvordan har jeg samtidig, overfor samme person, til tider være bange for, vred på og samtidig elske? Jeg kunne skrige, for har brug for svarene, men lige nu er alt stadig kaos og kun tiden kan vise, om jeg finder svarene og kærligheden igen ... den ægte og sande kærlighed.