Så er julen altså (vel)overstået. I hvert fald for mit vedkommende. Nu er det tilbage i den gamle trædemølle, bortset fra at lader til at der virkelig skal ske ting og sager nu.
Jeg afleverede ungerne i går morges, og forsatte direkte på arbejde. Salg og alle andre afdelinger holdt lukket, da hele lageret skulle tælles op. Mange af mine kollegaer hader denne dag, jeg nu altid syntes at det var lidt hyggeligt, at alle mødes i gammelt eller arbejdstøj (ikke noget med slips og blanke sko, denne dag), og vi virkelig alle skal arbejde på den samme sag. Ok, jeg havde en speciel grund til at glæde mig til dagen, for jeg havde fået lokket vores produktionschef til at give min en ret speciel optællings partner, nemlig Jane fra en af salgsafdelingerne. Ok, det var måske lidt fejt, at spørge Michael, om ikke jeg kunne komme til at tælle ”dimser” sammen Jane. Men det var faktisk hans eget forslag, sådan næsten da, for da vi lige inden jul mødtes i kantinen prikkede han til mig, for at høre om jeg ikke snart havde fundet en kæreste. Meget kan man sige om Michael, men ikke at han pakker tingene ind, det er altid lige ud af posen når siger noget. Bedst som vi stod og snakkede kom Jane ind, hun smilede til os, hentede en kop fra automaten og forsvandt så igen. Som altid var hun ,æhm, meget kvindelig i sin fremtoning. Michael løftede øjenbrynene og gjorde en sigende bevægelse med hovedet. Så jeg tog ham altså på ordet, og foreslog at han satte os sammen som optællings par. Jeg fik et ordentlig klap på skulderen af hans bjørneklo af en hånd, og løftet fra ham, om at det skulle han da nok klare. Så det var med lige dele forventningens glæde og angstens sved jeg steg ud af bilen og gik ind på kontoret den morgen. Havde jeg måske en chance hos den skønne Jane?
Det ved jeg faktisk stadig ikke. For hun havde ringet og meldt sig syg, både i går og i dag. Jeg håber ikke at det er noget alvorligt, eller fordi nogen havde sladret til hende, om hvem hendes makker til optælling skulle have været. Det var Michael selv der kom hen og fortalte mig det. Jeg var faktisk lidt overrasket over, at han nævnte det, han mente vi ville blive et godt par… jeg er nu senere blevet i tvivl om han ”blot” mente til optælling, eller om han mente det mere seriøst? I stedet for Jane, suk suk, blev jeg så sat sammen med en af de nye piger fra lageret, Lis. Hun var egentlig meget sød og lige til, men hold da …. Hvor hun snakkede. Havde det ikke været fordi en af sekretærerne kom for at hente mig lige efter frokost, er jeg sikker på mine øre var faldet af. Men, nu ved jeg da i hvert fald, at hun oprindeligt kommer fra Varde, hvor der ikke sker noget som helst, at Brøndby altså bare et meeeget bedre end FCK… de har bare været uheldige i år. At Lis er helt vild med tatoveringer, at hun har 3 selv, og at det er sjovt at gå i byen uden trusser !??!! det vil jeg godt tro, men det kommer jeg nok ikke til at prøve…
Sekretæren hentede mig, fordi vores direktør ville snakke med mig. Tak skæbne tænkte jeg, der var sjældent et godt tegn. Jeg nåede for anden gang den dag, at blive godt nervøs. Det vidste sig nu, at han tænkt sig, at jeg skulle være projektleder på en større tværfaglig opgave, nemlig renovering af vores reklamationsbehandling. Først blev jeg egentlig ret stolt, fordi det betød at jo, at er blevet lagt mærke til mit arbejde indtil videre. Så selvfølgelig sagde jeg ja til opgaven. Guleroden var simpelthen for stor til at jeg overhovedet tænkte på at sige nej. Nu bagefter er jeg alligevel blevet lidt lunken på opgaven. Alle i firmaet er så trætte af det med reklamationer, vores nuværende rutiner er overvejende manuelle, så det er enormt tidskrævende for alle. Lige nu er jeg som nævnt i tvivl. På plus siden, så er den faglige opgave spændende, og det er belønning også. På minus siden, er risikoen for manglende opbakning i organisationen – reklamationer er absolut laveste prioritet for alle, og desuden ved jeg hvordan det er gået dem, der har haft fiasko… hos vores direktør tæller kun succes, og da det nu er hans ide, at der skal ske noget, så ved jeg godt hvem der bliver syndebukken, hvis det skulle gå galt.
Fik i øvrigt snakket med Michael i dag, han grinede ad det med Lis, og sagde jeg havde godt af lidt opmuntring. Og at han faktisk mente det seriøst med Jane. Da jeg nævnte det med reklamationsopgaven, synes han jeg skulle se lidt mere optimistisk på det. Efter som alle hader det gamle system, så burde de jo også tage imod mit projekt med kyshånd… jo tak, ”mit” projekt, alle vil sikkert komme med gode ideer, men jeg ved godt hvem der kommer til at stå med aben, hvis det ikke går godt. Nå, i første omgang gælder det jo kun om at få en for analyse stablet på benene. Og den kunne jeg passende gå i gang med, i stedet for at ”spilde” tiden her. ;-)
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.