Først og fremmest en glædelig jul til alle jer her på Fyldepennen. Så er der kun få timer tilbage, inden det går løs med festmiddag, sang og dans samt gaver.

Dagen i går gik hurtigt for mig. Stakkels børn, som går og venter på gaverne, og føler at tiden snegler sig af sted… selv om man siger at forventningsglæde er den største, så synes jeg stadig jeg kan huske hvordan det var. Nå, jeg startede dagen med at få gjort hele hytten ren til tonerne af U2, det giver altid højt humør. Fik handlet ind til middagen, som sædvanligt lasagne, men sidste gang jeg prøvede at lave noget andet, spurgte alle hvor jeg dog havde gjort det. Enten må de virkelig kunne li’ lasagnen, ellers er jeg bare dårlig til at lave andet. Tog løbeskoene på og tog en lang tur ud i det fri, hvor var det dejligt at løbe i skoven og langs åen, masser af frisk luft til lungerne mens tankerne fik frit løb. Der hjælper altid med at få sat tankerne i gang omkring alt det der lurer i dybet, og som regel begynder tingene også at give mening efter en time eller mere i løbeskoene. Jeg burde gøre det noget oftere, og alle forklaringer på hvorfor jeg ikke gør det, er bare dumme undskyldninger. Utroligt, at jeg ikke får det prioriteret lidt højere i hverdagen. Måske der her jeg skal finde mit første nytårsforsæt?

Jeg ringede til ungerne da jeg kom hjem, for at høre hvordan de havde det, og om de glædede sig til gaverne: De skulle holde juleaften med deres mor om aftenen, da de i aften er hos mig. De var helt på dupperne, og glædede sig helt sikkert til gaverne. Min datter betroede mig hviskende, at de havde kigget på til og fra kortene på alle gaverne, en dag de havde været alene hjemme. Jeg kunne ikke lade være med at grine af dem, synes jeg svagt kan huske at det gjorde mine søskende også da vi var små… altså, jeg gjorde det selvfølgelig ikke – jeg prøvede at lure hvad der var inden i, det var meget mere spændende. Aftalte med min eks, at jeg hentede dem klokken tre i dag, så de fik god tid til at lege med deres gaver, inden de skulle med mig. Åh ha, jeg glæder mig til at se dem.

Hvor at være sikker på at nå det hele, tog jeg af sted i god tid om til Pernille. Tænkte vi kunne snakke lidt inden de andre kom, og jeg kunne lave maden i fred og ro. Da jeg kom om til hende, var festen allerede startet, jeg kunne høre musikken helt ud på gaden, men jeg troede bare hun spillede højt for sig selv. Efter at have ringet på flere gange, uden hun kom og lukkede op gik jeg forsigtigt ind, kunne jo ikke stå der på trappen hele dagen. Sikke et syn der mødte mig.

Da kom ind i entreen var min første tanke, hvad pokker det var for en cd hun havde sat på, hvor det lød som en blanding af Infernal og nogen var udsat for totur. Døren til badeværelset stod åben, og det flød med håndklæder, og parfume. Da jeg kiggede ind i stuen fik jeg forklaringen, der stod Pernille sammen med to veninder og sang (højlydt og knapt så rent), to halv tomme rødvinsflasker og en hårtørrer var deres mikrofoner. De var helt væk i deres ”sang”, så et kort øjeblik overvejede jeg at forevige øjeblikket med mobilen, men jeg var ret sikker på at det ikke ville i god jord, selv om situationen var morsom, så ville de nok ikke blive glade for at jeg kun billeder af dem kun iført undertøj. Så jeg greb Pernilles badminton ketcher fra hendes sportstaske og gjorde min entre på luftguitar og forsøgte at synge med. Jeg lyver ikke (kun lidt) når jeg siger at de hoppede mindst en halv meter op i luften da de opdagede mig. Hæhæ, man skal altid huske at låse døren når man spiller luftguitar eller synger hæmningsløst med der hjemme. Det lykkedes mig med nød at næppe at blive smidt ud under bruseren, ved at overbevise dem om at de faktisk sang rigtig godt… jeps, og månen er lavet af grøn ost ;-)

Det blev nu en rigtig hyggelig aften, J og C kom tidligt – og jeg fik en lang snak med J da han kom og hjalp med maden. Han havde fået den vanvittige ide, at vi skal deltage i et stævne i slutningen februar. Et større arrangement i Hamborg, med deltagelse af flere forskellige stilarter. Selv om jeg startede med at fortælle ham, at han da måtte være bindegal, så blev han stædigt ved. Så nu har jeg lovet ham at overveje det. Men, det er altså over otte år siden, jeg sidst har været på banen, sådan rigtig for alvor. Fornuften siger, at jeg skal droppe alle tanker om det, at det er jeg for gammel til nu. Alligevel er der en lille stemme et sted, der lokker mig. Tanken om at opleve suset og rusen igen, få det ultimative adrenalin kick ved at stå der, klar til kamp mand mod mand.
Sidst på aftenen gik vi alle ned i byen, efter flere omgange gæt og grimasser, for at få en sidste øl. Jeg nøjes med den ene øl vi aftale, så mens de andre forsatte efter vi havde ønsket hinanden glædelig jul. Har ikke noget ønske om at danse om juletræet med tømmermænd.

Må hellere smutte nu, har lige talt med J. Vi tager lige den sidste træning og en tur i saunaen, inden det går løs med julegaverne. Så kan jeg også få at vide hvordan deres bytur gik.

God jul til jer alle ;-)