Projektopgaven på studiet!!! Hvor jeg dog glæder mig til den er afleveret den 20. december. Så har jeg da fri for den i en halv måned. I uge 2 skal den forsvares til eksamen.
At arbejde i en studiegruppe, er en kunst. Jeg er hverken top-frustreret eller irriteret (endnu) men synes egentlig det er meget spændende at se, hvor forskellige mennesker kan være i et samarbejde. Jeg har nok altid bedst klaret mig individuelt men det er sgu nok meget godt for mig, at lære at INDGÅ i samspil med andre mennesker.

Min mave er nu ikke til at skjule. Hvor jeg før kunne minde om én, som måske bare havde en madfyldt vom, kan jeg nu tydeligt se at folk kigger på min mave som det den er; med barn!
Jeg har det godt. Kun træthed og tunghed i kroppen mærker jeg til. Hmmm det, også BARNET!!! Det er vildt syret at mærke liv under maveskinnet. Det er ikke så tydeligt og i starten var jeg tvivl. Det kunne lige så godt være en prut! Men nu er jeg sikker…det ER en baby! Babyen er en dreng…en lille dreng! Fatter stadig ikke en skid!! Jeg blev scannet i forrige uge og havde nu ellers besluttet, at jeg ikke ville vide hvad køn det var. L var derimod ret nysgerrig og jeg tænkte vel det også kun kunne gavne ham, at forholde sig til et køn frem for et anonymt foster. Scanningsskærmen aflyste dog tydeligt at der var en TISSEMAND. Det kunne selv jeg se.

Så jeg skal altså have en søn. Jeg bliver mor til en dreng. En søn…en dreng. Først blev jeg lidt skræmt. Kan ikke forklare hvorfor. Men nu forekommer tanken mig god. Jeg hygger mig ret godt ved at tænke på den her lille dreng.

Den tunge periode fortsætter mht. L. Han virker kronisk depressiv og jeg har ham lidt ”mistænkt” for, at have gjort forummet sammen med mig til et sted, hvor alle hans tunge tanker får lov at flyde. Jeg ved det sgu ikke…jeg synes og tror ikke han er trist på samme måde når han er sammen med venner osv. Sammen med mig virker han konstant trykket og tilbageholden.
Måske passer jeg også for meget på ham? Måske spørger jeg for ofte til om han er ”ok”? Måske tager jeg for meget hensyn i stedet for at forvente at han har det godt, med mindre han siger andet til mig? Jeg giver ham LOV til at gå rundt med denne triste mine…

Det er rigtig sjældent, at han tager fat i mig og trækker mig ind til ham. Han tager heller ikke initiativ til kys og kærtegn. Kan jeg huske hvornår han sidst, per eget initiativ, har sagt; ”jeg elsker dig”? For det meste virker han lukket overfor mig.
Jeg må gå tilbage til at ”lade ham komme til mig”! Tilliden til om han så GØR det, er desværre meget lille. Stadig føler jeg, at det er MIG der holder sammen på skuden. Havde det ikke været for mine kys, kærtegn og berøringer frygter jeg, at der slet ikke ville være nogen. Så kan man måske undre sig over hvorfor jeg bare holder det ud. Jeg bliver nødt til at stole på, at det vil vende og blive bedre. Jeg må stole på ham, når han siger at det ikke er MIG han lukker af overfor, men alting! Hvis jeg ikke turde stole på det, så havde grundlaget for at blive sammen sgu været meningsløst. Jo, jeg er fandens meget i tvivl…det er jeg sgu! Jeg er bange for at det her bare vil fortsætte og at jeg aldrig vil komme til at mærke ham 100% igen. Men når han beder mig om at give ham lidt tid, må jeg gøre det og tro på det!

Der går en murer ude i køkkenet og smækker fliser op på væggene. Jeg er simpelthen så træt og kunne godt lige tage en ordentlig skraver inden jeg skal videre med lorte-projektet. Det kan man vel godt…