Så er vi hjemme igen efter en dejlig weekend i det københavnske..!

Peter og jeg tog af sted sammen med Lene fredag eftermiddag, da jeg var færdig på arbejdet, og vi havde en god tur tværs over det danske land, inden vi dumpede ned i Irenes fødselsdagselskab, som vi jo ”højtideligt” var inviteret til. Hun havde inviteret både svigerfamilie og en del venner sammen med os fra hendes egen gren af familien. Jeg er stadig dybt imponeret over den flotte menu, Irene havde stablet på benene, lige fra kold agurkesuppe til chilifrikadeller o.s.v. – mætte blev vi i hvert fald alle af den gode mad.

Det er for mig altid dejligt at komme til København, over til mine piger, mine svigersønner og Josva, mit lille barnebarn, der nu er godt 1 år gammel. Sidst vi var derovre hjalp vi Josva og hans forældre med at flytte, så det var jo første gang, vi for alvor skulle besøger dem i det nye hjem. Glædesfølelsen mens jeg løb op ad trappen, og kunne høre Josva og hans mor pludre deroppe på 2. sal for at tage imod os, var bare så stor. Som jeg havde ventet, gik der jo lige lidt tid før Josva ville kendes ved mig – selvfølgelig kunne han ikke huske mig, men det varede heldigvis ikke så længe, før den gamle mormor var OK. Han går så fint nu, og der sker bare så meget med ham, alt for hurtigt til at jeg næsten kan nå at følge det – det er jo så ulempen ved den store daglige afstand.

I går lørdag fik vi tid til at gøre lidt for os selv, Peter og jeg, så vi benyttede lejligheden til at besøge en fyldepenneveninde..! Dejligt at se, at hun trives og har det godt..! Aftenen tilbragte vi med hele flokken, fik set lidt Lille-Per-film, spillet lidt kort, pjattet med Josva, snakket en masse, lige til trætheden sejrede, og værtsfolkene gik i seng :O)) Vi andre listede stille af og låste efter os.

I dag har for mig været en rigtig dum dag, jeg godt kunne ha’ undværet. En snak først på dagen ramte mig hårdt, så jeg følte mig væltet flere år tilbage i et dybt sort hul. Følte mig kommanderet med, kasseret, ikke accepteret og hvad man ellers kan finde af den salgs ord. Det medførte en tudetur, som jeg ellers ikke synes at ha’ prøvet meget længe – havde glemt, hvordan det var, hvordan jeg kunne føle mig ramt, hvor hård den smerte er, som åbenbart findes dybt, dybt inden i mig et sted. Nogle få ord udløste det, og uforberedt som jeg var, faldt jeg i. Peter gjorde sikkert, hvad han kunne for at hjælpe mig op igen, men det varede meget længe, før jeg følte mig i stand til at trække vejret normalt igen, først her i aften, vel hjemme igen, har jeg kunnet tage imod hans hjælp og falde til ro – i hvert fald så meget, at jeg kan forsøge at sætte en smule ord på her. Jeg havde glemt min egen sårbarhed på det område, det hele handlede om, men dagen har lært mig, at den findes endnu, og at jeg må tage mine forbehold, og igen beskytte mig bag den kærlighed, jeg altid har haft og altid vil ha’.
” Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”

På trods af min nedtur i dag, har det været en dejlig weekend – dejligt at få lov at se mine piger..!

Peter og jeg har ferie hele ugen, og jeg glæder mig til et par afslappende dage i sommerhuset med en fyldepenneveninde, til at komme herhjem igen, hvor Josva og hans forældre vil besøge os et par dage, og til næste weekend, hvor flere fyldepennevenner vil besøge os. Det bliver en ferieuge fyldt med mennesker – mennesker, jeg elsker og holder af og er taknemmelig over at ha’ i mit liv.

Kærligst Wildrose