Hmm, hvad er der at sige i dag? Har været omme ved C. lige for at ønske hende en go start på gym. For at fortælle hende at et nyt sted er skræmmende, men på sin vis fantastisk.
MONSTER ER DET VIRKELIGT DET JEG ER BLEVET TIL? OG SIG MIG, HVOR VIDT SKAL JEG DRIVE DET?
Jeg fortalte hende ikke om at LM havde skrevet. På en måde giver det mig dårlig samvittighed. Jeg "plejer" jo at fortælle hende "alt" men jeg kunne bare ikke, eller ville ikke, få det til at passe ind nogle steder.

Skammer jeg mig? Lidt. Er kommet til at tænke på at hun jo er et menneske. LM's kæreste. Han elsker hende, siger han. Sagde han, til min veninde.
Hvorfor skammer JEG mig? Hvorfor har JEG dårlig samvittighed. Det har jeg aldrig nogensinde haft før over for et menneske jeg ikke kender. Andres kærester, kunne rende mig et vist sted.
Er det fordi hun er venner med AK, er det fordi jeg har fået at vide at hun går ude på min skole, eller er det af den simple grund at det lige så godt kunne være en hvilken som helst anden. Og med det mener jeg MIG. Hvad ville JEG sige, hvis min kæreste, var sammen med en anden. Fair nok, fuld og dum, det kan ske for enhver, det burde jeg være den første til at erkende. Det er ikke grusomt. Det er bare en fejl. En træng, som man får slukket.
Det er dét, at han har skrevet. Det skulle han ikke have gjort. Hverken fuld eller dum, ganske klar i hovedet.
At han kan finde på det. Det er ondt. Ondt over for hende jeg ikke en gang kender navnet på...
Jeg har det faktisk fint nok. Ingen vilde drømme om hverken den ene eller den anden.
DL? drømte om ham i nat. og pludseligt, mens vi lå der og kyssede i drømmen, blev han byttet ud med en anden. jeg tænker ikke på ham om dagen, jo lige nu gør jeg jo så, jeg skriver om ham. Men jeg sidder ikke med denne her "åååh gid han var min" følelse. Overhoved ikke. Skal jeg takke min bror? For at have sendt en sms til Dl hvor der stod at jeg elskede ham. Dér, dagen efter den sms, gik det ganske simpelt over. At min lillebror kunne finde på at gøre det, gud hvor blev jeg GAL, men... det betyder intet længere. Bare Dl ikke har sagt noget til hans venner om det, så er alt fint.

Fra jeg kom hjem lørdag nat, fra fest har jeg skrevet og skrevet. På min roman, på tekster, i min lille dagbog, digte og breve. Jeg har læst to bøger. glaspigen og skriv din satan. - gode

Det var nok der ideen med at skære sig kom fra.

2 sekunder, jeg skal lige ud i køkkenet til en kniv og tjekke.

Nej den er væk. Lysten til at skære. Vægten? 1½ kg under hvad den burde, eller hvad jeg tror den burde. Men bare jeg kan holde den her lidt. Maks et kg længere ned. Ellers bliver jeg nød til at få hjælp.
Hvad snakker jeg om! Hjælp?! til at spise. Jeg må være skør.

Nogle gange bliver jeg faktisk enig med mig selv at jeg er skør.
Nogle gange skitzofren, andre gange maniodepressiv, spiseforstyrret, ganske almindelig syg i hovedet, eller et eller andet. Der må sgu da være syg i hovedet, siden jeg gør alt hvad jeg gør. Det må vi da alle sammen være herinde. Siden man bruger sin tid på at skrive.
Se nu er den gal igen. Skrive ha'! og hvad gør jeg? Skriver, med største fornøjelse.
Er det fordi der ikke er andet at lave? Er det et forsøg på at blive udødelig? Er det???? Hvad er det der får en til at skrive? Et monster indeni, der bare SKAL ud, og ned på papir/skærm?
Gud, hvor jeg dog vrøvler.
"Gud" jeg kan godt lide det ord. Det ligger godt i munden. Nej det lægger vel? Hvad gør et ord??? ligger eller lægger? Kan et ord over hovedet det, l*gge altså?

Endnu flere sider er skrevet på min roman. Er den ved at være færdig? Ved vejs ende. Med ideen måske. Så er der rettelserne, kritikken, og alt det der. Det er noget af et projekt.
Skræmmende og fint.
HVAD FÅR MIG TIL AT SKRIVE????? Om og om igen stiller jeg mig selv spørgsmålet og gang på gang er svaret forskelligt fra det sidste.
"Fordi jeg elsker det"
"Fordi jeg ikke kan lade være"
"Fordi jeg keder mig"
"Fordi jeg hader det"
"Fordi det er et MONSTER"
"Fordi det er HIMMELEN selv"

MONSTER, ER DET VIRKELIGT DET JEG ER BLEVET TIL? OG ER DET EN TING JEG KAN LEVE MED?