Jeg har det underligt. Siden i går morges har en knude filtret sig sammen inde i min krop. En knude af vrede.
Jeg har haft en sær lyst til at gøre mig selv ondt.
En lyst til at tage kniven og skære i mig selv. I går på arbejde. Jeg var så tæt på at gøre det. Så kom jeg i tanke om at ar vil gøre mine arme grimme og jeg lod være.
Sad så hjemme med en slags nål i hånden som jeg skulle lægge på plads, men jeg havde ikke lyst til at slippe den. Jeg ville beholde den i hånden og når noget ville begynde at gøre ondt indeni, skulle jeg stikke og glemme den indre smerte. Jeg gjorde det ikke, men jeg havde lyst.
Ingen lyst til at spise. Gør det alligevel. Vejer mig næsten hver dag. Det er min måde at tjekke om jeg spiser. Hvis jeg ikke spiser falder vægten. Og så bliver jeg nød til at spise mere. Jeg kan ikke huske om jeg spiser eller ej. Jeg tænker ikke over det. Igår spiste jeg kun bolsjer indtil vi skulle have aftensmad kl 9. Det var først der jeg kom til at tænke over det.
"Sent" i aftes skrev LM til mig. Jeg havde ikke lyst til at skrive tilbage, og for at aflede mig selv, for at slippe den intense energi der lagrer sig i mig, løber jeg. Op og ned af trapperne. Op, ned, op, ned. Jeg løb op og ned i et kvarter før jeg satte mig ned og skrev tilbage. Jeg havde lige droppet tanken om ham. Seriøst droppet tanken.
Stadig er jeg skeptisk. Skriver til mig, har en kæreste. Havde inden han havde været sammen med mig den dag, fortalt min veninde, at han havde kæreste på og elskede hende meget højt.
Tingene hænger ikke sammen.
Jeg skal ud. Jeg kan ikke opholde mig selv herinde mere. Tankerne er for store. Knuden vikler sig rundt om mit hjerte.