Dagens første kop kaffe kan så dermed konstateres drukket og jeg håber inderligt på, at mine “painkillers” snart vil vise sig effektive.

Ja, ja, JA jeg ved at jeg sover for meget og derfor forårsager mig selv denne skæve og dårlige fysiske følelse. Men jeg føler ikke rigtig nogen synderlig god grund til at komme ud af sengen, jeg mener…nogen skal sgu da ligge og grine over Dollars.
I dag var Alexis og Crystle oppe og slås. De rullede ned at en mudret skrænt og Alexis kaldte Crystle for en BITCH. Crystle var tydeligvis jaloux over Alexis’ seneste forsøg på at forføre Blake, men jeg tror at den gode dame fik raset nok ud på den dystre heks.
Personligt er jeg mest vild med det afsnit, hvor de (også) er oppe og slås og de begge ryger i en kolossal swimmingpool.
Alexis har gennem helemin barndom været essensen af ”at være rig”. Hvorfor? Jo ser du, hun kunne tillade sig at have det mest overdådige sølvfad fyldt med små forskellige chokolader og tilmed kunne hun tage et stykke, bide halvdelen af mellem de ildrøde glinsende læber, smile sagligt (i stedet for at tygge som os dødelige normalt gør efter at have puttet noget mad i munden) og lægge den anden halvdel TILBAGE på fadet!!!!

Ja Dollars har fulgt mig siden jeg var helt lille. Da jeg endnu ikke kunne læse, så jeg serien sammen med min søster og min mor. Min mor…den rebelske gamle flipper, morede sig med at oversætte for os børn. Jeg kan svagt huske noget med ”Jeffe fra Kulby” og de havde sgu altid alle sammen diarre. Alle deres samtaler var præget af individuelle problemer med deres afføring.
Da mor for et par år tilbage fortalte mig om sandheden bag vores hyggelige ”Dollars-kiggeri” blev jeg vildt forarget, men hun forsikrede mig om at vi børn dengang var med på digteriet.

Hmmm, kan nu alligevel ikke slippe tanken om at hun har skadet os for evigt!

Anyway.

Jeg er oppe, badet og i tøjet.

Ser man bort fra mit knapt så konstruktive sovemønster (og valg af overfladiske tv-serier), har jeg fået godt gang i tegnepapiret igen. Men denne gang har jeg ladet ansigterne, kroppene og kulblyanterne ligge i sit skrin. Jeg har forvildet mig ind i udarbejdelse af små kasser, streger, cirkler og andre mønstre. Det er rigtig spændende at se, hvordan jeg kan få en lille plet på midten af et stort hvidt stykke papir til at udvikle sig til et organiseret kaos. Jeg kan få timer til at gå sådan.
”Back to basic” kalder jeg det for.

Men lige nu har jeg det bare af HT. Kvalme og hovedpine fraholder mig.

Mit ønske til mig selv, indeholder lysten til at være SUND. Ikke kun på ”gulerod-maner” men sund i mange flere henseender.
Dette slangeskin som jeg har forvildet mig ind i, hæmmer den normale livsgnist, som jeg skulle mene før har været tændt. Sagt lige ud og uden videre omsvøb, er jeg vel godt i gang med at spilde min tid og mit liv.

Hvad er ”SUND” for mig? Det er at kunne lægge sig til at sove og være TILFREDS. Måske kan man ikke være helt tilfreds og at drible med utilfredshedsfølelsen er jo en realitet og en naturlighed. Utilfredshedsfølelsen kan jo tit virke som en drivkraft bag lysten til at ændre. Men at kunne ende dagen, de vågne timer med en nogenlunde tilfredshed over sig selv som væsen.
Tja, jeg anser min sunde fornuft for at være SAND. Den er sand for mig og mit liv. Den kan bærer mig gennem dagene og livet på en god og afbalanceret måde.

Min sunde fornuft har altid været min ”force”…ALTID. Men nu er den langt fra talende for mit liv. Den eksisterer stadig, den er inden i mig og forholder sig – for tiden – yderst kritisk til de ting jeg gør og hvad jeg vælger. Nogle gange har det virket endnu mere frustrerende at den ”taler til mig” når jeg føler mig ude af stand til at følge den, men hvis den begynder at blive tavs vil jeg for alvor være på røven.

Slangeskinnet prøver at vride mig fri fra den…jep, mon ikke. Slangeskinnet, mig, min sindsyge, min sorte fyrste…whatever!!! Nogle gange føler jeg mig nærmest BESAT. Det virker sådan. Jeg ved jo godt hvad jeg burde gøre, hvordan og hvorledes…jeg kan SE DET…men er ude af stand til at handle.

Er dette hvad der sker når man vælger at sætte livet på standby?