Det her med dagbøger har jeg altså ikke været god til i meget lang tid nu, og det irriterer mig faktisk, for jeg kan jo godt li’ at lave små historier og fortællinger ud af hverdagen.
Når der går så lang tid, føles det som om jeg er nødt til at samle en masse op, inden jeg kan gå videre med dagen i dag – udfylde hullet så at sige, og det tager jo ”hundrede år”..! Måske skal jeg bare springe over hullet og komme videre til NU’et..!

Det, der fylder mest i mine tanker for tiden, er vist min lille Københavnerfamilie, som har været her en del de sidste par uger. Min svigersøn Peter søger jo præsteembede nu, da han blev færdig på seminariet kort før jul. En del af de stillinger, han søger, er her i Jylland, og så er det jo klart meget praktisk ( og dejligt for mig) at de bruger mit lille gule hus som udgangspunkt for besøg i kirker, hos menighedsråd og biskopper i forbindelse med ansøgningerne. Det giver liv i huset, og jeg nyder at ha’ dem alle så tæt på, og da ikke mindst Josva, der nu er 7 mdr. Jeg håber og be’r til, at der må være den helt rigtige plads til dem et sted, og det skulle virkelig glæde mig om det blev på denne side af Storebælt – det vil unægtelig gøre det nemmere at se dem noget oftere end hidtil.

Forleden aften sad min datter Annie på gulvet ved mine fødder, mens jeg masserede hendes skuldre lidt. ”Mor, jeg vil være sådan én som dig” sagde hun pludselig, og så fortalte hun, at hun faktisk havde tænkt meget på at lære en form for massage og blive ”kristen alternativ behandler”, fordi hun, som jeg, kan li’ at ha’ med mennesker at gøre, og fordi hun har opdaget at den fysiske berøring, omsorgen og nærheden, er en god indfaldsvinkel til et menneskes indre og dermed gode samtaler.
Mens jeg her i aften selv gav en behandling til en klient, faldt mine tanker på den lille snak jeg havde haft med Annie, og jeg blev simpelt hen så glad – tænk at min datter kan ønske at blive ”Sådan en som mig”, noget større kan en mor da vist næppe ønske sig at opnå..! Tak for dine ord, min pige..!

Jeg er vel ikke anderledes end så mange andre mødre, men jeg har det virkelig sådan, at jeg kan fælde tårer af glæde over mine fem piger. De betyder bare så meget for mig, og der går sjældent en dag uden at jeg har kontakt til mindst en af dem – og mange dage dem alle sammen på en eller anden måde.

Jeg føler mig heldig og dybt taknemmelig over at være mor/svigermor/mormor for min dejlige flok..!

Se så – det blev aftenens tanker i dette NU..! Slet ikke så dårligt, vel ?

Kærligst
Wildrose