Min aften med L endte heldigvis roligt og henslængt foran en gammel film.

L var ellers opsat på at komme ud og ”fejre” hendes uafhængighed (hun har lige forladt sin kæreste efter 8 trygge år). Hun havde spurgt mig et par dage i forvejen, om jeg var med på ballade og jeg havde givet hende et knebent ”måske”. Men jeg kunne mærke at det ville være direkte uforsvarligt at kaste mig ud i blodrus på et propfyldt diskotek. Det ville helt sikkert have endt med, at jeg ville ligge i Bambi-stilling på et dansegulv for derefter at gøre en taxachauffør nervøs over om jeg ville fylde hans vogn med opkast (tja…sådan som det er endt så mange gange før).

Jeg bliver bare nødt til at indse, at jeg hverken fysisk eller psykisk kan klare sådanne ture lige i øjeblikket.

Men L troppede op hjemme hos mig, duftende, sminket og pyntet. HUN VAR OPSAT OG KLAR!!! Jeg stod overfor hende i hængerøvs-joggingbukser og min fars gamle bluse hvorpå der står ”Øl byggede denne smukke krop”! Amen for h…… da. Heldigvis grinede vi begge af det og blev enige om at tage aftenen som den nu kom.

Så diskoteket blev minimeret ned til en bar og baren blev minimeret ned til en cafe og cafeen blev droppet til fordel for en gammel film.
Jeg er lidt bange for at hun blev skuffet, selvom hun blankt afviste det. Det er jo bare NU jeg burde komme ud af starthullerne og godte mig over at jeg nu har en veninde uden en kæreste. Men behøves det absolut at betyde vi skal vælte ud og mænge os? Og faktisk havde vi en rigtig hyggelig aften med gode dyyyybe samtaler.

Apropos de dybe samtaler; hun har givet ”ham” lejligheden og bor nu hos sin søster….ergo er hun boligsøgende. Ja også er der jo mig! Jeg kan alligevel ikke blive her, er ikke officielt opsagt men så godt som…ergo er jeg boligsøgende. L foreslår vi finder noget sammen."Vil du flytte sammen med mig?".
Ja alle omkring mig hopper op og ned for at jeg skal benytte mig af det forslag. Doktor-manden virkede overraskende begejstret for ideen.
Jeg ved…at det ville være mig gavnligt, specielt fordi jeg dermed ikke længere kan gemme mig væk og isolere mig. Men for søren da! Jeg har boet her alene i et år nu, har været rigtig rigtig meget alene og ved slet ikke om jeg ville kunne fungere ”så tæt” igen.

Længe har jeg udskudt tanken om at skulle herfra. Jeg behøver jo heller ikke at stresse og har god tid at løbe på. Men at skulle forlade denne lejlighed virker bare FORFÆRDELIGT! Jeg elsker mit hjem så enormt meget. Elsker hver en lille krog, hver en lille underlig detalje og mest af alt elsker jeg IKKE at skulle tilpasse mig. Du aner ikke hvor befriende det har været at være ”enehersker”. På min køkkendør har jeg hængt en milliard postkort op (du ved, de der gratis kort man kan nappe på cafeerne). Mine underlige billeder er blevet hængt op i en cirkel hen over sofaen, som alligevel ikke er en sofa men en mærkelig enmandsseng. I det ene rum har jeg mine sokker og i det andet har jeg mine bukser. Upraktisk? Helt enormt meget, ja, men jeg har lavet mit eget lille system som bare passer mig så godt.

Nå men jeg må prøve at tænke det grundigt igennem og lave de her ”for –og imodlister.

Ellers sker her ikke så meget. Det er søndag, det er kontordag men jeg udskyder til i morgen aften, hvilket jeg ved jeg vil hade mig selv for i morgen. Men jeg bilder mig selv ind, at det intet problem bliver at tage af sted.

Jeg er i det her ”tomme humør” hvor jeg konstant falder hen og sidder stirrende tomt ud i luften. Hvad jeg tænker på, ved jeg ikke rigtig. En tomhedsfølelse kan vel heller ikke beskrives med ord.
Men jeg vil forsøge at få skrevet lidt…bare lidt. Ellers er der jo altid Zuma!