Måske gør det bare for ondt at være udenfor blandt de andre?
Måske finder man langsomt ud af at, man slet ikke er så skide speciel som man går og bilder sig selv ind.
Ak ja man er syg af sind. Ak ja man er psykisk knækket. Intelligent, besidder masser og masser af gode egenskaber men man er ligesom…blokeret af ens knækkede og brudte psyke. Men man Er speciel, lidt af en en’er hvis man spørger sig selv. Ambitionerne er skyhøje. HER SIDDER EN KONGE AF ARTEN OG VENTER BARE PÅ SIT KALD!!!

Så går man udenfor og indser…man er bare en af flokken. Den eneste forskel er, at de andre sgu ikke render fra deres plads. Måske smager græsset dem ikke helt som for år tilbage, men de græsser sgu da stadig og løber med de andre når det er nødvendigt.

Så med bukket nakke, luller jeg tilbage til min stald. Prøver at beslutte om jeg tør læne mig mod erkendelsen, som vil betyde at jeg må rende med – lige meget hvor ækelt græsset i perioder vil smage mig – eller om jeg blive ved med at stikke fingeren i navlen, tilbagetrukket men med et eller andet urealistisk billede af at min vej nok skal vise sig.

Den bitre erkendelse løber mig koldt ned af ryggen. Skal ærligheden frem, og det skal den lig’som på et eller andet tidspunkt, er jeg skide hamrende angst for, at de enge hvoraf de andre græsser, ikke kan rumme mig. Åååå så kom storhedsvanviddet op i mig igen! Ok, JEG kan ikke rumme de enge…jeg tør ikke. NEJ JEG TØR KRÆFT EDME IKKE!!!!

Hvorfor mit billede af den virkelige verden er så forbistret glansløst og sort, ved jeg ikke. Hvordan helvede genvinder man lysten til at deltage i legen igen, når man slet ikke kan se noget sjovt ved den??? Når man føler sig stemt ud – AF SIG SELV – ikke kan forstå spillereglerne og den blå brik er taget???

Jeg BRÆKKER mig når jeg bliver fortalt, at livet ikke er en leg og at alting ikke altid kan føles godt eller være lettilgængeligt. JEG BRÆKKER MIG.
Var JEG født med en sølvske i munden, pakket ind i vat eller på anden måde blevet hindret i at føle livets modgang m.m., ja så ville ”livet-er-hårdt”-talen være mere end berettiget. Jeg HAR stødt knæet til blods på livets skarpe kanter, lever under røv-grusomme og uretfærdige kår, følt helvede, blevet knækket, haft ingen penge, dumpet, droppet, slået, røvrendt, besjålet….TRO MIG, der er intet lyserødt vidunderfilter foran mine øjne.
Når det er sagt, så VED JEG at livet også kan være andet. Det ved jeg bare. Så stædigt og barnligt holder jeg mig for ørerne, lukker øjnene og synger mit højeste tra-la-la mens man prøver at fortælle mig, at livet skal gøre ondt og lykke er noget opreklameret bras.
Men min stædighed holder desværre kun lige til min dørkarm…

PUHH, jeg er dampet af nu.

Det eneste jeg kan konstatere er, at jeg må bryde mere ud herhjemme fra. Jeg kom først på gaden da klokken blev seks.

Gik ned til grønthandleren. Jo, jeg er da glad for at mit fjæs er kendt dernede, det er jeg! De er skide søde og på en stille dag som i dag kan kommunikation vel aldrig skade.
Men lige i dag gjorde det nok en anelse ”nas” at være stamkunde. ”AAHHH 3 æbler? Ska’ du ha’ besøg?” grinede grønthandleren (jeg plejer vel altid kun at købe 2 ad gangen). ”…og vindruer, cola og cigaretter jaa-jaa men ingen Matador Mix?” Jeg overvejede i et sekund, at begynde at forklare om min Haribo-strejke men blev lidt lammet af tanken om hvor ofte jeg egentlig slæber sådan en pose med hjem. De er kæmpe store i hans forretning!
Jeg smilede vel bare lidt genert og traskede hjem med mine poser.

Nu er jeg så her…forvirret og alene. Nøjagtig som jeg selv har bestemt det! Jo tak, jeg er speciel, en rigtig en’er…om ikke andet en bitter en!