En dag af gangen. Vil så gerne glemme ham og alligevel vil jeg overhoved ikke. Den ene del af min krop vil noget, den anden del vil noget andet. Føler mig helt som skitsofren eller sådan noget.... Alt hvad jeg siger og gør strider mod hinanden og det gør mig sindssyg. Jeg mangler en form for kontrol i denne magtesløse verden. Bare jeg ikke gør som dengang... Dengang hvor kontrollen blev skabt på vægten og med maden.. Dengang...
Jeg skal til fest på fredag. Jeg glæder mig, til at se nogle af alle mine dejlige gamle venner. Det er nogle gange hårdt ude på min skole hvor man kender hinanden må en anden måde. Andre gange er det hårdt hjemme. Og så kan man skifte. Jeg har 3store vennegrupper, som jeg alle holder af. Men jeg vil nødig blande dem. Jeg er 3forskellige personer (eller den samme, men indretter mig på forskellige måder) og jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre hvis alle mødtes. og det gør de. Til festival her til sommer... Pu ha.. Men det går jo nok. Det bliver så fedt. Livet er fedt...
Jeg har fået mig et stort spejl. Det er faktisk ulækkert som jeg har det med spejle. Spejlet er nok min bedste ven og min værste fjende. Jeg elsker at sidde og kigge på mig selv, snakke/viske med mig selv. det er som om alting får en anden klang når man sidder og visker til sig selv, mens man kigger sig selv i øjnene... Narsicist?? nej, håber det ikke... Men nogle træk er der nok...Jeg har skrevet en historie..."narcissisten, æstetikken i livet" Nogle af trækkene er vel fra egen måde at se mig selv på... Det er alle mine tekster vel. Det sørgelige i mine tekster kommer nok fra mig selv. Derinde fra hvor jeg ikke kan klare at lade det blive. derinde hvor det ikke hører til. Det bliver nød til at komme ud... Det gør det gennem teksterne. dahm, jeg elsker at skrive. At blotte sig selv og sit hjerte- alligevel at skjule det hele....