Godmorgen kære dagbog.

Sidder her tidligt søndag morgen med kaffen, og kigger på silhuettet af skoven. Hmm, det er vidst kun fordi jeg ved det er der, et sted i mørket, at jeg tror jeg kan se det. For det er stadig bævlragende mørkt.

Filosoferer over hvor året dog blev af, og hvad det alt har bragt med sig. Bare i min lille verden. Den 'store' verden, tja, det først der falder mig ind er fortabt. Men så galt er det forhåbentligt ikke. Måske er det bare min sindstilstand, efter en kaotisk jul, der gør at det er de mørke briller der er på.

December startede ellers så godt. Der kom frost, og nå ja sne for den sags skyld. Selv om det nu er for længst er væk igen. Jeg elsker når der et hvidt drys over alt; landskabet bliver så kønt og idyllisk. Og så skaber det en helt anden stemning, end når det som nu bare regner (og stormer!) og det hele bare er mørkt og trist og fremfor alt mudret. Så var det mere praktisk med frosten. Den gav mig mulighed for endelig at få pløjet færdigt, samt nå lidt i skoven og få fældet og ryddet op. Nu er det bare mudder og regn igen.

Nå, men den pokkers jul. Vi have planlagt, at vi skulle være samlet her, hele familien igen igen. Og selv om det er forbundet med en masse arbejde og forberedelse, så plejer det at være hyggeligt nok. især for drengene, der som de yngste i flokken får masser af opmærksomhed (og gaver). Jeg plejer at skulle sluge de sædvanlig stikpiller og kommentarer, men sådan er det jo. Desuden er jeg den der har bedst plads, og jeg har alle dyrene der skal passes. I år havde jeg så tilbudt, at have hel pension for dem der ville betale for det. Der var faktisk en del der tog i mod tilbuddet. Hvilket har været fint for bankkontoen, men det gav så ikke mere tid til juleforberedelserne. Så jeg begyndte at blive lidt irriteret over, der ikke var nogen i familien der bød ind med hjælp. Min søster plejer f.eks. at komme med risalamande og mandelgave, osv, men intet hørte jeg.

Det var der så en god grund til, men da jeg fandt ud af årsagen, tja da sprang det hele lidt i luften, eller jeg gjorde i hvert fald. De havde alle besluttet, at vi skulle fejre julen i Sverige, så jeg slap for alt arbejdet - men for en gangs skyld bare kunne slappe af og nyde det. Nu bagefter kan jeg godt se, at der faktisk var en kærlig tanke bag. Men lige da de nævnte det, slog det vidst lidt klik for mig... Vi holdt julefrokost ved mine forældre, da de 'overbragte nyheden'... men sidder der, og igen føle sig holdt udenfor - og bare se deres glade, forventningsfulde ansigter, der ventede på at jeg skulle udbryde 'Ih - det var da en fantastisk ide. Tusind tak.' Tja, Crash-boom-bang, lad mig bare nøjes med at sige det sådan.

Den eneste jeg har talt med siden er min svoger. Men han var også den eneste, der godt kunne se det fra min side. Og ja, jeg ved godt, at jeg overreagerede... og det temmelig sikkert var summen af mange ting, der gjorde at bægeret flød over. herunder at jeg endelig har fået sagt op. Manner hvor har jeg været længe om at komme til det her sted. Men nu er det gjort, og selv om jeg indimellem har de vildeste sommerfugle i maven over det, så føler jeg vist egentlig mest lettelse. I det mindste over det er gjort. Jeg har sidste arbejdsdag den 26. januar, så er det endegyldigt slut. Mine teams var først i chok, da jeg fortalte det. Alle som en gav de udtryk for, at jeg da var firmaets mand... og at de ville savne mig. Vidst nok i den rækkefølge. Det var noget hårdere at sige det til dem, end min chef, så det blev lidt mere følelsesladet, end jeg havde troet. Men det er vel ok, jeg mener, nogle af gutterne har fulgt mig igennem tykt og tyndt, i en del år efterhånden.

Så det blev en stille men trods alt hyggelig juleaften. Bare drengene og mig. Maria og prinsessen kom så senere, da vi havde spist og åbnet gaver. Drenge fik så deres første (og bedste) gave om morgenen. Jeg vækkede dem tidligt, i hvert fald ifølge dem, for at vi kunne hente deres julegave. De har længe plaget om en ekstra hund, for de synes det var synd Donna selv. Så jeg havde fundet Max, en blandingshvalp af en schæfertæve en 'rundkørsel', og aftalt med ejerne at jeg kunne vente med at hente ham til den 24. - inden de skulle til Sjælland. Han var også en af grundene til, at jeg 'tændte af', men det kunne jeg jo ikke rigtig sige foran drengene, uden at ødelægge overraskelsen.

Gad vide om jeg ikke bare skulle afslutte 2023 med at sige undskyld, og så få det lagt bag mig? Selv om det vidst er lettere sagt end gjort. Mens jeg har skrevet dette er træerne og skoven kommet frem. De var der sørme endnu. Tænker det er en god anledning til at gå en lang tur med Donna og Max, så de kan få luft sammen med mine tanker.

Drengene skal ind til byen, og holder nytår sammen med nogle venner. Jeg er ikke så meget for fyrværkeri her, pga hestene og hundene. Og drengene er lige i krudtalderen, så de spiser og sover ved en kammerat. Så det bliver en stille aften på gården, men det passer fint til mit humør i øjeblikket.

Godt nytår herfra