… heldigvis ikke i bogstavelig forstand. Men jeg følte det faktisk på den måde.

Jeg har hele dagen og aften i går ført lange samtaler med min fornuft. Eller det nok nærmere diskussioner, for vi er ikke rigtige blevet enige. Fornuften har forsøgt at fortælle mig, at det er fuldstændig vanvittigt at tage på date med en ung tøs på 28. Alene aldersforskellen på 11 år burde være nok til at jeg skulle takke ned. Og så er det med børn. Min fornuft var egentlig kommet til den konklusion, at jeg er blevet for gammel til at få flere. Ikke fordi at jeg ikke kan lide børn, men alene af den grund, at den synes at aldersforskellen (der var den med alderen igen) mellem barn og forældre vil blive for stor. Jeg ved godt, at det selvfølgelig er meget individuelt hvad man synes, og at vi nok generelt bliver ældre og ældre før vi får børn. Men fornuften siger, at jeg jo allerede har to børn, som jeg jo også skal tage hensyn. I det hele taget er der kommet mange argumenter fra fornuften. Alt sammen for at få mig til at droppe daten på fredag med Tina.

Og jeg var faktisk ved at for at få temmelig kolde fødder… for jeg kom frem til den konklusion, at det ikke er særligt reelt at tage på en date – hvis det kun er med et eneste formål. Og det var der jo nok for mit vedkommende, når jeg nu var helt ærlig overfor mig selv… og min fornuft. Så jeg var egentlig klar til at aflyse vores aftale. Selv om jeg da også havde fundet modargumenterne frem, om alle de fornuftige argumenter blot var angst for selv at blive afvist (igen). Alligevel var jeg indstillet på at lade fornuften råde.

Men netop som jeg var ved at formuleret en rigtig god undskyldning som afbud… nå, ja en lille løgn, fik jeg en sms fra hende, der gjorde hele lidt sværere … hun skrev, ”Hejsa. Håber du stadig er tilfreds med klipningen og din frisør ;-) Glæder mig til fredag. Hvad skal du lave i aften? Tænke på mig? som jeg tænker på dig…;-) XXX Tina”.

Jeg svarede at jeg skam stadig var tilfreds med frisure og frisør. Og jeg allerede tænkte meget på hende. Og at vi skulle i klubben i aften.

Det var ikke lige et afbud, og det var heller ikke løgn… så jeg tænkte bare, at en tur i træningssalen måske ville hjælpe med få klaret tankerne. Så børnene og jeg tog i klubben. Først var jeg træner for børneholdet, hvor begge mine unger er aktive. ( og faktisk rigtig skrappe, når jeg selv skal sige det). Bagefter lavede de så lektier i klublokalet, mens jeg trænede på voksenholdet. Egentlig forsvandt Tina helt fra mine tanker, fra det øjeblik jeg trådte ind i træningssalen. Sådan er det faktisk altid; når først jeg kommer i ”sparkedragten” og ind i træningssalen forsvinder alt andet… hæhæ, hvem sagde grunden til at jeg træner så meget er for at flygte fra hverdagens problemer? … men i hvert fald glemte jeg alt om Tina - lige indtil hun stod i klublokalet og smilende vinkede til mig. Jeg blev glad indeni da jeg så hende, glad og meget forbløffet… indtil jeg fik et spark i maven af min modstander, der selvfølgelig benyttede sig af min uopmærksomhed og så chancen for at lande en fuldtræffer. Resten af den omgang blev noget rod fra min side, for min opmærksomhed var mere på Tina end modstanderen, hvilket aldrig er et godt udgangspunkt for en kamp. Heldigvis for mig opdagede min modstander også Tina. Og han blev straks mere interesseret i skiftevis at drille mig og udspørge mig om hvem hun dog var. For selvfølgelig kunne han og de øvrige i træningssalen godt se hvem hun vinkede til.

Da træningen endelig var opstået og vi kom ud i klublokalet, så jeg Tina sad sammen med mine børn og hjalp dem med lektierne. Hvilket jo egentlig var sødt nok, men jeg har aldrig nogensinde ladet mine børn møde min kæreste, før jeg var 100% sikker på at det var seriøst i mellem os… faktisk er det kun sket én gang efter jeg blev skilt. Men, jeg må sige at Tina tacklede situationen flot, både overfor ungerne og alle mine nysgerrige træningskammerater. Hun fortalte bare så naturligt, at hun var blevet nysgerrig for at se vores sport, efter jeg havde fortalt om det i mandags, da jeg var ved frisør. Så nu ville hun lige se hvad det gik ud på, og måske prøve det en dag. Og de hoppede alle sammen på den. Især da hun begyndte at stille spørgsmål om træningen, vores forskellige bælter og virkede oprigtig interesseret. Den eneste der ikke hoppede på den var J. Det kunne jeg se på hans smil og hans blik, men heldigvis sagde han ikke noget. Men jeg er sikker på at høre fra ham i morgen…

Det lykkedes mig at få 5 minutter med Tina på to mandshånd, da hun absolut ville ind i træningssalen og forsøge at lave nogle at de spark hun havde set. Straks spurgte hun, om jeg var sur på hende, fordi hun kom uanmeldt? Jeg indrømmede at jeg var blevet overrasket af hende, og at jeg følte at jeg var blevet taget med bukserne nede. Det fik virkelig hendes smil frem, og jeg fik kommentaren ” det kunne hun måske gøre igen på fredag?” Det lykkedes mig for en gangs skyld at være i stand til at være lidt rap i replikken ved at svare ”det da måtte være min tur til at snuppe hende med bukserne nede.” Men jeg havde ikke noget rapt svar, da hun bare blinkede og sagde, ”at hvem sagde at hun overhovedet havde bukser på fredag?”.

Findes der et kursus i at lære rappe replikker? Jeg er ved at blive lidt træt af stå rødmende og lettere stammende, uden at kunne gi´ igen.

Jeg blev ”reddet” af ungerne der kom ind til os, og gerne ville vise hvad de var i stand til… og straks var Tinas opmærksomhed på dem. Det endte med at vi gav hende et lift hjem fra klubben… så nu har ungerne altså mødt Tina, som jeg skal i byen med på fredag. Eller skal jeg nu det?

Hun er både sød og kvik. Og temmelig fræk … ungerne var vilde med hende, og det er deres far vidst også ved at blive. Og så er hun vild med Runrig, vi hørte en af deres cd’er i bilen. Og hun og ungerne sang med, så jeg ikke kunne andet end at synge med.

Men, der er stadig argumenterne fra fornuften at lytte til. Og nu her, hvor jeg har fået det lidt på afstand, så er der en lille alarm klokke der ringer i baghovedet. Det var dygtigt gjort, at hun kunne narre alle til at tro, at hun ”bare” kom i klubben af nysgerrighed. Det minder mig bare så pokkers meget om Jane.

Smukke, skønne Jane fra firmaet. Der først blev interesseret i mig, da ”mit” projektet fik ros af ledelsen… så ”åbnede” hun op… ja undskyld udtrykket… og var single… lige indtil hun fjorten dage senere pludselig sagde sit job op, fordi hun skulle flytte til Århus… og bo sammen med sin kæreste. Bagefter kan jeg da godt se, at der var alt for mange tegn jeg overså… ting som jeg burde have set, så det ikke kom som et chok for mig.

Er jeg på vej til at begå den samme fejl med Tina? Føler mig som en pendul, jeg svinger fra side til side… fra hun er dejlig, jeg glæder mig til fredag… til det går virkelig ikke hun er lige som Jane, så jeg aflyser på fredag. En skam min bevægelse ikke frembringer energi, for så kunne jeg nok producere el nok til at dække hele byens strøm behov… og måske det også ville række til at jeg fik en nobelpris.

Nu får jeg nok bare en søvnløs nat. Men jeg skal have ungerne i skole i morgen tidlig, og sagt pænt farvel, da de skal med deres mor i sommerhus fra om eftermiddagen og til tirsdag. Så må jeg se om det kan give en lur på arbejde i morgen ;-)