Drømmescenariet

Drømmescenariet, der udspiller sig i mit lille hoved lige nu er følgende:

1) Mød en sød og charmerende fyr - vær' åben og sats (slip jerngrebet om paraderne)
2) Slå dig ned med tosomhed, men tab ikke dig selv i den midlertidige forelskelse
3) Bliv færdig med den HF (knokl videre med den gode intention om gode karakter)
4) Bliv bedre til at rumme folks meninger (læs: arbejd med ignorance ift. andre mennesker)
5) Stå fast på dine normer og værdier, men udvid dem gerne
6) Stop med at ryge (når jeg vel og mærket er RIGTIG klar, hvornår mon?!)
7) Genoptag fitness, fredag d. 13. oktober !!

I forhold til de første to punkter, er det jo fint at skrive det ned. Samtidig er det måske også bare en smule dumt, men er kærlighed ikke det, der står øverst på de flestes ønskeliste her i livet? Det er jeg i hvert fald mere eller mindre overbevist om. Der er så bare lige det med kærlighed, at det oftest kommer, når man mindst venter det?! Og det er svært at slippe kontrollen og lade vær' med at vente. For sætter man så ikke håbet fri?

Jeg plejer at være målrettet i forhold til kærlighed, jeg ved hvad jeg vil ha' og omvendt hvad jeg ikke vil ha' (læs: jeg tror jeg ved, hvad jeg vil ha'). Jeg har svært ved at finde mod i forhold til kærlighed, jeg har en meget konservativ tilgang til jagten efter kærlighed (læs: jeg vil hellere sidde og vente end at gøre et aktivt forsøg på at finde prince charming). Jeg tror dels, at det skyldes generthed (læs: hader ligegyldig smalltalk med fremmede mennesker), hjertesorgere, oprør mod samfundets normer og de nuværende værdier, der eksisterer i samfundet (læs: ungdomskulturen) og måske selvtillid. Og dog...

Til introfesten havde jeg sat mig for at gå hen til en flot ung (læs: han viste sig at være i trediverne) mand med et særdeles flot skæg. Havde gået og smilet til ham hele aftenen og han havde sendt smil retur. Jeg får overtalt mine fødder til at gå hen til ham efter at have hældt utallige øl ned. Jeg får taget kontakt efter at ha' tvunget mine fødder til at makke ret.

Det første, der flyver ud af kæften på mig er "Hej, du ser sød ud. Er du jyde?". Det lød ellers så godt inde i hovedet, men det lød slet ikke så flatterende i virkeligheden.
Han får da fremstammet "Ja, hvordan vidste du det? Jeg er fra Aarhus"
Mig med foragt i stemmen "Hvordan kan du finde på at flytte fra Aarhus?"

Jeg har en forkærlighed for Aarhus, synes folk er mere venlige og kan se udover egen næse.
De har ikke hovedet stoppet så langt op i deres egen, hvis ikke andres røv som københavnerne. Så fik vi slået det på plads (læs: hader arrogance).

Han svarer: "Jeg skulle prøve noget nyt"
Jeg tænker.. gad vide om han blev for stor til Aarhus eller om Aarhus blev for lille til ham?
Mig "Fair nok og så valgte du lige denne HF"
Ham "Ja, hvorfor ikk?"
Mig "Hvor gammel er du?" (totalt irrelevant spørgsmål at stille, næsten ligesom alle de andre)

Og det er så her kæden hopper af. Jeg kan ikke huske, hvad han svarer. Jeg har regnet mig frem til, at han svarer enten:
A) Slut tyverne
B) Start trediverne

Og det er vel det samme, er det ikk?! Det er her vigtigt for mig at pointere, at det er fuldkommen ligegyldigt og irrelevant for mig (læs: føler mig selv ti år ældre end min nuværende alder). Han ser jo bare skide sød og dejlig ud, OG så er han en jyde fra Aarhus! (KÆMPE plus i bogen, i hvert fald i øjeblikket)

Ham "Hvor gammel er du da?"
Mig "Jeg er 21 år, har gået i gymnasiet før, har arbejdet halvandet år i institution/er og bor stadig hjemme"

Ja, jeg skal lige pointere, at jeg bruger det offentlige hver dag i det jeg ikke bor i København. Derudover at jeg stadig lever af mors kødgryder og fars ubetinget omsorg og sjove humor, men at jeg lever et forholdsvis selvstændigt liv med kælderværelse og et fyldt køleskab til fri afbenyttelse.

Han svarer "Så er du jo gennemsnittet herinde"
Mig "Ja, det er jeg jo tilsyneladende" (Hvad bilder han sig ind at sige, at jeg er gennemsnittet? Jeg er da over gennemsnittet? Dedikeret og målrettet! Og så ligner jeg ikke en dulle fra Albertslund)

Resten er ligegyldigt ævl som det ovenstående også er. Jeg får til sidst givet en åben invitation til noget beer pong, han ævlede om at vi kunne ryge en smøg sammen senere på aften. Inden jeg havde fået set mig om var han væk. Jeg havde satset, men vandt jeg?

Det korte svar er N-E-J, jeg vandt ikke hans hjerte.. men jeg vandt ved at turde satse og være modig! At henvende sig til en fyr på den måde er SÅ grænseoverskridende for mig. Jeg foretrækker ærligt at snakke med mennesker, der står bag mig i køen i Netto. Fremfor at gamble med mine fødders villighed til at rette fokus på en ung, fremmed og flot mand.