Er lige kommet ned i hulen efter et stævnemøde med A og L. Når knap nok indad døren inden jeg iler mod spejlet for at klemme en mindre byld på min venstre kind. Behaglig fornemmelse, da den havde været undervejs i to døgns tid. Knap så behaglig fornemmelse var turen hjem med det offentlige. Toget var total proppet (det plejer det ellers ALDRIG at være på det tidspunkt!?) og ikke desto mindre fik jeg erobret en plads, hvor jeg lige kunne synke aftenens selskab og de dertilhørende samtaler. Det glemmer jeg hurtigt alt om, da min mere eller mindre halv asperger-lignende matematik lærer fra skolen sidder lige overfor mig. HELDIGVIS har jeg afsluttet matematik sidste år og skal IKKE se ham mere andet end i toget selvfølgelig. Fik fremstammet et "hej" og så koncentrerede jeg mig ellers om at kigge ned i telefonen resten af vejen hjem.

Aftenen forløb ikke helt som mit hoved havde planlagt. Det vil sige, at vi for det første ikke havde en aftale om aftensmad. Jeg mødte A på en café kl. 19.30 (L stødte til senere på aftenen, da hun lige skulle have fri), hvor hun sad med en efterskole veninde fra Jylland, der lige var på visit. Jeg fik kringlet mig ind i selskabet (heldigvis havde jeg mødt hende før, så der var ikke noget ukendt at frygte), jeg fik hurtigt taget temperaturen på veninden og det viste sig, at hun befandt sig i en lille livskrise. Gymnasietiden var forbi og hun skulle nu finde ud af at leve et liv, hvor rammen først skulle sættes - vel og mærket af hende selv. Hun var oveni det lidt tømmermænds ramt og hun synes, at hendes tilværelse så lidt ekstra sløret ud dagen derpå.

Jeg tror, ordet jeg sagde mest den aften var "DEN VIRKELIGE VERDEN". Nu vil jeg hoppe på hovedet i seng og så tager vi emnet "DEN VIRKELIGE VERDEN" op i løbet af dagen.