Så er jeg endt her igen. Man skulle nærmest tro, at jeg blot havde holdt "sommerferie" derhjemme, og så vendt tilbage til mit "virkelige liv" som psykisk syg. Er det virkelig alt hvad jeg er? Er det alt, hvad der er tilbage af den pige, der drømte om at blive forfatter og som arrangerede større oplæsninger i både Skanderborg og Århus med navne som Helle Helle og Nicolaj Stochholm? Jeg er endt på den samme afdeling som sidst, og det eneste jeg kan tænke på er, at jeg IKKE skal have ECT behandlinger igen. Jeg tror... Tanken om selvmord skræmmer mig ikke halvt så meget som tanken om ECT. Det er fandme langt ude.
De har - selvfølgelig - ændret min diagnose igen, og jeg kan snart ikke følge med i hvilken medicin jeg får og hvor meget. Jeg sluger, hvad de giver mig. De første par dage var jeg på et Q afsnit, for affektive sygdomme hvor jeg nu hører til, og hvor jeg faktisk følte mig bare en lille smule forstået. Så blev jeg flyttet tilbage til den her afdeling, P, med begrundelsen at "de bedre kendte mig her" og at "de bedre ville kunne hjælpe mig her", selvom den virkelige grund var, at de selv sad med en patient, der burde have en sengeplads på Q afsnittene. Så, selvfølgelig, tænkte de at jeg jo var så forbandet føjelig og at de her ville have en god undskyldning for bare at gemme mig væk i et værelse. Jeg HADER dem. Hvilket de også fik at mærke igår; jeg tvang en af personalet til at skaffe en lægesamtale til mig, selvom det eneste jeg egentlig ville var at brokke mig, og for en gangs skyld kom jeg faktisk til det. Måske var det fordi jeg var så rasende, at jeg var tæt på at begynde at kaste med ting. Jeg ved det ikke. Jeg hader min sygdom. Jeg hader det psykiatriske system. Jeg hader min egen middelmådighed og at jeg dagligt drukner i en pøl af velmenende suk og følelsen af at de nærmeste omkring mig bare havde gået og ventet på endnu en indlæggelse.
Og så er jeg forelsket i en mand, der ikke vil have mig. Hver dag er som endnu en kniv i hjertet, fordi jeg skal foregive at være hans ven, mens det eneste jeg har lyst til at gøre er at skrige ham ind i ansigtet, hvordan han overhoved kan se sig selv i spejlet, efter den behandling han har givet mig. Han bildte mig ind at følelsen var gengældt og jeg hoppede på den, dum og latterlig som jeg er, mens det eneste han egentlig ville var at få mig med i seng. Og nu går jeg rundt og smiler, når han henvender sig, jeg snakker og snakker og prøver at lade som ingenting, at jeg sagtens kan se bort fra det hele, og stemmerne inde i mit hoved gør nar af mig, fortæller hvordan det kun er endnu et frygteligt enkelt eksempel på hvad jeg er. En lolitadukke. Er jeg virkelig en kvinde, mændene kun kan bruge til et hurtigt knald? Er der ikke mere i mig? Jeg kaster spørgsmålene ud hver nat, og intet kommer tilbage. I en af mine yndlingsfilm, Eternal Sunshine Of A Spotless Mind, skriver Jim Carey i sin dagbog; why must I fall in love in every woman, who pays me just the slightest bit of attention? Og jeg giver ham ret; jeg gør det samme, blot med mænd. For jeg er efterhånden så rådden indvendig, at jeg ikke kan se hvad der skulle være tilbage.