Jeg har haft den mest fantastiske drøm i nat, hvor jeg var perlevenner med Mary og Kongefamilien. Vi legede med deres børn osv... det var sgu sjovt. Og faktisk også en lettelse; at jeg kan drømme andet end blot mareridt.
Jeg har ligget og lyttet til Billie Holiday hele morgenen. Jeg hørte hende meget, da jeg var "yngre", men af en eller anden grund - højst sandsynligt ECTen - glemte jeg alt om hende og hvor vidunderlig hendes musik i virkeligheden er. Jeg er gået helt i spåner over det. På den absolut så fede måde. Jeg hører stadig stemmer, jeg er stadig depressiv, men det at jeg faktisk kan finde glæde ved noget, giver mig meget trøst.

Nu skal jeg bare blive gode venner med min mor igen.
Hun kom på besøg igår, og i løbet af ti minutter stod vi og råbte af hinanden. Pga. møbler. Så tåbelig kan man åbenbart være. Så begyndte hun på alt sit "ja, så kan jeg da også bare tage hjem" osv. osv., og så gav jeg hende ret. Hvis det var det hun ville, så måtte det være det, hun skulle gøre. Jeg ville ikke undskylde, jeg ville ikke ydmyge mig selv endnu mere, jeg ville bare gerne have forståelse for min situation og at, HA, at jeg ikke gider købe IKEAmøbler, fordi de fleste kun holder 1-2 år, og så er man nødt til at smide dem ud igen, fordi de ligner lort og alt det der. Jeg er TRÆT af hele tiden at skulle undskylde for at sige min mening, jeg er TRÆT af hele tiden at skulle sige tak, tak mor, tak fordi du hjælper mig, tak fordi du er her, tak tak tak tak TAK. Og nu, hvor jeg lige så stille og roligt er begyndt at sige fra, har jeg fået at vide at jeg "er blevet så aggressiv" og at "det var jeg bestemt ikke før i tiden, der blev jeg bare inde på mit værelse" og alt muligt andet lort. Hvorfor skal jeg blive ved med at blive ydmyget? Hvorfor skal jeg finde mig i alt, bare fordi det er min mor? En plejer, jeg talte med igår aftes, sagde noget ret interessant, nemlig at; bare fordi man er i familie med hinanden, så betyder det jo ikke, at man kan sige alt til hinanden. Min mor ville aldrig opføre sig sådan overfor sine veninder. Hun ville aldrig tale sådan til dem. Men til mig kan hun åbenbart godt. Og det værste er næsten at jeg ikke rigtig kan stille noget op med det, for hvis jeg prøver at snakke med hende om det, så kommer hele svadaen med at "hun er da også bare sådan en dårlig mor" og "alt hvad hun gør er forkert" osv. osv. OSV.
Jeg kan fandme bestige hendes bjerg af bebrejdelser.

Men ellers har jeg faktisk en god morgen. Haha.