Endelig hjemme, men aldrig ude. Jeg skal til digtoplæsning imorgen, til åben scene, hvor jeg måske kan få mig selv til at stille mig op og "dele ud af min skrivebordsskuffe"... Christ. Jeg har ikke skrevet noget, der var noget værd, længe, og jeg savner at have mere overskud. Ordene falder mig ikke naturligt i øjeblikket. Jeg halter nærmest. Det føles virkelig, virkelig forkert, nærmest som en form for straf af en art, fordi jeg ikke har børstet tænder eller noget. Jeg ved det sgu ikke.

Apropros dét at børste tænder; jeg har en yngre herre til at overnatte i nat. Han var her også igår og i forgårs. Vi er venner, og det er dejligt, men jeg har svært ved at ligge ved siden af ham om natten uden at røre ved ham; det hiver og slider i mig efter at mærke hvordan hans brystkasse hæver og sænker sig for hver vejrtrækning, bare et par enkelte gange. Jøsses. Og ja, jeg tænkte mig selv forelsket i ham, tror jeg, men det er ved at gå i sig selv igen, stille og roligt. Som altid. Jeg tror jeg er dømt til at være alene i lang tid endnu... Kærligheden vil vist ikke mere end ordene, må jeg indrømme, og jeg kan ikke engang få dem igang lige nu. Fucking mareridt.

Men dagene forløber stadig langsomme og hurtige på samme tid. Jeg er stoppet med at ryge, og det er et større mareridt end jeg lige havde forventet, men dén her gang kan jeg altså godt. Det vil jeg altså. Jeg er ikke en taber til alting.

Min mor fylder 70 i næste uge og vil gerne, at jeg holder en tale til hendes fest, men jeg aner simpelthen ikke hvad fanden jeg skal sige. Da mine forældre holdt kobberbryllupsfest, var det langt lettere, for da kunne jeg fyre noget bras af om Platon og hans idé om Den Eneste Ene osv osv., men det her er en persons fødselsdag; hvordan skal jeg gribe det an? Jeg har glemt alle de små, sjove anekdoter og historier pga. alt det ECT behandling jeg fik i sin tid og jeg kan jo ikke ligefrem bare stille mig op og sige; "MOR, tillykke med fødselsdagen.... - SKÅL!"