Det er farligt at sætte sig til at lytte til Antony & The Johnsons. Især deres nummer, The Lake. Hold da kæft, hvor er det dog helt ubærligt smukt. Jeg falder hen i en døs af medicin og lyserøde liljer, og de dufter så godt, de dufter og dufter, og mens personalet passer på jeg ikke skader mig selv, prøver jeg at finde en smutvej ind i medicinrummet. Jeg må stoppe med disse tanker. Basta.

Til gengæld har jeg tabt mig 10 kg over 2 måneder. Så mangler der bare 40 mere. Christ altså. Jeg hader Lebonex; det kan godt være det var det, der hjalp allerbedst på mig, men at tage 50 kg på er altså ikke skide godt for ens selvværd. Men nu er jeg igang med at blive smuk igen. Jeg KAN godt blive smuk igen. Og når jeg er det, så kan jeg begynde at vise mig i det litterære miljø igen, og jeg kan stå på scenen og læse tekster op, og jeg kan lytte til vidunderlige Trisse Gejl og alle de andre, som jeg savner af hele mit hjerte. Jeg savner at sidde med en kop kaffe og en smøg i munden, mens jeg lytter og lytter og lytter, og vurderer oplæsningen og lærer af den, og tager den til mig, og selv går op på scenen, mens mine hænder ryster lidt ved tanken om hvad nu hvis de ikke synes om det. Det er vidunderligt. Og nu går det i den rigtige vej.

Og om en uge skal jeg have en ny tatovering. Jeg glæder mig helt vildt. Jeg skal have det smukkeste armbånd af små skildpadder, og jeg brugte 3 timer igår nat på at lede efter den perfekte. Jeg fandt den. Den er så fin og skrøbelig og samtidig stærk og modig, og det er det jeg har brug for nu; sindsro, visdom, mod og tapperhed. Ligesom skildpadden. I havet.