Jeg er strandet hos en ven, og kan, på trods af diverse piller, ikke sove. Jeg blev "løsladt" for nogle uger siden nu, og det har faktisk været virkelig rart, omend noget af en omvæltning. Og stadig er det svært; når jeg møder nye mennesker, hvordan skal jeg så præsentere mig selv? "Hej, jeg hedder Anna, jeg er psykisk syg og på førtidspension"? Jeg har i princippet ikke noget imod at sige de ord, det er mere de forpulede blikke, der følger med. Lige pludselig er det synd for mig og folk skal da også lige høre hvordan jeg ER, når jeg er "syg", så de kan kende forskel eller noget i den stil. Christ altså.
Og alle de drenge. Jeg kan ikke rigtig følge med i det længere, må jeg indrømme. Jeg har det stadig fantastisk med Kasper, men han nægter at kalde os andet end venner, hvilket så BURDE give mig frit spil. Alligevel bliver han jaloux, hvis han finder ud af jeg har været sammen med andre venner, - hvilket vel er fint nok i teorien, men som er trættende i længden. Det gør nemlig også at jeg personligt kommer til at opføre mig som den jaloux kæreste, der ikke kan bære hvis han skal være sammen med nogle af mine smukke veninder, selvom jeg udmærket godt ved de ikke er hans stil. Oh, what the fuck, mine veninder er så smukke, at de er alle mænds stil. I modsætning til mig.
Mht. vægttabet, så står det faktisk meget stille for tiden. Jeg har svært ved at koncentrere mig længe nok til at lave et ordentligt måltid mad, og jeg må indrømme, at jeg den seneste tid lidt har leget en zombie; næsten ikke været uden for lejligheden og kun set folk, som jeg ikke kunne slippe for. Eller, det lyder forkert. Jeg elsker mine venner. Bare ikke hele tiden. Allerhelst vil jeg bare proppe mig med stoffer og glemme hele Verden. Hvor omsonst det end måtte lyde.