Jeg er vågnet kl 05 her en søndag morgen. Føler mig lidt oppustet pga den pizza og de kanelsnegle jeg frantically satte til livs i går ved udsynet til en kedelig hjemmelørdag. Og tanden opfører sig træls. Jeg forestiller mig faktisk at Karius og Baktus har lavet et techno-rave inde i min tand. De knalder bare helt ud på syre til en dunkende bas.
Shit altså, den tandpine bliver helt sikkert en møgdyr affære. Jeg har faktisk lidt forsømt tandlægen her de sidste par år. Jeg som ellers altid har plejet mit gebis med omhyggelig påpasselighed. Jeg fandt bare aldrig en ny tandlæge da jeg flyttede til københavn. Nu skal jeg bare afsted. I en fart. Av.

Fuck og den jobsamtale, den haunter mig. Jeg kan slet ikke slippe den i mine tanker. Der var bare et eller andet irriterende ved den. Uaflæseligheden. Jeg føler, at jeg ikke fik solgt mig selv godt nok. Og så det, at jeg har gjort det job til løsningen på hele mit Lort-på-en-tømmerflåde liv. Men det er som bekendt farligt kun at spille på én hest. Og jeg ved godt at det er det, jeg har gang i. Mon jeg engang sidder og læser det her i sådan en helt ny nu-har-jeg-fuldstændig-styr-på-mit situation? Eller sidder jeg om et år og læser det og tænker: "Det jeg kaldte 'lort-på-en-tømmerflåde', det var virkelig tider, siden da er det kun gået ned af bakke"?

Veninde har inviteret mig til Århus - halvt arbejde, halvt hygge - jeg skal løse en opgave for det firma hende og hendes mand har sammen. Hun er helt over-excited. Jeg mener, jeg glæder mig da også. Men jeg har flere veninder, der er blevet forstads-liguster facister i stor stil, og det lever det her kedelige liv, hvor intet sker. Og så hijacker de lige pludselig en single-veninde fra København og tror, at det bringer noget gøgl ind i deres liv igen - at de sådan kan leve lidt igennem en. Især hende her. Jeg mener, hun var ret vild engang. Hun var model og hun scorede alt omkring sig, gik tit efter de der semi-kendte typer. Kom tit ud i noget fucked-up shit. Var virkelig indbegrebet af sjov, lir og ballade. Så, lige pludselig mødte hun Big Eye (kalder vi ham). Og på under et år skrev hun speciale, blev gravid, skulle giftes og skulle bygge hus i forstad. Jeeeeezus. Deres bryllup var prætentiøst og opstyltet, alt var perfekt og rigtig, alt sådan noget. Det var helt klart en af de mindst sjove fester jeg nogensinde har deltaget i. Det hele kunne åbenbart ikke gå hurtig nok. Nu bor hun i en forstad 10 km uden for Århus, i et rækkehus, hvor hun konkurrerer med de andre forstadsgimper om, hvem der har det mest minimalistiske designerinteriør, og hvem der bager de mest velsmagende fedtfattige cupcakes, og tager på de rigtige ferier og golfer og går til vinsmagning.

Og hun har det elendigt. Havde svært ved at finde arbejde. Fik endelig et hun hadede. Gik ned med stress. Psykolog og parterapi. Er nu ansat i mandens virksomhed, laver igen noget hun dybest set ikke gider. Knas i ægteskabet. Kan høre at hun har så meget lyst til at have en affære. Hun føler sig fanget. Føler at hun ikke må have et selvstændigt liv, fordi hun ikke bidrager så meget økonomisk til familien.

Og hun savner mig og de gode gamle dage. Sidst jeg så hende. Knuste hun mig ind til sig med blanke øjne, holdt mig ud fra sig, slugte mig med øjnene og knuste mig igen. Jeg var helt overvældet af hendes savn. Samtidig, sidst hun var her i kbh, havde vi en lang og latterlig diskussion om naturlig fødsel versus kejsersnit. Vil ikke komme nærmere ind på det her, men jeg fik simpelthen verbal whiplash from hell at føle. Det var latterligt, for diskussionen gik ikke på noget personligt. Hun fik sagt noget i retning af "Sådan som du er, finder du aldrig én der vil have børn med dig, ja, jeg kan i det hele taget godt blive i tvivl om, om du nogensinde overhovedet finder én, der vil ha dig". Altså den sad. Der bekræftede hun lige min værste tvivl om mig selv. Det ømmeste punkt. Og alligevel var jeg i min sårethed super overbærende, fik sagt et eller andet sort-selvironisk om, at hun helt sikkert havde ret, det er jo allerede bevist, jeg har ikke haft en kæreste i de sidste 4 år. Jeg havde på den ene side vildt meget lyst til at åbne ild og gi tilbage. Det er ikke som om jeg ikke har noget ammunition. Jeg har rigeligt, der kunne fragment-eksplodere forstadslivets mest forlorne stakit om forkerte og forhastede beslutninger. Men det gør man bare ikke, når hun så tydeligt sidder dér og er det skrøbeligste glashus af bristede illusioner. Jeg kan trods alt se, at jeg er stærkere end hun er. Det ville være dybt unødvendigt.