Føles som evigheder siden jeg har haft energi til at skrive dagbog, mange ting er sket siden jeg sidst skrev.

Jeg er stadig et fjols, ser stadig ham, han har været så kold hele December måned, somme tider er det lige som at snakke med en dybfryser og vi diskuterer mere end vi før har gjort, det hele er noget rigtigt lort.

De dage vi ses hvor vi ikke diskuterer er alt godt og han er noget af det kærligste søde væsen jeg nogen sinde har været sammen med, men hans humør skifter hele tiden og jeg er så forvirret som nogen sinde før.

Min depresion kom en tur op til overfladen igen sidst i November og hele December, jeg har haft dage hvor jeg har været så langt nede at jeg har haft mest af alt lyst til bare at give op, jeg føler mig så alene så ked af det og nogen gange bliver jeg bange.

2 weekender i træk dukkede han op påvirket af både alkohol og speed, han har aldrig taget stoffer før mens vi har været sammen, han kom ved 6 tiden om morgenen og sov her hele dagen, begge gange blev han her flere dage og begge gange var ungerne heldigvis ikke hjemme.

Han føles så tryg at være sammen med, varmen i hans krop er så dejlig, og han er så kærlig, men på hans dårlige dage kan han være så kold og ligeglad.

Jeg ved ikke helt hvorfor men af en eller anden grund har jeg forfærdeligt stort behov for han skal kunne lide mig, jeg har det aller bedst når han fortæller mig han har brug for mig, ved det lyder åndsvagt.

Jeg er så forvirret oppe i mit hovede for tiden, jeg tror ikke jeg elsker ham i ordets forstand tror bare jeg er bange for at gå fra ham, tror han har fået mig til at tro på at jeg har brug for ham som en slags afhængighed.

Jeg er så alene og ensom med det hele og jeg er frustreret.