Eller at tale før man tænker.
Hvor mon bristen sker? I pandelappen?
I lillehjernen? Eller i lillehjernens lillebror, hvor han så end gemmer sig?!
Hvorfor mon der egentlig er så stor forskel på folk? Or IS THERE ( dirrende underlægningsmusik)

Jeg læste i dag, at danskerne er de mest tillidsfulde i verden!!!! det forekommer mig underligt, men da jeg i forvejen er mitroisk for statistikker, så tager jeg den undersøgelse med et gran træ eller salt.
Men det kræver jo tillid at åbne sig. Tillid til sine omgivelser og omverdenen.

Og mod! Om det er bevidst mod aner jeg intet om. Men jeg oplever engang i mellem mennesker lige som jeg. Der næsten ikke skjuler noget. Der har en åbenbar tillid og naivitet og tit og ofte sætter sig midt ude på kamppladsen, nøgen.
Og det er ikke fordi vi bevidste har klædt os af. Måske har vi altid været nøgne. Spadseret rundt med et lalleglad smil på læben og fortalt vidt og bredt om det vi lige kom i tanke om.
Jeg kan mærke det fysisk.
Det er som om at tanken overhoved ikke for et ben til jorden, før den er ude i det fri.

Det er som om tungen og stemmebåndet har en direkte linie til tanke/følelsescenteret(?). og det er som om der ingen stopklods eller landbetjent er . Ingen advarselsskilt, førend det er for sent.
Hvorfor mon det egentlig er sådan? Mon det er sundt?
Ja, fysisk må det være, fordi man kan da ikke sige at der sker blokeringer!!!
Men det er jo pissefarligt. At stille sig midt ud i trafikken hver gang og risikere at blive mast af en pick up truck.

Jeg har tit skældt mig selv ud, fordi jeg glemte at holde igen, men det er fuldstændigt blevet overhørt når man "sidder i det".
Så nu har jeg opgivet. Lader stå til, sålænge jeg ikke gør nogen ked af det.
men engangimellem skræmmer det mig. Det er som om det er en anden der sidder og pludrer løs. Det er som om jeg hænger i bedste Arnold Swarzeneggerstil og flafrer bag en hurtigkørende BMW, men ikke har de nødvendige kræfter til at hive mig op på taget og på mirakuløst vis dunke chaufføren oveni gryden.

Men jeg har lært at tænke og tale hurtigt, fordi det bliverjeg nødt til.
Jeg ved ikke hvor hurtigt det går, men der er nok ikke opfundet nogen målere endnu, der kan opfange hastigheden.
Og nogle gange kan min tunge, min ganske almindelige tunge, heller ikke følge med. Den prøver på bedste vis og med de bedste intenetioner, men den kan også have sine skod-dage og så falder den simpelthen sammen og forvandles til en klump blårød gelé. Desværre stopper talestrømmen ikke af den grund, ikke med der samme, så mellem den opsvumlede køddynge, fosser det ud med varm luft.
Luft der egentlig skulle have været ord og gloser, men som blev et ynkeligt resultat af det svigtende samarbejde mellem tunge og tanker.

Sådan går det noglegange. Og SÅ er det at folks ansigtsudtrykke bliver en blandning mellem foragt og forvirring. Enkelte ignorerer mig, hvilket jeg godt kan forstå, men alligevel pisser mig af (undskyld, birthe, hvis du læser det..he..he).

men det er hvad der sker. Og jeg har lært at leve med det.

Hvem er det egentlig der har sagt at man skal tænke før man taler?
Hvad nu hvis der er en fysisk grund til at man ikke kan?!Og kan man få tilskud? Havde han/hun måske tænkt på DET???HVA`????, spør jeg.
Det ville være lettere hvis vi ikke kunne taLE og bare skrive på vores medbragte tavler. Så sagde man da ihvertfald ikke noget forkert.
Men hvor ville det sjove være i DET??
Spør jeg!!!