Kære Dagbog.
Jeg vil berette om min store opgave, at møde mine følelser, lade dem være og VÆRE i dem.

Igår havde jeg problemer med at lade følelserne VÆRE der. Jeg følte ærgrelse komme op, depressions- og angstlprægede følelser og fortvivlelse.
Jeg trøstespiste sukkerholdige ting og blev overfyldt af sukker og mange følelser, som jeg ikke magtede at være i. Ud over, at jeg var idem på den måde, at jeg græd og græd og ringede til min veninde D, jeg rystede og hikkede og stammede i telefonen indtil det stilnede af og jeg kunne lave kartoffelmos til børnene.... med sur mælk :o( UD med den! Så kunne jeg ikke holde det inde mere, men det gjorde ikke noget, for så havde børnene noget konkret, deres mor var nedtrykt over.... De viste stor forståelse og spiste noget andet end den sure kartoffelmos.

...Efter gråden var mit mørke lettet og jeg mærkede den følelse komme op, som følger efter en influenza med mange opkastninger...taknemmeligheden over at være ovre det værste.

Ja, det slår mig NU, at det var taknemmeligheden over, at mit mørke var lettet, der varmede bagefter, efter min dybt ulykkelige dag, hvor jeg var kommet væk fra ydmygheden, taknemmeligheden og mig selv, jeg var kommet helt i følelsernes vold, da det ikke længere kunne lykkes mig, at tage mig af mig selv, sådan som jeg troede, at jeg skulle gøre det. UH så forvirret....

Lige NU har jeg stadig noget af ydmygheden i behold og kan sige til mig selv, når dræbende tanker kommer op:

"Måske, måske ikke vil jeg gøre de ting, jeg forlanger af mig selv, at jeg skal gøre i denne uge optil efterårsferien."

I dette øjeblik kan jeg så omfatte mine krav til mig selv med medfølelse?

Hvordan får jeg lavet mig et bedre humør idag?

Nåhr nej, det er jo ikke at rumme ALLE mine følelser....

Om igen:
Hvordan kan jeg rumme ALLE mine følelser idag?

Igen som den anden dag sige:

Jeg ser dig,
jeg er her.

Jeg kan godt fornemme, at det gør ikke noget om følelsen er såkaldt dårlig og væmmelig at føle eller om den er god og dejlig og lækker....

Det er bare følelser og de er ikke mig, de er skyer på min himmel, men de er ikke det hele...

Jeg er fx også min følesans (jeg kan lægge min hånd på noget og mærke dets struktur, det temperatur, jeg kan nyde at røre ved en blød eller glat ting), jeg er også min høresans (jeg høre det dejlige musik Enya har lavet og som jeg henter ned på Play, jeg kan gå ud og høre vinden i trætoppene, jeg kan høre bilerne køre forbi ude på vejen og min kats spinden),jeg er min lugtesans(jeg kan stikke snuden i visne blade og lugte jorden, mulden mellem mine hænder).... det er altsammen udtryk for, den Jeg Er, det Jeg Er.... og det er mig selv, der vægter, hvad jeg vil op i...

I aftes lagde jeg min hånd på det kølige, glatte lagen og mærkede virkelig, hvordan det føltes... det gav mig en god følelse af ydmyghed og glæde, der umiddelbart strømmede ind i mit ellers så knugede hjerte. Det gav mig håb om et bedre liv til mig, et liv, hvor jeg ikke behøver at gå op i, hvor meget jeg får nået og hvordan det ser ud i andres øjne, et liv, hvor jeg genopdager mig gennem mine sanser og hvor det vigtige er at VÆRE DER, HVOR JEG ER. Uden nogen form for bebrejdelse over, at jeg ikke er, et eller andet andet sted, hvor mine vildfarne tanker fortæller mig, at det er bedre for mig at være.

Jeg ER, der hvor jeg er med alle mine sanser åbne og mine tanker og følelser flyvende omkring mig som vilde fugle, både de smukke, de grimme, de skræmmende, grumme og de vederkvægende skønne, der skaber hver ders følelser i mig, som jeg ikke kan forudsige eller forvise med held.
Min opgave er at se på dem alle og være der i dem, mens de er der.

DET er lettere sagt end gjort OG NU tager jeg en dag mere, fordi jeg ikke har noget andet valg..........

VALG?

Jeg kan måske vælge, som jeg var inde på før, at tage hver en følelse, som Den Er, som DET, den er, luftige og udefinerbare, skinbarlige følelse og give den den vægt, som den skal have, hverken mere eller mindre....
BARE JEG KUNNE

Bare jeg virkelig kunne møde mine følelser med medfølelse og rumme dem alle uden at blive hylet ud af den.