Det var idag min bedste ven skulle have været til jobsamtale...ikke i stand tilat møde mennesker, når han er bange for, at de bliver hårde. At han ikke kan leve op til deres forventninger.
Jeg sidder og ser det udefra og kan se et eller andet om lavt selvværd, kan se, at det er noget med at være bange for sine følelser... jeg kender det så godt, derfor er jeg optaget af det.
Jeg har grædt så mange gange offentligt fordi nogen blev hårde... Jeg har ikke vidst, hvad der dog var "galt med mig". Men det er vel i grunden ikke mig, der er noget galt med, det er vel selve det store system, som vi kalder vores samfund, der ikke tolererer, at man viser sine følelser?
Nogle mennesker forstår, men jeg har alligevel ikke kunnet fastholde et arbejde, pga min følsomhed og svingende selvværd. Jeg har ikke kunnet leve op til, at man i dette samfund ikke bruger at vise sine følelser og at ikke alle mennesker er lige flinke i den måde de udtrykker krav på.

Han tog ikke afsted, fordi han ikke stolede på, at dem der skulle ansætte ham ville kunne lade være med at blive hårde. For han var bange for, at han ville komme ud af sig selv eller måske blive ked af det...??

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre lige nu. Trøste ham er svært uden at gå over i ham... for det har jeg ikke lært endnu, hvordan man gør... andet end at jeg kan blive hjemme i mit eget blomsterbed og tale om mig selv og for mig selv. Jeg kan ikke finde ud af andet. Med kroppen viser jeg dog, at jeg er ivrig efter at reparere og lave op på... Jeg er nok allerede på vej over i ham.