Det er bestået sagde vejlederen idag. Sencor havde skrevet ret hurtigt og sagt, at det overordnet så fint ud,...om han skulle skrive under noget sted.

Ja, altså selvfølgelig er det bestået. Ellers ville min vejleder jo nok have sagt et eller andet for at advare mig. Men det er alligevel en lettelse. Man går og kan overbevise sig selv om alt muligt umuligt skidt,...ved egentlig ikke hvorfor, men det kan man åbenbart bare.

Har i øvrigt haft en ret så dejlig weekend. Var til en så sjov fest i bofællesskab hos Mr. Med gode gamle H, Hp og Ras... vi havde det helt vildt fantastisk. Min gode gamle ven Hp er simpelthen ikke til at stå for. Jeg var så pære stolt over at have ham med.

Det var en fest med udklædning og filmtema, og jeg var i tvivl om jeg skulle være mand, eller fræk latina... men orkede ikke det sidste, fordi Mr. jo var der og hans venner og sådan. Gad ikke møde nogen som dulle, så jeg redte håret frem, tog slips og skjorte på, malede lidt kraftigere øjnbryn og skæg, og ... havde det fantastisk i rollen. Ras sagde, at jeg lignede en mand, der havde malet skæg på mig :) Og Hp tog så de store øreringe, kjolen og netstrømperne. Han var ikke til at stå for!

Jeg kan kun huske at vi var os, H, Hp, Ras, mig og så Mr... han flagrede ud og ind ad min bevidsthed i mit fulde hovede. Vi kyssede på et tidspunkt og blev antastet af en, der troede vi var homofyre, og synes det var ulækkert, at vi kyssede offentligt - ha. Mr. blev sur, af den rigtige årsag. Irriteret over homofobi.

Jeg ved ikke hvad der er galt med mig, men jeg ELSKER at det var overbevisende.

Jeg ville senere have Mr. med hjem, men det ville han ikke (naturligvis, det var bla. ham der holdt fest. Frøken fuldesen altså!) Så blev jeg vist sur... det sidste jeg husker, er at han stod på trappen og kiggede efter mig, fordi han vist alligevel var ked af, at have gjort mig sur? Ups frøken, nogle gange er du en af de værste tøser overhovedet. Hp trak mig hjem, tak min ven!

Og, så vågnede jeg næste morgen med sko, taske og jakke på i min seng...stod op og tænkte, 'jeg vil kysse med Mr. - hvad laver jeg her?' Og så tænkte jeg... nu går jeg derud. Hvis han fandt en anden i aftes og jeg forstyrrer, så ...fred være med det. Bliver nok fornærmet men ikke rigtigt såret, og hvis ikke, så kunne det være dejligt at se ham.

Og så gik jeg derud, og han sagde 'sikke en dejlig overraskelse' og jeg kunne senere høre ham fortælle en ven i telefonen, at jeg var kommet. Han havde åbenbart snakket med vennen om, at jeg var blevet tøsemopset.

Åh ha, jeg griner lidt af mig selv. Idag sidder jeg og er tøsemopset fordi han ikke har svaret på en sms. Piger er nogle mærkelige skarn.... reagerer på alt muligt underligt alt alt for hurtigt.

Igår var jeg med veninde i bif, og hun fortalte at hun i fredag var blevet simpelt hen så sur over at være blevet afvist at sin kæreste. (OBS, han er det sødeste menneske, der findes i denne verden, og may I add, han er helt vild med hende)... og hele aftenen var blevet ødelagt, fordi hun havde været så fornærmet...men hun kunne overhovedet ikke huske, hvad der havde tricket fornemmelsen af at føle sig afvist. Hun var vildt flov... men er det helt ærligt ikke noget alle kender?

CHRIST, altså.... er ked af at vide, at jeg ikke er på toppen af det der heller. Mystiske reaktioner, meget meget mystiske... jeg forstår dem ikke helt.... altså, det er jo ikke engang selvisk i sådan en situation som den med min veninde? (Mig, der ville have Mr. med hjem var super selvist, indrømmet)... Men hvem får noget ud af at føle sig uberettiget afvist? Hvorfor er man så hurtig til at tro, at man er afvist? Jeg forstår ikke logikken bag de der ture, og så irriterende at være bevidst om dem, og alligevel ikke kunne kontrollere dem.

Som at se Lars von Triers film, og være hamrende sur på ham personligt, over at det lykkes ham at få en til at græde. Fordi det er så gennemskueligt, og alligevel virkningsfuldt.

Nå, man må vel kæmpe lidt og prøve at vinde over det engang imellem.