Jeg vil to ting i mit liv lige nu. Jeg vil gerne blive rask og tage tilbage til min skole OG jeg vil gerne blive liggende på min sofa og sovne hele dagen, evt se nogle af mine venner til fede fester om aftenen.

Desværre modsætter mine to ønsker hinanden. Jeg kan ikke både være på min skole og her - det er der vist en fysisk lov der siger noget om.!? Hmm.

Jeg vil smadder gerne tilbage, så jeg kan få action i mit liv igen. Lige nu ligger jeg bare syg og dårlig på min mors sofa hele dagen - og det er der fandme ikke meget ved.
Okay, se på den positive side af livet.!
Hmm...
Joeh, nu har jeg det. Når jeg ligger her, kan jeg umulgit lave ulykker, intriger eller være hovedperson i ondsindet sladder.
Det er utroligt så beskyttet man er mod omverdenen, når man bare ligger alene her.

Men uanset hvilke farer verden bringer mig, så er det her for kedeligt!?

Alligevel er det efterhånden tre uger siden (?) jeg sidst var på skolen, og jeg forlod den vist med et brag.
Jeg er ikke sønderligt populær mere, og slet ikke blandt diverse nederen lærere.
Faktisk er jeg totalt ør i hovedet, efter at have tænkt igennem mindst en milliard gange, om min opførelse er okay? Jeg møå indrømme, at jeg ikke synes, jeg gør noget direkte uansvarligt, så jeg synes selv, at jeg opfører mig ordentligt.
Sådan da.

Jeg ved hvor hurtigt verdenssituationen ændre sig på den skole, og på en måde tør jeg ikke komme tilbage. Et øjeblik var jeg ræd for, at det var gået op for folk, at jeg er totalt uunværlig. At jeg ikke betyder noget for den enkelte person eller verdenshistorien for den sags skyld.
Jeg kun endnu et ubetydeligt komme i verdenshistorien, og mon ikke mine venner ville have klaret sig fint uden mig?

I folkeskolen og på min efterskole gjorde jeg klart en større forskel for mængden, end jeg gør i dag. Jeg bandt folk sammen, og jeg sørgede for folk. Jeg gav dem opmuntring og positivitet. Lige nu er jeg bare endnu en umulig møgunge.

Jeg savner virkelig intelligens i min hverdag. Især min egen! Jeg har virkelig ikke brug for at tænke særlig meget i min hverdag. Jeg går ikke rigig i skole mere, og selvom jeg har lært en hel del kloge ord og formuleringer, ved at gå på den kloge-efterskole jeg gik på, så har jeg glemt det meste igen.
Man skal virkelig sørge for at holde ens viden ved lige, ellers forsvinder den lige så stille og roligt.

Jeg følger ikke med i verdenssituationen, jeg læser ikke tekster, bøger eller aviser (jeg læser kun blade som Woman, Sirene og Bazar), jeg har ikke mange diskussioener om noget der er udenfor min egen lille navle, jeg bliver ikke klogere på noget som helst - andet end hvor åndsvagt folk kan opfører sig overfor hinanden.

Jeg har sværere ved at stave, jeg har svært ved at formulere mig, jeg har glemt alt der kaldes det tyske sprog, det sidste jeg for alvor fulgte i avisen var Iraks atom-program.

Ja, det går kort sagt ikke ligefrem fremad for mig. Jeg ved at folk tror, at jeg bare er endnu en halvdum 17-årig teenage-pige, der tror verdens størtste problem er hvilken top, jeg skal have på i byen på fredag.
Mit image bygger ikke på noget med min viden, men nærmest det modsatte.

Jeg glæder mig faktisk til at komme tilbage i skolemiljøet, for at have samfundsfag, historie, engelsk, tysk, matematik, fysik, kemi - hvad som helst der kan give mig en basisviden om et eller andet, der ikke er de bedste shopping muligheder i London eller hvor meget en stor fadøl koster på forskellige barer.

Nogle gange kan jeg krumme tæer, over de bemærkninger jeg kommer med, og den uvidenhed der somme tider lyser ud af mig. Folk har fordomme overfor mig, fordi jeg fester meget og griner meget. Så er man åbenbart hverken seriøs eller en intellektuel samtale værd.

Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan blande mit nye 'dumme/useriøse/festlige'-jeg med den mere seriøse og kloge del af mig selv - ellers kommer jeg muligvis til at kede mig ihjel, ligesom alle de andre halvhjertede teenagere, der tager dem selv så seriøst, at de glememr at en del af livet er at slappe af og grine sammen med andre.

Hvad kan jeg sige!?

Hvis de siger, at jeg lever mit liv for vildt!?

Livet kan altså også blive for kedeligt!