Jeg er begyndt ( uden samråd med lægen ) at nedtrappe min medicin mod depressionen. Er gået fra 225 mg til 150 over et pr. mdr. og fra i går til 75 mg. Ønsker at blive fri for denne last, men ved også at jeg har en sart sind. Prøver at være opmærksom på de psykiske signaler, og acceptere at jeg ikke kan være eller gøre alt det som jeg gerne vil. Det giver indimellem en indre faglig konflikt og ender med at hovedet eller kroppen strejker. Jeg holder f. eks lige nu pause fra haven, da ryggen trængte til et hvil, men samtidig rykker det også i mig at tage på arbejde da Claus ( hårdt presset af chefen ) har valgt at tage en fridag. Er selvfølgelig også klar over at ydre påvirkninger også har en rolle, og en del at sige. Der sker jo som altid mange ting omkring mig, som jeg på den ene eller anden måde er eller bliver involveret i. Det mest positive er dog at jeg kan sove, og endda lidt for meget efter min mening. Må nok have brug for det.

Den anden dag hvor jeg ville ind for at få lavet en kopi af min fars nøgle, kom han mig i forkøbet. Han ringede og fortalte at han havde fundet den. Havde lagt den i en plasticpose som han ikke kunne huske hvor han havde fundet, sammen med hans pung, gamle taxapung, pas, plus forskellige billeder og papirer. Jeg har ved flere lejligheder benyttet chancen for at tale med personale fra div. demens afd. for at få indsigt i hvad der sker. Med baggrundsviden kan jeg se at han stadig hænger fast i hans gamle erhverv, da indholdet næsten stemte overens med det som han dengang altid havde med sig på arbejde, og at han faktisk havde begivet sig af sted for at hente royale kunder. Kan ikke lade være med at gisne om hvor mange gange de nye ejere, når han engang får solgt huset, vil få besøg af ham. Han havde jo regnet med at blive boende til han skulle bægeres ud derfra, ligesom han heller ikke var indstillet på at stoppe med at køre.
I går fortalte han at han havde fundet hans briller. De var åbenbart også blevet væk for ham. Hans rengøringskone havde bedt ham om at vaske op, og ved denne lejlighed havde han åbenbart lagt dem i blød sammen med noget opvask.

I en helt anden grøft, så fik jeg en rigtig god oplevelse i går. En kunde spurte om jeg ikke kunne kende hende - hvilket jeg ikke kunne. Da hun fortalte hvem hun var kunne jeg godt se at hun virkede bekendt. Hun havde nok taget 20 kg. på og så fantastisk ud. En rigtig flot pige faktisk. Tilbage i min spæde ungdom ( hvor det lyder ) gik jeg sammen med hendes lillesøster, og havde endda også været på børnehjem på samme tid som dem, men husker dem ikke derfra . Var der ikke så lang tid før jeg stak af ;-)
Kvinden som jeg havde i bilen fortalte at hun nu havde været clean i 4 år og hendes kæreste i 5. Hun var under uddannelse som misbrugskonsulent og kæresten som jeg også kendte fra dengang var også under uddannelse. Jeg har af og til igennem årene mødt hende vind og skræv af div. hårde stoffer hun dengang indtog, og havde ikke i min vildeste fantasi troet på at hun overlevede den hårde livsform. Hun var virkelig langt ude.
Under turen sagde hun på et tidspunkt – der er noget specielt ved dig, som man ikke lige glemmer. Jeg turde ikke spørge indtil hvad hun mente. Efter turen og mødet med fortiden følte jeg en enorm indre glæde. En glæde på hendes, kæresten og familiens vegne, og en tro på at selv om livet ikke altid viser sig fra sin lyse sider, så kan der altid ske mirakler.

Nu vil jeg slutte af med at lette rumpetten ud i haven, inden jeg vil smutte i bad og så på arbejde.