Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte, der er så mange ting jeg gerne vil have med i den her tekst. Jeg er bange for at komme til at glemme noget.

Jeg føler mig som en fiasko, når jeg gir op så tidligt, jeg har jo kun været der en uge. Men jeg kan mærke at der er nogle ting der gør at jeg ikke har det godt med at være der.

1. Jeg kan ikke klare at være presset af en fast bustid. Det stresser mig, jeg får ondt i maven fordi jeg er bange for at vi ikke når bussen. Børnene kan ikke finde ud af at skynde sig, det skal de selvfølgelig ikke hakkes på over, men det gør at jeg har en morgen der er af helvede til. Jeg skælder børnene ud fordi de ikke kan skynde sig og det er kun min egen fejl, men jeg magter ikke at stå op kl. 5 for at være 100 % sikker på at nå det.

2. Da jeg snakkede med sagsbehandleren første gang om X, spurgte jeg hende ang. det der hed Y, for det havde jeg læst om, og det skulle efter hvad jeg forstod være nogle arbejdsopgaver der ligner dem fra Z. Hun oplyser mig at det sted jeg snakker om, er det der nu hedder X og jeg går derfor ud fra at det er de samme opgaver jeg skal tage mig af. Da jeg snakker med jobkonsulenten spørger han mig om det ikke er der hvor de skærer gamle klude op? Hvortil jeg svarer ”det ved jeg da ikke?” Jeg mødte i mandags på X og fandt ud af at jobkonsulenten har ret. Det var ikke det jeg forventede mig og jeg føler mig på en måde lidt snydt. Jeg har kun 1 ting at gøre derude og det er at skære tøj op. Det keder mig at der ikke er mere forskelligt, det havde jeg forventet at der ville være. Jeg har ikke noget imod at lave det samme, men jeg vil godt have noget at vælge i mellem.

3. 20 timer er alt for meget. Jeg kan godt forstå at jeg skal være der ½ time ekstra hver dag fordi jeg skal have middagspause. Mit udgangspunkt var 20 timer, men det er i virkeligheden 22. Det er ikke en stor forskel for mange mennesker, men for mig er det. Jeg ville prøve at være der fra 8 – 13, men jeg er der fra 8 – 13.30. Jeg bruger 1½ time om morgenen på transport fordi jeg skal aflevere børnene og 1 time på at komme hjem om eftermiddagen. Jeg har 10 timers transport om ugen, sammen med de 22 timer på X, der giver i alt 32 timer væk fra hjemmet, jeg tager af sted samtidig med Søren om morgenen og kommer hjem kl. 14.30, blot en time før ham. Jeg magter det ikke.

Når jeg kommer hjem derude fra, så er min energi brugt fuldstændig. Jeg føler mig totalt pumpet for overskud. Da jeg gik hjem tirsdag, var jeg allerede helt brugt, men jeg tænkte at det nok gik, fordi jeg har fri onsdag.
Da jeg vågnede torsdag, var jeg stadig lige smadret, jeg havde slet ikke kunnet slappe af onsdag, jeg gjorde rent, handlede, Karen kom og snakkede og Birthe skulle have været der, men vi måtte til lægen med Magnus pga. mellemørebetændelse. Børnene sov ved Erna og Torben, så jeg kunne få sovet, når jeg skulle på X. Torsdag skulle bare overstås.
Fredag var jeg en anelse mere frisk, fordi jeg havde udsigt til weekend. Da jeg gik hjem fredag, føltes det som om et helvede var overstået og jeg glædede mig til bare at skulle slappe af. Rikke skulle over til Martin og Magnus blev hos farmor til søndag. Jeg sad hele weekenden begravet i min computer. Et eller andet sted vidste jeg godt at jeg havde fået det skidt, men vi havde gæster med deres computere, så jeg kunne ikke rigtig få snakket ud om det.
Da jeg kom ud af computerverdenen fredag og lørdag aften for at gå i seng og sove, spekulerede jeg over de her ting, som jeg skriver på papiret nu. Jeg kunne godt mærke at det ikke var for godt. Da gæsterne tog hjem søndag, kunne jeg mærke at jeg ikke kunne holde på det ret meget længere. Men det måtte vente til om aftenen, der var nogle ting vi skulle.
Børnene kom hjem igen, med det samme de var indenfor døren og larmede som de nu engang gør, så var den helt gal. Jeg kunne slet ikke magte det, der var ikke overskud til at rende efter en der vil pille i alting. Jeg var sur, gal og rasende indeni og prøvede så godt det nu var muligt at skjule det for børnene, men det lykkedes ikke som jeg ville have det til. Søren puttede børnene, jeg begyndte at lave madpakker, men kunne ikke gennemføre det fordi jeg var så ked af det. Filmen knækkede, jeg kunne ikke holde på det mere og jeg tudede og fortalte Søren det hele. Han sagde at jeg skulle ringe til Birthe i dag. Eller Karen.
Jeg har meldt mig syg i dag, jeg sagde bare til Majbrit at jeg ikke har det godt, det er jo sådan det er. Hvad hun vil lægge i det, det er hendes egen sag. Jeg har intet overskud. Jeg har fulgt børnene af sted, det ville kræve mere af mig hvis de skulle være her hjemme, det er bedst for dem at de ikke ser mig være for ked af det.
Jeg magter ikke at komme på X, jeg kan ikke overskue det. Hvis jeg prøver på at kunne klare det, så kører jeg mig selv helt ned, det vil jeg ikke. Det gavner ikke nogen, hverken børnene, Søren eller mig. Jeg bliver ked af det ved tanken om at skulle derud.
Jeg føler mig som et flop, jeg spekulerer på hvordan jeg dog nogensinde kunne tro at jeg ville kunne klare det. Så har jeg altså fået et nederlag mere med i rygsækken. Men det er jo også sådan her det plejer at gå, så hvorfor skulle denne gang være anderledes?