Det gik jo meget godt. Jeg prøver igen. Måske det trods alt er muligt at adskille dagbogsskrivningen fra debatten.

Kl. 8:00: Hører svagt Morten tumle rundt ude på badeværelset. Hører pludselig et ramaskrig og ved, at min dejlige datter også er stået op. Hun skal have noget så modbydeligt som tøj på!

Kl. 8:05: Moaaaaaaaaaar og bamse Amanda på 10 cm bliver skødesløst slynget ind i mit hovede. Freja står utålmodigt og tripper i 7½ sekund og så må hun bare videre. Jeg ligger forgæves og forsøger at fjerne den tunge sten som ligger henover min døsige krop og forstår ikke, at man stadig kan være i live når man er blevet kørt over af en damptrommel.

Kl. 8:15: Tilbage i sengen igen efter at have taget en antiafsked med mine to drivankre. Et syrligt morgenkys med drageånde til dem begge og døren lukker bag dem. Tøffer slukøret op i den rummelige seng som jeg med lethed kunne fare vild i med vilje hvis ikke lige det var for en indædt trang til at bruge mit liv på andet end at se indersiden af mine øjenlåg.

Kl. 8:30: Morten ringer og vil lige høre om alt er som det skal være. Er jeg i gang med morgenkaffen (han havde fanget et vink med en vognstang efter kysset)?. Nogle morgenener er bare ikke lige så velkomne som andre. I dag var jeg udkørt fordi jeg var gået for sent i seng. Min egen skyld og alligevel tillader jeg mig at tildele Freja noget af skylden. Hendes grænsesøgende opførsel har pludselig gjort vores aftener 1½ time kortere dersom hun bruger 1½ time på at råbe og mosle rundt i seng. Hvis det så betyder, at hun bliver en udadvendt teenager med følelserne udenpå tøjet så kan jeg måske overleve det. Men bliver hun det? Skoleskibet Danmark... mon ikke de har en hjemmeside?

Kl. 8:33: Nulrer tilbage ind i seng og hader mig selv for at have afkortet Morten i telefonen. Det er jo ikke hans skyld. Morten som stod op kl. 6:30, spiste morgenmad, gjorde Frejas morgenmad og frokosttaske klar, pakkede dagplejetasken, gav skrigemonsteret Freja tøj og ren ble på, gav hende morgenmad (en begivenhed som hver dag overgår de tidligere fordi vores datter i takt med at hendes blodsukker falder udvikler Mr. Hyde lignende tendenser: Giv mig noget banan NU! Hvis du sætter mig op i mine høje stol skriger jeg så højt, at Social Service kommer og visiterer hjemmet! Giv mig hagesmæk på for 5 minutter siden!) Morten som uden så meget som at kny (højt i hvert fald) forsigtig melder, at nu skal jeg bare nyde dagen, som ikke forventer, at jeg skriver en doktor disputas mens vandet til min kaffe koger. Vi er et team siger han. Lige nu er jeg hjemmegående og han er udegående. Sammen smører vi hjulene med hver vores og det går op i en højere enhed når vi om aftenen vælter omkuld og vores arme famler efter en varm krop under dynen. Jeg har bare lidt svært ved at se hvordan vi skal kunne lave den omvendte løsning. En lærerløn rækker ikke helt så langt...

Kl. 8:55: Føler mig endelig udhvilet og vælter nochalent og meget forstadsagtigt ud af sengen. Hvor er min morgensjus? Og poolmanden må da også gerne snart komme... Kommer tilbage til virkeligheden og to enorme tøjbunker som efterhånden har fået fast plads på gulvet. Går pænt udenom dem.

Kl. 9:00: Spiser morgenmad foran computeren. Åh yeah, hvor dekadent!
Mail fra moderlandet gennemses. En veninde er blevet faster, storebror anmoder om forældreassistance på trods af afstanden og en mail fra Morten som fortæller, at jeg skal have mere selvtillid og at jeg kan mere end jeg vil indrømme. Han har ret i begge antagelser.

Kl. 9:30: Ringer til Frieda, en tredjedel af den russiske liga med en gennemsnitsalder på 73 år. Frieda aflyser vores aftale kl. 10:00 og jeg får hende ud af røret efter I'm sorry for 5. gang. Hendes korttidshukommelse er ved at være godt slidt og derfor denne lapsus, hvorimod hendes hukommelse hvad angår fortællinger fra hendes liv i Sovjet intet fejler og jeg elsker at sidde og lytte når hun fortæller om tiden i Sibirien.

Kl. 9:35: Flytter beskidt service fra den ene side af køkkenet til den anden. Ringer til Ella, en anden tredjedel af den russiske liga. Født i Ukraine, midt i 70'erne, gift i over 50 år, vel og mærke med den samme mand. Det kniber med det engelske og jeg er en god forbindelse fordi jeg både taler russisk og engelsk (omend jeg helst ikke vil indrømme at jeg ligefrem "taler" et sprog fordi jeg altid stræber efter nådesløs perfektion).

Kl. 9:40: Kunne indtage en spand kaffe intravenøst, men vælger at gøre badeværelset fri for ulækre nullermænd og hvad der ellers falder på toilettets kumme! Kedeligt og endnu mere håbeløst når nu det er en kendsgerning, at frugten af mine kraftanstrengelser vil være udviskede allerede i morgen. Går derefter ind og sorterer den ene tøjbunke. Går en bue udenom den anden og lader som om den er en del af soveværelsets indretning.

Kl. 10:30: Sætter mig til rette med oversættelse og tyrkisk peber. Forsvinder i on-line ordbøger, sætninger, kommaer og artiklens betagende indhold.

Kl. 12:49: Spurter hektisk og distræt ned i køkkenet. Maven beder om mad, jeg vælger at adlyde. Heldigvis ligger vi inde med noget så luksuriøst som rugbrød og en enkel skive fremfor en halv pakke såkaldt "Canadian rye bread" dækker min sult.

Kl. 12:56: Dækker hormonknopper (også kaldet bumser som jeg er den lykkelige indehaver af efter fødslen for 20 mdr siden hvor den kvindelige side af min krop holdt flyttedag og siden har valgt ny bopæl hver måned).

Kl. 12:58½: Vælter ud af døren og husker at jeg har glemt noget til mit blodsukker. Bare ærgerligt!

Kl. 13:06: Ringer på døren hos Ella og hendes mand Lev. Ella kommer ud og omfavner mig med usynligt kys på kinden. Velkommen til Rusland! Jeg træder ind i stuen og befinder mig lynhurtigt i noget der kunne minde om en lettere udgave af et forhør. Lev er nysgerrig og finder mit CV yderst fascinerende. Han taler kun russisk og jeg lapper hans vældige ordforråd til mig. Jeg taler både engelsk og russisk og tænker i små sekvenser på mit modersmål, at det er rart at være kommet "hjem". Rusland mit fødeland i et andet liv måske. Lev har fået stillet sin sult og futter ind på sit lille kontor for at gøre sin bog om international økonomi færdig.

Kl. 15:15: Jeg forlader mættet Little Russia og fortæller Ella, at hun kan betale for min private engelskundervisning i naturalier. Mad forståes. I to timer havde jeg siddet og smæsket i russiske delikatesser. Alt sammen naturligvis lavet på en sten og et par sjatter vodka! Og så lige den dejlige hjemmelavede ost - tvorog - som uden overdrivelse bragte tårer frem i mine øjne. Så meget fylder det land og de mennesker i mit hjerte. Tårer som Ella enten valgte at overse eller simpelt hen bare accepterede fordi tårer ikke er ildesete i det store fædreland hvor melankoli er noget man ånder igennem.

Kl. 15:20: Sætter nøglen hæsblæsende i døren med den ene hånd og knapper bukserne op med den anden. Springer på cyklen efter have afleveret det der kommer ud efter at have drukket en stor kop NesCafé.

Kl. 15:30: Presser min våde vante mod ringeklokken og venter på at se min datters smukke ansigt. Det ansigt som til stadighed kan fylde mig med forbavselse: Har jég været medproducent på det mesterværk? Donna åbner døren og viser mig ud i køkkenet hvor Freja sidder midt i rummet i den høje stol og beder om flere "crackers". Jeg får at vide, at Freja igen har overgået hvad en fuldvoksen mand spiser på en dag. Tanner og Savannah samt en veninde som er på besøg sidder og guffer nordamerikanske mellemmadder i sig: ostepops, noget der minder om cola i knust is og franske kartofler sikkert med en afskyelig smagstilsætning af ost med karamel ell. Heldigvis er Freja på dansk diæt og Donna mener tilsyneladende, at vi er på rette vej.
Efter at have jaget Freja rundt i 10 minutter får jeg endelig udstyret på hende og vi vender snuden hjemad.

Kl. 16:15: Op i klapvognen og smuttur til SaveWay supermarkedet samt posthuset som er blevet overtaget af en fyr som ikke kender forskel på en skraldespand og et bord. Det er da også for galt... Jeg savner også ham den anden fyr. Han var så god til at sludre og sådan noget er jo vigtigt når man tuller rundt herhjemme og ikke rigtig laver anden end at være mor til sit barn.

Kl. 17:00: Freja og mor spiser rester fra i går. Hvor befriende!

Kl. 18:00: Badetid. Babydukken tisser i vandet og det gør Freja også til stor morskab for barnet som synes tis på benet blot er en varm oplevelse og ellers ikke tager synderlig notits af hændelsen.

Kl. 21:00: For at gøre en lang historie kort så kom Morten hjem da krisen var på sit højeste. Vi skiftedes til at råbe at hun skulle sove og til sidst overgav hun sig efter 1½ time. Det kan ikke blive ved på denne måde.