Far! Nu er det over et år siden du gik væk. Du fik aldrig fortalt min mor, min søster, eller mig at du elskede os. Jeg var ved dig, dag og nat i de sidste 12 dage du levede,det eneste jeg ønskede mig var at du fortalte mig, at du elskede mig, Nå! hvad fanden! hvorfor skulle du også gøre det? Du elskede squ aldrig andre end dig selv. Du var gift, havde 3 børn, men levede alligevel som en ungkarl. Åh jo! vi har aldrig manglet noget, du sørgede godt for os, sådan rent martrielt fik vi alt hvad vi kunne ønske os, men kærlighed? Nej! det kunne du ikke give. Hvorfor ikke far! Det er det jeg er ved at vil finde ud af, ja jeg prøver at finde ud af hvad der skete dig i din ungdom. For et eller andet skete der, det ved jeg. Du lavede et eller andet lort, før du mødte mor. Jeg er gået til Rigsarkivet og søger nu om aktindsigt i dine papir.
Hvad jeg finder ud af ved jeg ikke,men der er så mange ubesvarede spørgsmål,jeg må have svar på.Der er så mange ting der er dukket op efter din død, ting som jeg godt vidste, men gemte væk. Så sent som igår fortalte min mor mig, at da hun lå på fødeklinik,og lige havde fået mig, boede der en anden kvinde i jeres hjem, en kvinde der fulgte dig 47 år og fødte dig en søn 5 mdr efter du havde fået mig din datter. Selvfølgelig
vidste jeg besked med min halvbror, men at den kvinde også lå i min mors seng, mens mor og jeg lå på barsel. Det har været et stort chok for mor at få det at vide, for meget vidste hun, men dette fik hun først at vide for et par måneder siden. Da mor fortalte mig det, sagde hun samtidig, at alt hvad i havde haft sammen i næsten 50 år, det havde hun nu lagt bag sig, nu har hun fred. Men jeg far? hvad gør jeg? Jeg elsker dig, har altid higet efter din kærlighed, og samtidig hader og foragter jeg dig. For alt det du har budt min mor. Ja! Hvis du sad her nu ved jeg du ville have sagt " hun kunne jo bare være skredet".Ja! jeg tænker også tit på hvorfor mon hun aldrig gjorde det. Svaret kender jeg også. Mor er en meget svag kvinde, og du havde aldrig sluppet hende, for du var psykopat, en virkelig psykopat. Du ville aldrig have givet slip på os. Når jeg tænker tilbage, så har hun jo prøvet masser af gange. Ikke at du var voldlig nej! du lagde aldrig en finger på os, det var psykisk terror, og gud hvor gjorde det ondt. Jeg ønskede mig tit som barn og ung, om du da bare ville banke mig, ja tæske mig, så ville jeg måske mærke at du elskede mig.
Der er så mange der har undret sig over at jeg er kommet så flot over din død. Jeg undrer mig også selv. Der faldt ikke en tårer, da du drog dit sidste suk,ej heller da vi forevig tog afsked med dig. Mange tror det er fordi at jeg var hos dig lige til det sidste, men nej det er ikke det, jeg ved ikke hvad det er, men jeg ved at nu er jeg nød til at tage det opgør med mig selv, og se dig som den du var.
For du var jo ikke den mand, som jeg ville have du var. Du var en psykopat en ynkelig lille meneske, som jeg faktisk burde have medlidenhed med. Jeg husker en af dine sidste dage, hvor du sagde til mig " ÅH jeg er så bange " Jeg prøve at trøste dig og fortælle dig hvad jeg troede på, sagde at du nu skulle møde din familie, som stod og ventede på dig, og vi andre ville komme,når det var vores tur. Idag kan jeg godt forstå at du var bange, tænkte du mon på hvilken menneskes du var, og om du skulle stå over for en dommer.Ja far! i det sidste år har jeg gået og talt til dig, når jeg var alene. Det gør jeg ikke mere, jeg vil jo skrive min familiekrønikke, og du blir den første jeg vil skrive om. Lige nu føler jeg et almægtig had til dig. Hvordan kan man elske et meneske så højt som jeg elsker dig, og samtidig hade dig som jeg gør.
Din Datter