Jeg har ikke sovet ret meget i nat. Jeg har fået maveinfluenza og opholdt mig det meste af tiden på toilettet. Jeg har sygemeldt mig og snart går jeg op i min seng igen og får indhentet noget af søvnen. Jeg har bare lige været oppe og sende Anne af sted i skole. Men jeg kunne ikke nære mig for at skrive lidt i min dagbog.

Den 5. november er en dato, som jeg altid vil huske. Denne dato døde min far - i dag for 17 år siden. Jeg mindes ham kort - og så går livet videre. Min far døde, da han var 77 år. Han var den ældste af en søskendeflok på 9 og i dag er de alle - søskende og deres ægtefæller borte.

Kort fortalt lidt historie. Året før - helt nøjagtig den 12. december 1985 fik far en hjerneblødning og blev indlagt på sygehuset. Han var blevet halvsidig lammet og havde fået afasi, så vi næsten ikke kunne forstå, hvad han sagde. Han var for plejekrævende til at komme hjem, så han opholdt sig på sygehuset i 10 måneder, inden der var en plejehjemsplads til ham. Han befandt sig godt på sygehuset. På plejehjemmet boede han godt en måned, inden han døde. Han faldt aldrig rigtig til og jeg nåede ikke at besøge ham, mens han var der. Det har jeg mange gange fortrudt, men det kan jeg ikke rigtig bruge til noget.

Onsdag den 5. november 1986 om aftenen ringede det på døren hos os. Det var min bror, der kom for at fortælle, at far var død. Jeg var ganske uforberedt på denne meddelelse og det gik op for min bror, at jeg ikke havde fået besked om, at far var blevet syg og med dagene dårligere og meget svækket. Der var sket en kommunikationsbrist - med så mange i familien troede den ene, at den anden havde givet mig besked. Det kan der ikke laves om på og jeg bærer ikke nag.
Det var det første dødsfald i familien - (jeg har ingen erindring om mine bedsteforældres død) og dermed også den første begravelse, som jeg skulle med til - og det gjorde selvfølgelig stort indtryk på mig.

Et sted i mig, har det siddet dybt forankret, at jeg ikke fik taget afsked med min far. Efterfølgendes i mit job, som plejehjemsassistent, har jeg været ude for mange dødsfald, hvor jeg skulle foretage de praktiske ting omkring den døde og ligeledes tage mig af de pårørende. Bagefter har jeg været meget selvkritisk. Jeg kunne altid finde mangler - ja, selv de mindste fejl bebrejdede jeg mig selv. Jeg havde altid noget at udsætte mig på, i forbindelse med disse dødsfald - selv om mit arbejde var i orden.

En dag, hvor jeg sad og snakkede med min veninde om det at miste forældre, gik en prås op for mig. Jamen hovsa - disse følelser omkring en beboers død, stod jo i forhold til min egen fars død. Jeg kunne se, at min selvkritik og ikke gøren det godt nok netop var, fordi jeg oplevede manglen ved fars død - nemlig at jeg ikke var blevet informeret. Siden den dag har jeg fået en mere afslappet holdning til døden og kan bedre forholde mig til den - på min arbejdsplads. Nok om det.
Det var en lille mindetale om min gamle far - lad ham nu hvile i fred.

Nå, det blev vist et lidt dystert emne her en tidlig onsdag morgen. Nu vil jeg gå op i min seng og få en veltrængt formiddagssøvn - så må vi se, hvordan det går længere op på dagen.

Hyggehejsa fra en influenzaramt Nellemor.