Så starter en ny uge - en travl uge, hvor jeg skal nå at forberede en masse til lørdag aften, hvor vi holder 2. del af vor søns svendegilde. Denne gang for familien. Vi bliver 20 personer i alt - og jeg glæder mig meget til at se mine fem brødre. Mine to søstre har desværre sendt afbud - de ville gerne have været med, men noget andet kom i vejen. Jeg har fri i dag og i morgen og skal så arbejde onsdag, torsdag og fredag.

I lørdags overtog sønnen og hans kæreste deres lejlighed i Silkeborg. Nu er han flyttet definitivt hjemme fra. Som jeg siger - nu er navlesnoren rykket hel over. Min lille søn, der lå i vuggen i går - nu er han en voksen, ung mand, der skal til at stå på egne ben. Han er en harmonisk, opmærksom og social ung mand, så sagt i al beskedenhed, er opdragelsen af ham gennem årene lykkedes. Jo, vi kan godt være bekendt at sende ham ud i samfundet og vi er stolte af ham - men hvilke forældre er ikke stolte af deres børn. Nu glæder vi os til at komme til Silkeborg og besøge det unge par og se hvordan de har indrettet sig.

Jeg husker selv de gange, hvor jeg har flyttet adresse. Første gang var på efterskole, så jeg havde jo stadig min base hjemme hos mine forældre, men jeg flyttede ikke hjem mere. Jeg kom i huset hos et lærerpar med to små døtre efter 10. klasse på efterskolen. Det var en brat opvågning til voksenlivet at komme i huset hos dem. Jeg svarede ikke rigtig til konens forventninger, så det gav nogle gnidninger mellem os. De havde haft en sød og dygtig ung pige, før mig, og hendes kvalifikationer kunne jeg slet ikke leve op til. Nåh, jeg fik lov at blive hos dem et år - jeg skænkede ikke en tanke, at forlade pladsen i utide. De boede ca. 25 kilometer fra mine forældres hjem, så jeg havde et værelse hos dem. En gang, hvor jeg havde været hjemme, var der - søndag aften, hvor jeg skulle tilbage - koldt og mørkt og blæsende og der lå sne overalt, så jeg var ked af at skulle ud at køre på knallert. Jeg fik lov at blive hjemme til næste morgen og fik ringet besked om det til konen i huset. Næste morgen kørte jeg afsted på knallert. Vejene var isglatte og det tog noget længere tid end beregnet at komme frem. Med hjertet oppe i halsen - bange for at vælte, men alligevel også lidt stolt af at kunne klare situationen, nåede jeg frem. Jeg gik ind og sagde hej, men blev mødt af en sur kone, der sad ved morgenbordet med sine småpiger. Hvad det var for en tid at komme på. Jeg forklarede at det var glat, så jeg kunne ikke køre så stærkt. Konens kommentar hertil var hverken forstående eller medfølende, men at jeg bare kunne være kørt hjemmefra noget før. Det var bare så uretfærdigt - især når hun havde fri fra skole denne formiddag - men sådan var der hele tiden noget og jeg fandt mig bare i det. Jeg glemmer heller ikke, hvad hun sagde til julegaven - en grøn bluse og en marineblå sparkedragt - som jeg gav deres baby. Hun sagde: grønt og blåt klæder alle fjolser godt. Manden var mere human og forstående, så han forsøgte at mægle og glatte ud. Tænk at jeg holdt hendes luner ud i et helt år - og så for 750,-pr. måned - uden feriepenge.

Nå, det var et tilbageblik. Jeg bærer ikke nag til denne kone - det kan jeg ikke bruge til noget - udover at have lært, at med ens attitude og imødekommenhed er man med til at
forme et andet menneske, når man er så tæt på, som i ovenstående.

Jeg skal igang med mit program for dagen. Den starter med kaffe og ostemad. Det var hyggeligt lige at sidde og skrive lidt fortid ned. Det er nødvendigt at være afklaret med sin fortid for at have det godt i nu´et.
I må have en god dag.

Hyggehejsa fra en optimistisk Nellemor.