Hvor går sådanne fridage hurtig. Tiden er fløjet af sted og jeg har faktisk hygget mig med det. Jeg har gået herinde i varmen og kigget ud på et tykt æblegrødlignende gråvejr. Indeni mig skinner solen og ud af højtalerne toner den skønneste musik. Ikke noget bestemt genre, for det er såmænd bare P4 på radioen. Mine CD-afspillere er gået af lave – både det i stuen og det her inde på mit arbejdsværelse. Det gør ikke så meget. Når jeg får trang til at høre en af mine CD-er sætter jeg dem i min hard-disk og det er fint nok for mig. Jeg stiller ikke de store fordringer – bare jeg har det godt med mig selv og min familie har det endnu bedre, så er jeg meget tilfreds.
Så er det i morgen at jeg tager til Odense, hvilket jeg glæder mig til, men jeg kan også godt begynde at mærke nogle små sommerfugle svirre rundt i maven. Jeg har aftalt, at følges med en medkursist i toget. Jeg aner ikke, hvem han er eller hvordan han ser ud, men han har fået en lille beskrivelse af mig. På en måde synes det måske lidt vovet at aftale følgeskab med en fremmed mand, men på den anden side rejser vi jo efter fælles mål og kan vel ligeså godt gøre vort bekendtskab i toget, som på kursusstedet.
Jeg mangler at pakke min kuffert – jeg aner knap nok endnu, hvad jeg vil have med, men det har jeg formiddagen i morgen til at finde ud af, mens Anne er i skole. Heldigvis når hun hjem, inden jeg tager af sted, så vi kan få sagt ordentligt farvel til hinanden. Min mand og Anne er ikke hjemme, når jeg er tilbage igen på søndag. De skal til julehygge og banko i Sejlklubben søndag eftermiddag og det SKAL de altså, for vi er da grove spændte på, om der dukker nogen op. Vi glemte at annoncere i vores lokale ugeavis, mens tid var, men der har været sat opslag op rundt omkring, så mon ikke at der kommer nogen alligevel. Sikker en fadæse at glemme, men jeg må indrømme at jeg ikke har skænket julebanko mange tanker, når jeg ikke selv skulle med.
Øv – og alligevel pyt. Vi er inviteret til julefrokost i firmaet, som min mand arbejder for. Det er fastlagt til en arbejdsweekend og jeg har bestemt mig for, at han selv må tage af sted, så bliver jeg hjemme og passer mit arbejde. I forvejen er der meget andet at rende til, så det gør ikke så meget, at jeg går glip af den ene festlighed. Heldigvis kan det lade sig gøre uden nogen form for jalousi – vi elsker og respekterer hinanden og dermed stoler vi også på hinanden. Så ingen grund til bekymring, blot en lille ærgrelse over, ikke at kan komme med. Øv – og alligevel pyt.
Det var et par ord fra mig. Nu skriver jeg først igen, når jeg er kommet hjem fra Odense. Måske fortæller jeg om, hvordan turen derover til H. C. Andersens fødeby gik. Vi får se – i hvert fald må I – mine kære læsere have en rigtig god weekend med hvert jeres gøremål.
Hyggehejsa fra én med-sommerfugle-i-maven Nellemor.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.